Demokratiets mange former

Demokrati er et gammelt græsk ord som betyder folkestyre (demos = folk, krati = styre). I det antikke Grækenland mødtes alle frie mandlige borgere (slaver og kvinder måtte ikke være tilstede) således på folkehøjen og diskuterede statens udformning. De græske mænd kunne dermed direkte være med til at bestemme, hvordan samfundet skulle indrettes. I Athen levede der på den tid ikke mere end 20.000 mennesker, så forsamlingen var til at overskue.

Schweiz er det eneste sted, hvor man har videreført traditionen på regionalt plan, men i dagens Danmark lever der ca. 5.3 mio. mennesker spredt over 48.000 km2, så det kan ikke lade sig gøre at have et tilsvarende direkte demokrati. I stedet har man indført det repræsentative demokrati, hvor man lader valgte repræsentanter varetage befokningens interesser. Forvaltningen af magten fjernes derfor fra det lokale niveau, og faren for at andre interesser - statslige såvel som private - kan få større vægt end vælgernes er derfor åbenlys. Idealformen for denne type demokrati er den såkaldte parlamentariske styringskæde (Figur 1)

I Danmark består den parlamentariske styringskæde af borgere som vælger repræsentanter (politikere) til et folketing. Her danner flertallet regering, som udarbejder love der vedtages i folketinget. Lovene føres ud i live af en centraladministration, som består af embedsmænd. Lovene danner så igen rammen for 'vælgernes' samfundsmæssige liv.
Denne parlamentariske styringskæde er et idealbillede af demokratiets funktion i de vestlige demokratier. Men det er ikke et fyldestgørende billede af magtens forvaltning i de demokratier, vi kender. I takt med at demokratiet er blevet udbredt til flere og flere lande, f.eks. med Berlin-murens fald i 1989 og udbredelsen af demokrati i Østeuropa, er demokratiet blevet anskuet fra forskellige vinkler. Der tales således om forskellige demokratityper, hvor borgerne kan få adgang til og påvirke demokratiet på mange andre måder end ved blot at sætte sit kryds på valgdagen.

Demokratiformerne kan deles i to hovedtyper: konkurrencedemokrati og deltagelsesdemokrati. De kan ses som to yderpunkter på en skala:

Konkurrencedemokrati:
Elitedemokrati
markedsdemokrati
repræsentativt demokrati

Deltagelsesdemokrati:
Samtaledemokrati
”direkte demokrati”
konsensusdemokrati

Konkurrencedemokrati
Her ses det repræsentative demokrati som idealet. Målet er ikke at inddrage så stor en del af folket som muligt, men tværtimod, at de folkevalgte politikere skal aflaste befolkningen fra at blive inddraget mere end befolkningen kan overskue. Desuden skal befolkningen ikke tage beslutninger, som de ikke er kvalificerede til at tage stilling til. I stedet ses demokratiet her som en konkurrence mellem eliter, der hver især kæmper om magten i samfundet.

En fortaler for denne demokratitype er den amerikanske politolog Robert A.Dahl (jf. artiklen om magtens ansigter). Dahl taler for konkurrencedemokratiet ud fra en pluralistisk tankegang. I den pluralistiske tankegang er der en flerhed (pluralis = flerhed) af eliter som holder hinanden i skak og sikrer demokratisk stabilitet. Vælgerne kan så afsætte de forskellige eliter ved valgene. Dermed bliver politikerne holdt ansvarlige for deres politik.

Konkurrencedemokratiets fortalere argumenterer imod deltagelsesdemokratiet ud fra det synspunkt, at en større folkelig inddragelse vil lede til populisme og inkompetence. Argumentet baseres på en påstand om at "når man helst vil have en automekaniker til at reparere sin bil, så vil man vel også helst have en højtuddannet politiker til at sidde i folketinget?" Dette argument er tit blevet brugt af konkurrencedemokrater til at argumentere imod ønsket om et repræsentativt parlament, hvor alle samfundsgrupperinger, køn og religioner er repræsenteret. Denne variant af konkurrence-demokratiet bliver også kaldt elitedemokrati.

Konkurrencedemokratiet kan også defineres som et markedsdemokrati, hvor politik er som et supermarked. Producenterne udbyder nogle varer til kunderne/ vælgerne, som så kan sige ja eller nej til disse varer. På markedet køber folk kun de varer, de synes om, og de politikere, som ikke lever op til vælgernes krav, bliver valgt fra. Den konkurrencedemokratiske måde at anskue demokratiet på har imidlertid et vigtigt problem. For 'konceptet' kræver, at vælgerne har fuld information om politikernes arbejde. Men det er sjældent opfyldt i og med at det kun er de politiske eliter, der inddrages i den politiske beslutningsproces. Befolkningen har derfor vanskeligt ved at holde politikerne ansvarlige.

Den sidste kritik, som især rammer elitedemokratiet, er en beskyldning om lobbyisme. Med lobbyisme menes, at institutioner og organisationer, der ikke er folkevalgte, vha. målrettet og systematisk påvirkning forsøger at påvirke den politiske beslutningsproces. Lobby er et engelsk ord for korridor og betegner eksempelvis Christiansborgs gange, hvor organisationer kan operere i det skjulte. Formelt er det stadig de folkevalgte politikere, der træffer de politiske afgørelser, og de politiske eliter der rådgiver politikerne. Men betegnelsen lobbyisme hentyder til, at organisationer kan få mere magt end de er berettiget til, i kraft af deres ressourcer (se også artikel S1B: magtens 4. ansigt).
Lobbyisme kan også anvendes som et positivt forhold hvor politikerne, som ikke har mulighed for at være fyldestgørende informeret, kan bruge organisationerne som rådgivende funktion og derpå selv træffe beslutningerne.

