KENYAS SKOVE I KOLONITIDEN

Konflikten om Kenyas skove kan spores tilbage til kolonitiden, hvor de britiske kolonialister centraliserede forvaltningen af Kenyas skove. Store områder blev ryddet til fordel for landbrug, og de ædle træsorter blev fældet og brugt til huse, møbler og ikke mindst til jernbanen fra Mombasa til Victoriasøen. Traditionelle træsorter blev udskiftet med eksotiske træer, og det påvirker skovene den dag i dag. Det, at skovene nu blev forvaltet fra centralt hold, banede vej for, at magthaver helt frem til i dag har kunnet udnytte skovene til at fremme egne interesser.

Den britiske kolonimagt indså allerede i begyndelsen af det 20. århundrede, at det var en vanskelig udfordring at bevare Kenyas værdifulde skove uden at begrænse landets økonomiske udvikling. Større og større arealer blev opdyrket, og behovet for jord og tømmer til skoler, veje, hospitaler og byer voksede.

Inden den britiske kolonitid var der langt mere lukket skov i Kenya, end der er i dag. De første europæiske opdagelsesrejsende kunne fortælle om træer med op til 30 meter høje stammer. Også inden kolonitiden var der i Kenya tradition for svedjebrug, hvor man brænder vegetationen væk og dyrker jorden nogle år, inden man flytter videre og gentager processen et andet sted. Det var dengang, der stadig var få mennesker og megen jord.

Jernbanen fragter træ – og bruger det
Men også briterne og andre europæiske nybyggere satte deres præg på landskabet i Kenya og skabte det, de kaldte ’den hvide mands land’. Jernbanen fra Mombasa til Victoriasøen, den 1000 kilometer ’Uganda Railway’, nåede i første omgang fra Mombasa til Victoriasøen og gjorde det muligt at eksportere te og kaffe. For at få jernbanen betalt, tilskyndede den britiske regering de hvide farmere til at opdyrke jorden i det centrale højland.

Allerede I 1908 havde europæiske nybyggere opdyrket over 100.000 hektarer tidligere skov. I begyndelsen var det mest Mau Forest lige nord for jernbanen, der blev ryddet, men da man begyndte at bygge veje, der stødte til jernbanen, og transportmulighederne blev bedre, skovede nybyggerne tømmer fra andre områder. De brugte tømmer til huse og møbler og en voksende tømmerindustri eksporterede tonsvis af ædle træsorter. På de ryddede områder anlagde nybyggerne eksempelvis teplantager.

Kenya er i dag verdens største te-producent og står sammen med Tanzania for næsten en tredjedel af Englands import af te. Den største forbruger af træ var dog Uganda Railway, som i begyndelsen udelukkende blev drevet af brænde. Ifølge officielle tal voksede togenes forbrug mellem 1905 til 1907 fra 27.947 til 47.309 ton.

Brændsel til verdenskrige
Den britiske kolonimagt gjorde flere halvhjertede forsøg på at regulere brugen af skov i Kenya. I 1902 ansatte koloniadministrationen den første skovforvalter, der med en styrke på tre ansatte fra Nairobi skulle forvalte koloniens skove. ’Skovdepartementet’ havde den opfattelse, at man i Kenya skulle plante ’eksotiske’ træer som teaktræ for at tilfredsstille fremtidens behov for tømmer. Teaktræ vokser hurtigere end de træer, der traditionelt var at finde i Kenya.

Opfattelsen var, at skoven bedst kunne bevares, hvis ansvaret for den lå hos den centrale kolonimagt. Kolonimagtens forsøg på at kontrollere landets skove mødte modstand både hos hvide farmere, der ikke ønskede deres indtægtsmuligheder begrænset, og hos mange indfødte folk, der for at overleve måtte udvide deres landbrug.

De to verdenskrige gik hårdt ud over skovene, der skulle levere tømmer og brændsel til krigsbrug. Også under mau-mau-oprøret, der begyndte i 1952, blev skovene involveret. Kolonimagten internerede tusindvis af specielt kikuyuer i fangelejre, hvor de skulle udføre forskelligt tvangsarbejde. Blandt andet skulle mænd, kvinder og børn plante træer og erstatte store arealer med oprindelige træer med eksotiske træsorter.

På trods af anstrengelserne udgjorde Kenyas skove kun 3 % af landets samlede areal, da kolonimagten endelig måtte trække sig i 1963. Befolkningstallet var vokset fra under 2 millioner i begyndelsen af 19-tallet til mere end 8,5 millioner i 1962, Der var stort behov for fødevareproduktion samt tømmer og brændsel til storbyerne Mombasa, Nairobi og Kisumu.