KAMPEN MOD KOKA I BOLIVIA

Uddrag af interview med Theo Ronckell (Acción Andina) v/ Martha Guiterrez (2004)

Der er mange årsager til antinarkotika-politikken - og der er mange motiver. Der er dem, der tror, at man kan bekæmpe narkotika og narkotikatrafik med en antinarkotika-politik. Jeg tror, at specielt for USA er kampen mod narkotika mere end måde at fremme den nationale sikkerhed. Konsekvenserne af denne politik er forfærdelige for kontinentet, fordi den generelt set medfører mere vold. Den får de allerede eksisterende konflikter til at vokse, og den fremmer militære løsninger på sociale problemer.

USA er ansvarlig for kampen mod narkotika i Latinamerika, og det de gør er at søge opbakning til deres planer, først og fremmest fra regeringerne og de forskellige politikorps. Dermed er USA’s deltagelse mange gange indirekte. De finansierer og foretager øvelser i fælleskab med militær og politi, øvelser som udgør en del af deres egen nationale sikkerhedspolitik. Det betyder, at USA styrer bekæmpelsen, indenfor efterretningstjenesten såvel som via militære aktioner, men rettet mod egne formål. Det ses i kampen mod narkotikaen, men også i sociale udviklingsprojekter.

Jeg vil endda sige, at USA’s indsats på det diplomatiske område også er et forsøg på at have stærk kontrol med regionens beslutningsprocesser, og det rækker ud over kampen mod narkotikaen. Via narkotikapolitiken udøves andre former for kontrol. Her kommer f. eks. korruption af de bolivianske offentlige ansatte ind i billedet. På den måde kan de bringe dem til at iværksætte andre typer politikker under dække af narkotika-bekæmpelsen.

Til trods for hjælpeprogrammer og gældsslettelser er Bolivias udenlandsgæld på mere end 5 mia. dollars. Denne gæld er meget gammel og voksede især under Bolivias militærdiktaturer. I dag tyngder den landet voldsomt. Vi tilbagebetaler hvert år 270 millioner dollars bare i renter, men jeg tror aldrig rigtig, at den gæld bliver betalt, den er vist evig. Den er et vigtigt element i vores økonomiske afhængighed, fordi 25 % af vores nationale budget bruges på at tilbagebetale, og det skaber underskud på de offentlige budgetter. Så kommer de internationale fonde og dækker budget-underskuddet, og der kommer kampen mod rusmidler ind, fordi fondene ofte stiller særlige betingelser, som ikke er i Bolivias favør.

I det konkrete tilfælde med USA bidrager de med ca. 100 mio. dollars årligt (de giver aldrig præcist, det de lover). Minimum 60 % går til kampen mod koka. D.v.s. at 60 % af deres bidrag går til at udrydde kokaplanter samt til politiets og militære styrkers arbejde og uddannelse. Det er klart, at dette ikke er Bolivias prioritering. Det er en prioritering, der kommer med den eksterne hjælp. Jeg tror, at afhængigheden er en del af selve de bolivianske politikeres bevidsthed. De tror ikke, det er muligt at leve uden den internationale hjælp.

Nu er det ikke kun indenfor narkotikaområdet, at der stilles betingelser. F.eks. er der stillet betingelser fra IMF og verdensbanken ledelse, hvad angår naturgassen. De siger, at gaspriserne skal holdes indenfor nogle bestemte rammer, og at man den interne pris ikke kan være den samme som den eksterne. Det er denne form for betingelser, der kommer med den udenlandske hjælp. Derfor er det store spørgsmål: Er det hjælp? Hjælper det Bolivia? Min egen opfattelse er, at Bolivia sagtens ville kunne udvikle sig - og helt klart med større værdighed - uden den eksterne hjælp. Det skulle ske ved at udnytte vores egne naturressourcer. Men naturressourcerne er i de multinationales hænder, og det er en afgørende tema for Bolivia, der hænger sammen med narkotikaproblematikken - selvom de er forskellige. Kampen mod narkotikaen er til syvende og sidst også en kamp om ressourcer.

Det er nemmere at udpege en fjern fjende, det er nemmere at tale om de farlige narkotrafikanter i udlandet, end det er at tale om USA selv. For dem bliver kokabønderne sidestillet med narko-handlerne, de skelner ikke. For USA er en leder af kokabønderne en narko-terrorist (jeg taler om USAs officielle politik, ikke om USA generelt). Denne politik løser ikke problemet, den bidrager kun til at bevare status quo vedrørende narkotikaen. I realiteten viser det sig, at koka-udryddelsespolitikken ikke lykkes og ikke vil lykkes. Men det giver en begrundelse for at være til stede og fremme politikker, der bidrager til militære løsninger på konflikter. Og det er lige præcist i USA’s interesse, at være militært tilstede på kontinentet.

