HISTORIEN OM MIKROFINANS

Under hungerskatastrofen i 1974 I Bangladesh lånte en økonomiprofessor fra Chittagong-universitetet 27 dollars til en gruppe fattige landsbyboere. 30 år senere blev den samme professor - og hans projekt, Grameen Bank - tildelt Nobels fredspris. Mikrofinans var blevet en omfattende og populær måde for det internationale samfund at skubbe på udviklingen i verdens fattigste lande.
Professoren, Muhammad Yunus, var blevet træt af de mange økonomiske teorier, der ikke gav nogen forklaring på, hvorfor tusindvis af hans fattige landsmænd skulle sulte ihjel. I landsbyen Jorba blev han overrasket over, at et lille beløb på 27 dollars radikalt ændrede livet for landsbyens 42 indbyggere. For pengene kunne de købe den bambus, de skulle bruge til at producere skamler og således tjene penge. Landsbyboerne kunne derefter betale Yunus lånet tilbage og samtidig løfte sig selv ud af fattigdom. Erfaringen førte til, at Yunus i 1983 skabte Grameen bank, der siden har udlånt op mod en milliard dollars til over syv millioner lånere. Metoden har siden bredt sig til de fleste fattige lande og er i dag grundlag for en omfattende mikrofinans-sektor.

Sparekasserne
Yunus formåede med Grameen bank at skabe en model, der gav resultater og fik opmærksomhed i det internationale samfund. Op gennem historien er der dog rundt om i verden blevet gjort mange erfaringer med forskellige former for opsparing og udlån til fattige mennesker.

I Danmark kan de ældre generationer huske, hvordan sparekasserne frem til 1960’erne opdrog børn (og tidligere også voksne) til at spare op. I skolen havde den enkelte elev en sparebog. Børnene kunne en gang om ugen købe et skolesparemærke af læreren. Mærket, der kostede få ører, blev klistret ind i sparebogen, og når bogen en skønne dag var fuld, kunne man tage den med hen i den lokale sparekasse og få pengene sat ind på en konto.

Den første sparekasse i Danmark var ”Sparekassen for Grevskabet Holsteinborg og Omegn”, der blev oprettet i 1810 af lensgreve F.A. Holstein. Forbilledet var Tysklands og Hertugdømmernes sparekasser, der så det som en vigtig opgave at opdrage befolkningen udi opsparingens kunst. Foreningens målgruppe var almuen, og de første indskydere var fire soldater ('bondekarle'), en aftægtsmand, en tjenestedreng og en husmoder. Embedsmænd og gårdmænd og andre med ressourcer var udelukket fra at gøre indskud. Sparekassen udlånte til godsets beboere, til "den stræbsomme, men dog ej formuende", der skulle hjælpes til "sin Drifts og Arbejds Fremme". Som det er tilfældet med nutidens mikrolån, skulle midlerne også dengang anvendes produktivt:

”Hvo som optager Laan, maa godtgjøre, at han vil anvende enten til oekonomiske Indretninger, eller til Industrie Anlæg, saasom Agerdyrknings eller Haandværks Jordforbedringer ved Grøvters Gravning, Steenbrydning og Hegns Opførelse, Kreaturers Anskaffelse og deslige, hvorved han vil være istand til at høste større Gavn af sit Brug, eller lettere vil kunne drive sin Profession, og saaledes derved blive istand til at tilbagebetale Capitalen, uden igjen at gjøre nyt Laan. Udi den udstædende Obligation skal derfore og stedse bestemt nævnes til hvad Hensyn Laanet er skeedt«. Lånene blev givet mod pant i fast ejendom: ”For smaa Summer indtil 25 rd., der for nogle Maaneder af Cassereren kan udlaanes, kan og stilles haandfaaet Pandt, naar saadant bestaar i Metaller, eller andre saadanne Sager, som ej ere vanskelige at bevare for Bedærvelse."

Mikrofinansbølgen
Pointen ved Yunus’ projekt var imidlertid netop, at fattige ikke kunne stille sikkerhed, hvorfor de var udelukket fra at få lån i det almindelige banksystem. Derfor indførte han ideen om ’gruppe-garanti’ dvs. at lånerne skal organisere sig i grupper, hvor de garanterer hinandens lån. Hans anden pointe var, at lånene skulle gå til kvinderne, fordi de var mere pålidelige end mænd – og rådighed over egne penge ville styrke deres samfundsmæssige position. Grameen Banks succes var med til at gøre mikrofinans alment accepteret som en del af udviklingssamarbejdet. Interessen voksede i takt med, at kvindernes rolle i forhold til at fremme økonomisk vækst i udviklingslandene blev anerkendt og sat på dagsordenen.

Under det Sociale Topmøde i København i 1995 blev der argumenteret for, at NGO'er og finansinstitutioner skulle involvere sig i udbuddet af mikrofinans i udviklingslandene, og i 1997 blev det første World Microcredit Summit afholdt i Washington DC. Her lancerede man en international kampagne, der skulle være med til at sikre, at 100 millioner af verdens fattigste familier inden 2006 havde adgang til kreditter.Over 20 milliarder doller blev lovet væk af udviklingsdonorer, politikere og finansielle institutioner. Målet blev næsten nået, og i 2006 blev det sat op til at nå 175 millioner af verdens fattigste familier – specielt disse familiers kvinder – inden udgangen af 2015. I de første år var udlånene afhængige af donationer fra regeringer og private, men i 1990erne blev det tydeligt at mikrofinans-institutionerne ikke kunne fastholde deres vokseværk, hvis de udelukkende var afhængig af donationer. Mange mikrofinans-institutioner begyndte derfor at ændre deres måder at operere på, så de blev mere attraktive for investorer.

Tiltrukket af høje vækstrater er der siden skabt forskellige fonde med det formål at udlåne til mikrofinans. Større banker som Morgan Stanley, Deutsche Bank og Citigroup er begyndt at tilbyde produkter med fokus på investering i mikrofinans. Og med netbaserede mikroudlåns-formidlinger som eksempelvis det danske MyC4 er mikrofinans i høj grad blevet ”mainstream”. Almindelige mennesker har nu mulighed for at deltage i denne ny forretningsform ved at investere i partnere i Syd, bidrage til en positiv udvikling og samtidig få renter af udlånene.

LÆS MERE

• World Summit for Social Development
• The Micro Credit Summit Campaign
• Micro Credit and the Milleneum Goals