KORRUPTION

Kenya mister måske en tredjedel af sit statsbudget til korruption. Det er næsten 6 milliarder dollars om året. Ifølge den tidligere formand for kommissionen, der har til opgave at mindske korruptionen, truer det den nationale sikkerhed, afskrækker udenlandske investorer og tømmer den offentlige sektor for penge og muligheder.
For almindelige mennesker betyder det dårlige skoler og manglende sikkerhed, fordi lærere og politifolk ofte er uden løn. Det betyder, at Nairobis veje ikke bliver vedligeholdt, og at offentlig transport mange steder er ikke-eksisterende. Og det betyder afhængighed af private initiativer. Guvernør og forretningsmand i Nairobi, Mike Sonko - hvis efternavn er slang for "rig mand" - blev blandt andet valgt, fordi han bruger noget af sin rigdom på at drive privat brandvæsen og ambulancetjeneste.
Transparency Internationals liste 2017 over korruption i verdens lande er Kenya nummer 143 ud af 180 lande.

Korruptionen i Kenya har en lang historie og har i årtier været med til at fastholde et politisk system, hvor magthaverne med alle midler klamrer sig til magten for ikke at miste deres mange privilegier. Under Daniel arap Mois regeringsperiode blev korruptionen styrket af en hurtigt kørende seddelpresse, politisk beskatning og valutamanipulation. Regimets mest lukrative vej ud af sit selvskabte dilemma var at dele ud af statens jorder. Moi købte ganske enkelt politiske tilhængere ved ulovligt at uddele statsskove og offentligt ejet jord og ejendom.

Skandalesager
Listen af skandaler er lang. En af de mere berygtede var ’Goldenberg-kuppet’, der i begyndelsen af 1990'erne var ved at bringe landets økonomi i knæ. Firmaet Goldenberg International modtog en stor bonus fra regeringen for at tjene udenlandsk valuta på eksport af guld. Senere viste det sig, at Goldenberg International ikke eksporterede guld (der udvindes ikke guld i Kenya), og at handlerne var fiktive. Statskassen mistede op mod 100 milliarder US dollars svarende til 10 procent af landet bruttonationalprodukt, og økonomiprofessor Terry Ryan, der dengang arbejdede i finansministeriet, vurderer, at det vil tage tre generationer, før Kenya helt har overvundet konsekvenserne.
Også i nyere tid er der indberetninger om offentlige kasser, der er blevet plyndret, og internationale regeringslån, der er forsvundet. Når pengene forsvinder fra den fælles kasse, er det til stor skade for landets økonomi. Både fordi der er færre penge til infrastruktur, skoler og sundhed, men også fordi landets kreditværdighed falder som konsekvens af en stigende offentlig gæld. Og selvom statslånene er forsvundet, er det alligevel op til fremtidige generationer at betale dem tilbage.

Korruption i hverdagen
I Kenya taler man om en ’korruptionskultur’, der gennemsyrer store dele af samfundet. Den hænger sammen med en afhængighedskultur, der betyder, at politikere og andre ledere forventes at give forskellige goder til gengæld for tilhængernes støtte. Det strækker sig fra skolepenge eller bidrag til en begravelse over gode jobs til infrastrukturprojekter. Kun få politikere har penge – og vilje - til at honorere forventningerne på ærlig vis.
Også almindelige mennesker betaler til korruption, og for mange kan ikke få et ordentligt arbejde, hvis de ikke vil betale en mellemmand, der køber og sælger jobmuligheder. I dette system er der ingen garantier, og når mellemmanden løber med pengene, er de gået tabt.
For mange unge uden penge og kontakter er det næsten umuligt at forestille sig en fremtid med arbejde og bolig uden korruption. Ifølge en undersøgelse fra 2016 mener over halvdelen, at det er lige meget, hvordan man kommer til penge, bare man ikke kommer i fængsel, og godt en tredjedel af de unge i undersøgelsen vil gerne selv give eller tage imod bestikkelse. Se Kenya Youth survey.

En fremtid med mindre korruption?
Presset mod regeringen vokser, og Kenyas nuværende ledere, der selv er anklaget for korruption - synes endelig at have indset de mulige politiske omkostninger ved ikke at gøre noget.
Ifølge økonomiprofessor Odongo Kodongo vil opgør med korruptionen kræve en helt anden tankegang – eller paradigmeskift – så værdien af arbejde bliver det eneste anerkendte middel til at akkumulere rigdom. I en artikel i The Conversation skriver han:
’Socialetik’ eller ’samfundsmoral’ skal være et obligatorisk fag i undervisningen lige fra grundskolen til universitetet. Kenyas retssystem skal indføre hårde bøder og obligatoriske fængselsstraffe for korruption.
Lovgivningen skal revideres for at sikre, at folk, der er dømt for økonomisk kriminalitet, lider størst muligt økonomisk tab. Penge ’tjent’ på korruption skal tilbage til den offentlige kasse.
Der skal være strenge krav til etisk adfærd for enhver, der søger et offentligt embede. Det vil for eksempel betyde at politikere og embedsmænd skal give alle oplysninger om donationer til kampagnefonde samt offentliggøre deres indtægter og formuer.
Kampen mod fattigdom og uvidenhed skal intensiveres for at forbedre livskvaliteten og for at give borgerne mulighed for at udføre deres borgerpligter som vælgere.
Den nationale anklagemyndighed bør underskrive aftaler med "skatteparadis-lande” for at blokere for - eller sikre tilbagebetaling af - ulovlige finansielle overførsler fra Kenya.


Store mænd vil falde
Kampen mod korruption skal begynde fra oven, og først når de øverste embedsmænd og politikere har bevist, at de selv har tjent nok til at betale for deres luksusboliger, landejendomme og store biler, vil det være muligt at gå i gang med at udrydde korruptionen i hverdagen.
Statsrevisor Edward Ouko har stået i spidsen for afsløringer af regeringsfolk, men har endnu ikke oplevet at få de kriminelle dømt. Derfor er han fortaler for ”livstils-revision” i stil med en sandheds- og forsoningskommission. I et interview i Washington Post siger han:”Men Kenyas offentlighed skal kunne se, at deres ledere er seriøse. Det vil blive svært, og store mænd vil falde”,

LÆS MERE

Politisk korruption i det post-koloniale Kenya strækker sig over en æra fra Jomo Kenyatta og Daniel arap Moi's KANU-regeringer til Mwai Kibaki's NARC regering. Det anslås, at en gennemsnitlig kenyaner i byerne betaler 16 bestikkelser om måneden. De fleste af disse bestikkelser er relativt små, men der er også større beløb involveret. Bestikkelser til en værdi over 50.000 kenyanske shillings (svarende til 3.200 kr.(2018)) tegner sig for 41% af den samlede værdi.

Offentlige ansatte, det vil sige ansatte i centrale ministerier, lokale myndigheder og statslige virksomheder, tegner sig langt den største del af bestikkelsen: 99 procent af alle bestikkelser og 97 procent af den samlede værdi.
Transparency International om Kenya