ABDOU

ALDRIG MERE MED EN BÅD OVER HAVET!

Rejsen mod Europa
Det var kun min bror, der vidste jeg tog af sted. Min mor og resten af familien skulle ikke bekymre sig. Planen var at ringe til dem, så snart jeg var i Spanien, men ikke før. Jeg blev nødt til at forhandle for at få sænket prisen på båden, for kaptajnen ville have alt for mange penge. Til sidst gik han med til 500.000 CFA (5680 kr.). Jeg forberedte mig til rejsen. Vekslede en lille smule penge til guld, for jeg havde ikke brug for så meget, da min vens far boede i Malaga. Jeg vidste han ville hjælpe os med at komme i gang, så snart vi ankom. Jeg fik også nogle beskyttelsesamuletter, som jeg skulle have omkring livet under hele rejsen. Vi havde fået at vide, at rejsen ville tage en uge, så vi købte mad og drikke til syv dage.

Jeg havde aldrig virkelig tænkt på, hvor farlig rejsen over havet var. Vi endte med at være 11 dage på havet. I alt var vi 92 passagerer, mænd og kvinder fra hele Vestafrika. Efter otte dage kaldte kaptajnen os sammen. Han fortalte, at han efter nattens kraftige storm ikke vidste, hvor vi var. Vi snakkede om, hvad vi skulle gøre, nogle ville have vi sejlede tilbage til Senegal, andre til Mauretanien eller Marokko, men når alt kom til alt var der ingen der vidste, hvor vi befandt os.

Endnu en dag gik, vi løb tør for benzin og begyndte at drive rundt. Vi havde intet vand eller mad tilbage og folk begyndte at drikke havvand, men jeg havde hørt det gjorde en syg, så jeg lod være. Jeg var helt sikker på, at jeg skulle dø. Jeg prøvede at forberede mig så godt jeg kunne ved at bede til Gud. Alle bad, det var det eneste vi kunne gøre i vores situation. På et tidspunkt sejlede et stort containerskib tæt forbi os. Alle stod op og viftede med hvide stof stykker, men båden stoppede ikke. Fortvivlelsen bredte sig.

Næste morgen så vi et andet skib. Det var rødt og kom direkte imod os. I det øjeblik vidste jeg, at vi ville blive reddet, og jeg var utrolig lettet. Skibet samlede os alle op, der var mad, vand og varme tæpper om bord. Efter endnu 15 timer på havet ankom vi til Tenerife. Vi var virkelig faret vild, så langt ude på åbent hav. Det var helt utrolig heldigt at ingen af os døde, nogle var meget svage på grund af manglende mad og dehydrering, men vi var alle i live. På Tenerife overnattede vi to dage på politistationen. Vi fik kun et måltid mad om dagen – mest af alt fordi de ikke ville have at folk skulle gå på toilettet. Vi var alt for mange mennesker samlet på samme sted og måtte sove under åben himmel. Politiet virkede som om, de var bange for os, vi var jo mange flere end dem og de var også bange for de sygdomme, der kunne komme fra manglende toiletter.

På tredjedagen blev vi kørte til en stor Røde Kors lejr. Vi fik god mad og spillede en masse fodbold for at fordrive ventetiden. Efter godt en måned blev Saliou og jeg sejlet til Las Palmas på Mallorca, og da vidste jeg, at politiet ville sende os tilbage til Senegal. Jeg så det, da mine papirer blev stemplet: der stod San Louis og ikke Madrid. Det store militærfly, der fløj os tilbage, var fuldt med migranter. I sidste ende var vi kun 41 dage i Spanien. Det var okay at komme tilbage, jeg ville jo bare prøve og det var aldrig min egentlige plan. Jeg var bare utrolig lettet over at være i live.

Hvis bare jeg havde 20.000 pesos
Efter tre år i Senegal, fik jeg lyst til at rejse igen. Det var min egen ide denne gang, og båd mod Europa var udelukket. Det lykkes mig at få et visum til Argentina. Jeg mellemlandede i Madrid og politiet tog straks bestik af mig, og tog mine papirer. Det var forfærdeligt, jeg var jo ikke forskellig fra alle de andre rejsende i lufthavnen bare fordi jeg var sort. De begrundede det med, at der i mit pas stod, at jeg ikke måtte rejse ind i Spanien.

Jeg har nu været næsten to år i Argentina. Det er virkelig svært. Før havde jeg et stort bord fyldt med alle mulige ting, som jeg kunne sælge og tjene gode penge ved. Jeg sendte min kone og min mor penge hver måned men nu… Politiet og kommunen jager os væk fra vores gadepladser konstant, så nu er jeg begyndt at gå rundt i hele byen med en lille kuffert fyldt med mine varer. Sådan kan man hverken leve eller tjene penge.

Min drøm er at tage tilbage til Senegal. Hvis jeg havde 20.000 pesos (17.850 Kr.) ville jeg rejse i morgen, måske endda 10.000 pesos ville være ok. Det er svært at have været væk så længe. Jeg ved Gud vil hjælpe mig; jeg skal bare holde ud, han nok skal hjælpe mig. Det er helt udelukket at tage tilbage uden penge. Det ville være så nedværdigende efter alle de ting jeg er gået glip af derhjemme. Folk ville heller ikke vise mig respekt, de forventer du komme hjem med i det mindste en lille smule, når du har været væk så længe. Jeg vil hellere blive her 10 år med alle de strabadser det indebærer end at komme hjem uden noget. Jeg bliver nødt til at holde ud!

FØDT I SENEGAL I 1979.

Abdou er født i Senegal i 1979. Han prøvede først at komme til Europa i 2008 og rejste senere fra Senegal til Argentina i 2011. Han havde aldrig drømt om at sejle over havet til Europa. Men Saliou, en af hans gode venner, blev ved med at fortælle ham om alle de muligheder, de gik glip af. I over et år havde han ignoreret ham, for Abdou klarede sig godt som handelsmand og havde intet ønske om at tage af sted. Men en dag fik Saliou ham alligevel overtalt til at tage rejsen over havet fra Senegal til de Kanariske Øer i Spanien.
Abdous historie fortæller om rejsen over havet til Europa, men også om at være endt i en fastlåst situation, hvor det at vende tilbage til ens familie ikke er en mulighed.