REJSEN GENNEM ØRKENEN

Vestafrikansk migration gennem Sahara er ikke et nyt fænomen. Vestafrikanere har krydset ørkenen i århundreder for at handle, for at søge uddannelse, arbejde eller sikkerhed, for religiøse formål, og af eventyrlyst – og gør det stadig. Kun en mindre del af de vestafrikanere, der krydser ørkenen har Europa som mål. Snarere søger de mod andre dele af Afrika – som Marokko, Algeriet eller Libyen (indtil 2011) – hvor de håber på at finde bedre arbejdsmuligheder eller beskyttelse fra konflikt i deres hjemlande eller tidligere opholdslande.

Sahara starter i de nordligste dele af Vestafrika. Da der er fri mobilitet for vestafrikanske borgere indenfor ECOWAS (de vestafrikanske staters økonomiske fællesskab), kan vestafrikanske migranter i princippet frit rejse inden for de 15 medlemsstater – hvis de har gyldige identitetspapirer. En ghanesisk migrant kan således rejse hele vejen fra Ghana til grænsen mellem Niger og Libyen uden at have overtrådt loven. I praksis kan politiske uroligheder, korrupte myndigheder, og væbnede overfald gøre rejsen både farlig og dyr. Udenfor ECOWAS bliver rejsen irregulær, hvis migranten ikke har visum – som kan være svært eller umuligt at få hjemmefra.

Gennem ørkenen
Sahara er en stor, dyr og farlig forhindring. Her er migranten nødt til at få hjælp. En vellykket gennemrejse kræver, at man kan klare varmen om dagen og kulden om natten, at man har nok mad og vand, at man har et godt køretøj og at chaufføren kender vejen. Alle disse betingelser er sjældent opfyldte. Af interviews med migranter fremgår det, at prisen varierer meget: fra €1.000 til €6.000 (fra knap 7500 til knap 45.000 kr). Det afhænger bl.a. af, hvor god migranten er til at forhandle, og om han evt. kan tale mellemmandens sprog. Ofte bliver migranterne snydt af mellemmændene, der presser mange mennesker sammen i dårlige lastbiler og pickup trucks med chauffører, der ikke kender vejen. Hvis chaufføren farer vild eller bilen bryder sammen risikerer migranterne at dø i ørkenen.

På visse strækninger krydser migranterne uvejsomme og øde bjergstrækninger til fods med en guide. Her kan et enkelt fejltrin, udmattelse eller for lidt medbragt vand betyde døden. Mange migranter mister livet hvert år. Migranter, der har krydset Sahara fortæller om hvordan de har mistet rejsekammerater på denne måde, eller har set skeletter langs ruterne. I efteråret 2013 blev det ligeledes rapporteret at 92 migranter døde af tørst i et område mellem Niger og Algeriet (se Sahara desert deaths), mens 48 ægyptiske migranter blev reddet efter at være blevet efterladt af smuglere, da de havde krydset grænsen ind i den libyske ørken. Endelig risikerer migranterne at blive overfaldet på vejen eller kidnappet af bevæbnede bander.

Ruterne gennem Sahel og Sahara ændrer sig hele tiden, og det er ofte tilfældigheder der afgør, hvilken der vælges. I Vestafrika begynder de længste ruter i lande som Nigeria, Benin, Togo, Ghana og Côte d’Ivoire (Elfenbenskysten). Nogle migranter kommer endog fra endnu fjernere egne - f.eks. Centralafrika, Cameroun, DR Congo etc. – og for dem er førnævnte lande blot et stop på rejsen. Herfra går turen til Mali – ofte gennem hovedstaden Bamako eller ørkenbyen Gao - eller via Niger til byen Agadez. Blot at nå frem til disse byer ved porten til ørkenen kan tage flere måneder.

Fra Mali og Niger går rejsen så videre ind i Sahara. Her er findes hovedsagelig tre ruter mod Libyen, Marokko; og Mauretanien. For både Libyen og Marokko gælder det at begge lande både er destinationer i forhold til at søge arbejde og i nogle tilfælde komme videre til Europa over Middelhavet. Men det er et stærkt forenklet billede at tro, der er tre klare ’hovedveje’. Migranter beretter om hvordan ruterne snor sig på kryds og tværs gennem ørkenen, og hvordan grænsebevogtning og indrejsetilladelser, bestemmer hvilke ruter, der er mulige. Da europæisk grænsekontrol i stigende grad også finder sted udenfor Europas grænser og i samarbejde med afrikanske transitlande, er europæisk migrationspolitik medvirkende til at skabe forhindringer, risici og betingelser for afrikansk migration, også selvom migranterne ikke søger til Europa.

Mellemmændene
Mellemmændene, der organiserer (dele af) rejsen gennem Sahara, er ofte selv migranter, der tidligere har taget turen selv. På engelsk kaldes de ’connection men’ – hvilket understreger at deres formål er at skabe forbindelser. Mellemmændene kan sælge oplysninger om gode rejseruter, identitetspapirer som visa eller pas, assistere med visumansøgninger, eller hjælpe migranter med at krydse ørkenen eller over nationale grænser. Hvor nogle snyder og udnytter migranter, er andre opsat på at opretholde et godt ry i deres lokalsamfund og kundekreds, og de har derfor en interesse i at guide migranterne sikkert gennem ørkenen. Nogen migranter benytter sig af mellemmænd helt fra starten af deres rejse, for andre opstår behovet først undervejs. Det afhænger blandt andet af transportmuligheder – fx om der er direkte busser til de byer og knudepunkter hvorfra rejsen videre frem kan arrangeres.

Sårbarheden
Migranterne er ofte meget sårbare i forhold til mellemmænd, myndigheder og andre instanser. Hvis de er i irregulære situationer, er der ingen de kan klage til, hvis de ikke får det, de har betalt for – og de har ingen mulighed for at forsvare sig med andet end de bare næver. Denne sårbare position bliver ofte kun forstærket jo tættere de kommer på Europa. På det tidspunkt har de som regel færre penge, taler ikke sproget, og dertil kommer, at deres rejse er strafbar i nogle lande. Det vil derfor være at angive sig selv, hvis de henvender sig til myndighederne.

For de migranter, der har fokus på Europa, er ørkenen ofte den største forhindring i deres bevidsthed, men selv hvis de overlever denne del af rejsen, venter der store udfordringer. Den næste store forhindring er rejsen over Middelhavet fra Nordafrika til Europa eller over Atlanterhavet til de Kanariske øer. For mange mislykkes denne etape. De strander i transitlandene, bliver anholdt eller omkommer under overfarten.

Kort over migrationsruter

Copyright: Dansk Institut for Internationale Studier og Nauja Kleist

Migrantfortællinger
Kwesi
John

LÆS MERE
"Europe Fighting Irregular Migration
Consequences for West African Mobility." DIIS Policy Brief:1-4
Kleist, Nauja. 2011.

"Irregular Migration from West Africa to the Mahgreb and the European Union: An Overview of Recent Trends." Pp. 1-64.
De Haas, Hein. 2008.
Geneva: International Organization for Migration.