Deltagelsesdemokrati
Kritikken af konkurrencedemokratiet har en del til fælles med den deltagelsesdemokratiske synsvinkel. Ifølge den accepteres det repræsentative demokrati måske som et nødvendigt onde, men der argumenteres stadig for en større grad af politisk indflydelse til borgerne. Dermed nærmer deltagelsesdemokratiet sig det direkte demokrati.

Det er ikke tilfældigt, at der i figur 2 står borgerne i stedet for vælgerne. I konkurrencedemokratiet inddrages befolkningen kun i den grad, de er vælgere, men i deltagelsesdemokratiet er borgerbegrebet mere bredt. Begrebet kan udvides til medborger. En medborger er her en person der tager stilling til og inddrager sig selv i politiske sager. Der ligger heri et krav til borgerne om, at engagere sig i politik.

Når der tales om medborger, forstås også at der er en dialog borgerne imellem. Denne dialog er en levende politisk debat eller samtale, hvor meninger brydes. Dialogen har en opdragende funktion, hvor en borger igennem politisk samtale og orientering bliver til en medborger, som engagerer sig. Dermed sikres større information om politik og borgerne er bedre rustet til at holde politikerne ansvarlige for deres politik.

Idealet er derfor så stor inddragelse i politik som muligt. Synsvinklen forsvares blandt andet af Jürgen Habermas (se artikel S3A) fremfører, at der i dagens demokrati kan findes en konsensus mellem de styrende, og de der bliver styret. Habermas mener, at mennesket er grundlæggende rationelt og kan opnå en forståelse for andres synspunkter ved en høj grad af dialog. Dette kalder Habermas for kommunikativ rationalitet. Den deltagelses-demokratiske synsvinkel erkender, at der i alle demokratier er mangler, men manglerne kan ændres ved at deltagelsen bliver højere.

Den deltagelsesdemokratiske tradition er blevet kritiseret for at føre til det såkaldte tilskuer-demokrati. Kritikerne mener, at mediernes øgede interesse for - og indflydelse på - politik har gjort borgerne til passive tilskuere. Det skyldes, at borgerne ser mediernes pessimistiske vinkler på politik som tegn på, at det ikke nytter noget at engagere sig. Det er dog blevet påpeget, at netop medierne kan være med til at sikre borgernes deltagelse. Medierne gør det ved at sætte fokus på emner, borgerne ikke var klar over eksisterede. Den mest grundlæggende kritik af deltagelsesdemokratiet er dog, at det er ineffektivt. Det skyldes at en høj inddragelse af befolkningen tager tid og forsinker den politiske beslutningsproces.

Interesseorganisationer og græsrodsorganisationer
Forskellen imellem konkurrencedemokrati og deltagerdemokrati har også betydning for hvorledes den enkelte borger kan komme til at påvirke magten.
I konkurrencedemokratiet foregår det via organisationer, som arbejder for bestemte, hovedsagelig økonomiske, interesser. Af samme grund kaldes de interesseorganisationer. De er hierarkisk opbyggede og råder over et politisk/administrativt personale, som er professionelle.
Deltagerdemokratiet derimod bygger i langt højere grad på græsrodsbevægelser. 'Græsrod' angiver, at det er 'almindelige' mennesker, som bruger deres fritid på et engagement i noget, som de føler sig direkte berørt af. Græsrodsorganisationer har kun sjældent råd til at ansætte professionelle.

De bevægelser og organisationer, der optræder i filmene, har forskellig struktur og opbygning. Derfor søger de også forskellige adgange til at komme igennem med deres krav. Nogle forsøger at påvirke politikerne. Andre laver demonstrationer og happenings, der skal vende den offentlige opinion til deres fordel. De forskellige organisationer og bevægelser, man bl.a. møder i filmene, kan plottes ind i et diagram således. (se Figur 3)

ARTIKEL S1A

FAGLIGE POINTER

Demokratiet kan anskues på flere måder, og det er vigtigt at forstå, før det overhovedet diskuteres om noget er demokratisk.

Er det f.eks. demokratisk, at byrådet i Stockton bestemmer, at vandværket skal privatiseres?

• Ja, ud fra et rent konkurrence-demokratisk synspunkt. Borgerne kan jo afsætte byrådet næste gang der er valg.
• Nej, ud fra et deltagelses-demokratisk synspunkt. Borgerne er ikke blevet hørt/inddraget nok.

De bevægelser og organisationer, der optræder i filmene, har forskellig struktur og opbygning. Derfor søger de også forskellige adgange til at komme igennem med deres krav. Nogle forsøger at påvirke politikerne. Andre laver demonstrationer og happenings, der skal vende den offentlige opinion til deres fordel.



FIGURER

Figur 1
Den parlamentariske styringskæde


Figur 2
Konkurrencedemokrati og Deltagelsesdemokrati


Figur 3
Interesseorganisation og Græsrodsorganisation

Kilde: Andersen, Jørgen Goul: Politik og Samfund i forandring, bd. 2, Columbus 2000, 2. udgave, 3. oplag, s. 48


LINKS
Demokrati
Samfundsfags hjemmeside