YASSER ARAFAT

Yasser Arafat, hvis rigtige navn var Muhammad Abdul Rahman Abdul Raouf Arafat al-Qudwa al-Husseini, var også kendt under krigernavnet Abu Ammar.

Yasser Arafat blev formodentlig født i Cairo d. 24. august 1929 og har muligvis boet i Jerusalem fra 1934, hvor hans mor døde. Usikkerheden omkring disse data skyldes, at Arafat selv ikke ville oplyse noget præcist omkring dem. For at gøre sin tilknytning til Palæstina stærkere, påstod han til tider, at han var født i Jerusalem.

Arafat kæmpede som frivillig i krigen mellem Israel og de arabiske naboer i 1948-49 og igen i 1956. På det tidspunkt arbejdede Arafat som ingeniør i Kuwait (efter endt uddannelse i Cairo), hvor han var med til at stifte kamporganisationen al-Fatah, en forkortelse der betyder ’sejr’.

I 1969 blev Arafat formand for PLO, en position han beholdt frem til sin død. Arafat var i mange år personificeringen af PLO.
Organisationen kæmpede i begyndelsen for at Israel skulle slettes af landkortet, men ændrede gradvist politik frem til 1988, hvor Israels eksistensberettigelse blev anerkendt. Det var også i 1988, at PLO udråbte en palæstinensisk stat – selvom den ikke kunne opnå international anerkendelse på det tidspunkt. Undervejs flyttede PLO – og Arafat – mellem forskellige mellemøstlige hovedstæder, presset af de lokale regeringer og israels efterretningstjeneste Mossad.

Først til Amman, derefter Beirut og i 1982 til Tunis. I 1994 vendte Arafat tilbage til de palæstinensiske områder, nærmere bestemt til Gaza. Dette var blevet muligt på grund af Oslo-aftalen, som Arafat – og dermed PLO – underskrev i 1993. For dette modtog han sammen med Yitzhak Rabin og Shimon Peres Nobels Fredspris.

Arafat døde 11.november 2004 efter ca. 14 dages sygdom. Han døde på et fransk hospital, men hans lig blev fløjet til Cairo til en international, officiel ceremoni. Herfra blev han i helikopter fløjet til Ramallah på Vestbredden, hvor han blev begravet.

Yasser Arafat optrådte næsten altid i uniform, og blev kendt for altid at bære det palæstinensiske, skak-ternede kefiyah-tørklæde.


• Nobels fredspris

BØGER
• Et nyt Mellemøsten?
Peter Seeberg m. fl.
Syddansk Universitetsforlag, 2003.