REDD

REDD skal bygge på aktive lokalsamfund

Af Morten Fauerby Thomsen

Hvad er REDD?
REDD er en engelsk forkortelse for Reducing Emissions from Deforestation and Degradation. Det handler kort fortalt om, at reducere det CO2 udslip som stammer fra fældning af skov. Skove optager rigtig megen CO2, og når man fælder skoven, og typisk brænder den ned for at bruge jorden til noget andet, så udleder man alt den CO2, som skoven har oplageret igennem mange år. Man siger faktisk at fældning af skov globalt står for ca. 17 % af den globale CO2 udledning, hvilket er mere end hvad hele transportsektoren udleder (se figur). 1 Derfor opstod REDD som en mekanisme til at bremse klimaændringerne.

Det er vigtigt at få reduceret skovfældning både for at bremse klimaændringer, men også fordi skovene har stor værdi for de mennesker, som lever i eller omkring den. Man kan forsøge at reducere skovfældning på mange forskellige måder bl.a. ved at blive bedre til at forvalte skoven bæredygtigt og ved at give skoven en ny værdi for dem, som er med til at forvalte den. Man taler derfor om, at de lande, der har store skovområder, som er truet af fældning, skal kompenseres for at passe bedre på skoven og dermed udlede mindre CO2. Det gælder især lande som Brasilien og Indonesien som har enorme skovområder, og ligeså store problemer med hensynsløs skovning.

Bevar skoven og tjen penge
Men også lande som Kenya har store problemer med skovfældning, og her kan REDD være en mulig løsning. Igennem en REDD-mekanisme får landene et incitament til at bevare skovområderne, og dermed hjælper man med at bremse klimaændringerne.

For at REDD skal kunne fungere i praksis skal man kunne monitorere hvor meget skov, og dermed CO2, man har undgået at sende ud i atmosfæren ved at forvalte skoven bedre og mere bæredygtigt. Formår landene at reducere deres CO2 udslip, kan de så modtage kompensation i forhold til hvor meget de har reduceret. Forhandlingerne om hvordan sådan en mekanisme skal fungere foregår i regi af FN’s klimakonvention, og her er man i midten af 2010 endnu ikke blevet helt enige om, hvordan det skal fungere. Til gengæld er man meget enige om, at man skal have en mekanisme, så det er formentligt et spørgsmål om tid.

Man taler også om, at en REDD mekanisme ikke kun skal kompensere landene for hvor meget CO2 udslip de har reduceret, men også for hvor meget skov de har plantet, hvilket jo er med til at optage CO2. Så på den måde kan lande både blive kompenseret for at passe bedre på deres skove, og for at plante nye skove eller genplante områder som tidligere var skove. Når man har skovplantning med i mekanismen, kalder man det også REDD+, hvor plusset står for skovplantning.

Hvad med de lokale folk?
Men hvad med de lokale folk som enten bor i eller omkring skoven? Der bor flere end 240 millioner mennesker i skovområder i u-lande verden over, og ud af dem er ca. 60 millioner det, man kalder oprindelige folk, som har levet i skovene i tusindvis af år. Umiddelbart vil en REDD mekanisme være godt for de mennesker, da det kan være med til at bevare skoven, som i mange tilfælde udgør en meget vigtig del af deres levebrød.

I bedste fald kan REDD faktisk være med til også at reducere fattigdom, ved at overføre store summer af penge til ulande som kompensation for ikke at fælde skoven, hvilket kan komme folk til gode, som bor i og omkring skoven. Men, det er langt fra sikkert, at det vil ske helt automatisk. Faktisk har man tit set det stik modsatte, nemlig at en regering for at beskytte skoven smider folk ud, og dermed efterlader mennesker uden noget sted at bo og uden rettigheder til de ressourcer, de har levet af i årevis.

Det er derfor vigtigt, at man sikrer lokale og oprindelige folks rettigheder i en kommende REDD-aftale, så de ikke tvinges ud af skoven, nægtes adgang, eller på anden vis stilles dårligere end de var i forvejen. Derudover mener mange organisationer, at lokale og oprindelige folk skal inddrages i forvaltningen, og på den måde drage nytte af den kompensation, som landene får for at bevare skoven.

Det er ikke noget nyt, at man inddrager lokale landsbyer i forvaltningen af skovene, det har man efterhånden nogle års erfaringer med. I Kenya opstod der i 2001 en ny lovgivning, som gjorde det muligt, at lave det man kalder deltagerorienteret skovforvaltning eller på engelsk Participatory Forest Management (PFM). Det gør det muligt for regeringen og landsbyerne at lave en aftale om, hvordan landsbyerne må bruge skoven, og hvordan de til gengæld skal hjælpe med at forvalte den.

Hvordan kan landsbyer blive en del af løsningen?
For at landsbyerne kan blive i stand til at forhandle en aftale med regeringen, kræver det, at folkene i landsbyerne organiserer sig i landsbybaserede organisationer, som dermed repræsenterer landsbyens interesser. Selv om det lyder simpelt nok, er der mange udfordringer ved deltagerorienteret skovforvaltning.

De landsbybaserede organisationer skal repræsentere hele landsbyen og ikke blot landsbyens elite. Hvis personer, der i forvejen har en magtfuld position i landsbyen overtager styringen, vil de få mest ud af den aftale man laver med regeringen. Det er derfor vigtigt at involvere nogle af de fattigste i landsbyerne, kvinderne eller andre marginaliserede grupper, så de også for mulighed for at høste nogle af frugterne fra deltagerorienteret skovforvaltning. Med andre ord skal organisationerne være demokratiske.

Forhandlingerne med regeringen om hvad landsbyerne må bruge fra skoven, og hvad de skal gøre til gengæld, er heller ikke helt uden problemer. Regeringen vil helst ikke give landsbyerne for mange goder, som i stedet kunne tilfalde regeringen. Eksempelvis er det tit meget svært at aftale, hvad man skal gøre med det træ, landsbyerne konfiskerer, fordi det er fældet ulovligt. Tilfalder det landsbyen eller regeringen. Fordi træ kan omsættes direkte til penge, er det ikke noget regeringen uden videre giver afkald på. Nogle gange kan man aftale en deling, så eksempelvis 40 procent af træet går til landsbyerne og resten til regeringen, men i flere tilfælde har regeringen været meget modvillig over for den slags forslag. Og hvis ikke landsbyen kan se en fordel ved at indgå en aftale, så bliver der ingen aftale. Befolkningen får typisk adgang til at hente forskellige urter, planter, brænde eller træ til at bygge med.

REDD har et potentiale, hvis man bygger videre på de landsbybaserede organisationer. REDD kan give regeringen flere penge til skovbevarelse og kompensere landsbyen for at forvalte skoven og bruge den bæredygtigt. Og det er netop den kompensation der mangler i dag, hvor de goder, de får gennem en aftale med regeringen, ikke altid opvejer de omkostninger, de har.

Spørgsmålet er, hvordan kagen skal fordeles. Vil regeringerne forsøge at beholde alle pengene selv, eller vil de være retfærdige og dele pengene med de landsbybaserede organisationer, som jo yder en stor indsats for at bevare skovene? Det vil fremtiden vise, men en ting er sikkert: regeringerne deler ikke pengene, uden at civilsamfundsorganisationer i både nord og syd lægger et stort politisk pres på dem.

Morten Fauerby Thomsen er projektmedarbejder i CARE Danmark.