Jomo Kenyatta om omskæring blandt Kikuyuer

Jomo Kenyatta var Kenyas første præsident (1964-1978).
I 1930erne studerede han på London School of Economics og tog en universitetsgrad i antropologi under Bronislaw Malinowski. Som antropolog blev han anerkendt ikke kun i universitetskredse men også af sin egen kikuyu-stamme.
Jomo Kenyattas disputats blev i 1938 trykt under titlen Facing Mount Kenya, der blev et centralt og anerkendt dokument indenfor antropologisk litteratur og en vigtig nøgle til at forstå strukturen i et afrikansk samfund.

Facing Mount Kenya er ikke kun et formelt studie af liv og død, arbejde, leg, sex og familiestrukturer i en af de største stammer i det moderne Afrika. Bogen er også anerkendt for sin betydelige litterære værdi, idet den bringer læseren tæt på kikuyu'ernes stammeliv med beskrivelser, der er både omfattende og intime og ligeså præcise, som de er indfølende:
"Det egentlige argument ligger ikke i forsvaret af en kirurgisk operation eller dens detaljer, men i forståelsen af en meget vigtig kendsgerning i kikuyu’ernes stamme-psykologi. Nemlig at denne operation bliver betragtet som essensen af en institution, der har enorm uddannelses-
mæssig, social, moralsk og religiøs betydning, der er ganske adskilt fra selve operationen. For øjeblikket er det umuligt for et medlem af stammen at forestille sig initiering uden omskæring. Derfor vil en afskaffelse af det kirurgiske element i denne tradition for en kikuyu betyde en afskaffelse af hele institutionen."

Kenyatta beskriver endvidere, hvordan lokalbefolkningen reagerede på missionærernes krav om afstandtagen til omskæring, og hvordan myndighederne allerede for 75 år siden troede, at man ved lov kunne afskaffe omskæring af piger og kvinder. Med sin indsigt i kikuyu’ernes tankegang vidste han, at traditioner af væsentlig betydning ikke umiddelbart stod til at ændre:
”Det bør understreges, at der er en stor gruppe uddannede kikuyuer, der forsvarer traditionen. I ægteskabet er ”rite de passage” den afgørende faktor. Ingen ordentlig kikuyu ville drømme om at gifte sig med en pige, der ikke er omskåret og omvendt. Det er tabu for en kikuyu-mand - eller kvinde - at have sex med en person, der ikke er blevet omskåret. Hvis det alligevel sker, må personen gennemgå en ceremoniel renselse - korutwo thahu or gotahikio megiro - et rituelt opkast af de onde gerninger.
Enkelte kikuyu’er har efter nogle år borte fra stammen ment det passende at undsige traditionen, og de har giftet sig med piger, der ikke er omskåret, specielt fra stammer langs kysten. De har troet, at de kunne bringe deres kvinder med hjem uden at fornærme forældrene, men til deres overraskelse har de opdaget, at deres fædre, mødre, brødre og søstre følger stammens traditioner og ikke er parate til at byde velkommen til et nyt familiemedlem, der ikke opfylder de rituelle kvalifikationer for ægteskab. Derfor har disse kikuyo’er et problem, når de kommer tilbage til deres fødested. For at vende hjem og få familiens og klanens velsignelse kræver deres forældre, at de lader sig skille fra den hustru, der er uden for stammens fastlagte mønstre og i stedet gifter sig med en pige med de rette kvalifikationer. Hvis de ikke gør det, bliver de udvist og gjort arveløse.”
Jomo Kenyatta i Facing Mount Kenya

LÆS MERE

"Uden omskæring bliver man ikke en del af stammen"

Læs uddrag af
Facing Mount Kenya

på engelsk

Leksikon: Jomo Kenyatta