Den militære projektion, der for øjeblikket finder sted på kontinentet, er baseret på at forberede sig på ”konfliktløsning”, som de kalder det i Pentagon. Det er små, højt specialiserede militære enheder med megen teknologi, der kan udfylde mange funktioner, og som kan bidrage til at løse en konflikt, før en ekstremt dyr og mediemæssig besværlig intervention blir nødvendig. Desværre tjener kampen mod narkotikaen våbenindustriens interesser. Regeringerne kan have klare holdninger, men bagved er der en kæmpestor industri, som de skal servicere.

Resultatmålinger
USA overvåger sine bidrag til narkotikabekæmpelsen via den offentlige budgetkontrol (GAO). Jeg har selv studeret deres rapporter, der handler om den militære deltagelse i kampen mod narkotikaen, og det fremgår gang på gang af deres egne rapporter, at der ikke findes nogen evalueringer af indsatsens succes eller resultater.

Målinger er langt mere logistiske: Antal tilbageholdte skibe, antal nedskudte fly som tilhører trafikanter, antal hektarer med koka, der er blevet tilintetgjort, antal anholdte personer. Det er de samme målinger, som de bolivianske myndigheder foretager, men de siger intet om de reelle succeskriterier i kampen mod rusmidlerne, fordi de ikke måler resultaterne af indsatsen. De har spillet fallit og det er alvorligt, fordi der - år efter år - bliver bevilliget en masse penge fra USA’s kongres til denne kamp. Beløb der ikke bliver mindre men bare større, selvom der ikke er nogen beviser for resultat. Den amerikanske befolkning burde være bekymret over dette, for det er deres penge, og det er folks liv her det handler om, og det står dårligt til med begge ting.

Alternativ udvikling
Der snakkes om alternativ udvikling, men for bønderne er der ikke noget alternativ. Den alternative udvikling stiler mod at udskifte kokabladene med andre produkter, og for det meste er det udenlandske organisationer som kommer med ideen. De vil indføre deres egne modeller med egne midler – og bonden udnytter dét han kan. Hvis en fattig bonde får tilbud om penge, vil han ikke sige nej. Det viser sig igen og igen, at de bønder, der deltager i disse programmer, vender tilbage til at dyrker koka. Mange af dem stopper aldrig. Det de gør er at deltage i det alternative dyrknings-program, men sideløbende fortsætter de med at dyrke koka, selvom det er forbudt. Og hvorfor gør de det? Fordi 99 % af dem, der er indgået i de alternative dyrkningsprogrammer, og som har forladt kokaproduktionen, har mislykkedes. Det første år har de nok en god høst, det andet år kommer der en plantesygdom eller produktet er ikke rentabelt.

Bønderne oplever, at der ikke er nogen planlægning i disse programmer. De selv samme producenter oplever ofte, at der sker en udvikling i regionen, men via koka. De oplever, at det er ikke er muligt at skifte afgrøde, og det er ikke fordi de ikke ønsker forandring, men de ønsker at overleve, producere til deres familier, have nok indtægter. Men de oplever, at det ikke er muligt med kun et produkt, heller ikke kun med kokaen. Kokaen i Bolivia har aldrig været en monokultur. Ved siden af kokaen har de produceret andre varer til selvforsørgelse, også med salg for øje. Det er sådan, de forstår ”udvikling med koka”. Med indtægterne fra kokaen kan de dyrke andre produkter og udvikle alternativer, men det er ikke alternativer til kokaen, men alternativer for at overleve.

Demokrati
Demokrati er kun muligt, når der er en retfærdig fordeling af ressourcerne, og i Bolivias tilfælde er det lige præcist, hvad der ikke er. Ej heller er der en politik, der retter sig mod en bedre ressource- fordeling. Tallene taler sit eget sprog. Den sidste undersøgelse fra 2002 viste, at forskellen mellem de bedst stillede og de dårligst stillede sektorer i Bolivia udgør en faktor 48. Det betyder, at de bedst stillede har 48 gange højere indtægter end de dårligst stillede. Dertil skal lægges, at de allerrigeste d.v.s. parlamentarikerne, og dem der virkelig har en høj indkomst, ikke var med i undersøgelsen. I en sådan situation kan man da ikke tale om demokrati.

Der er mange, der snakker om folkets deltagelse - i Bolivia er der oven i købet et projekt om folkelig deltagelse, som angiveligt går ud på at decentralisere de offentlige politiske beslutninger, men det er ikke reelt. I hele denne nationale dialog og udviklingsproces deltager folk ikke reelt. Det er kun visse sektorer, dem der er tættest på eliten.

De grundlæggende politiske beslutninger er generelt i venteposition, f. eks. i forhold til bekæmpelsen af narkotika. Planerne blev således lavet i overensstemmelse med USA og FN’s planer, og de blev indført i forbindelse med den nationale dialog i 1997 og 98. Der var intet hensyn taget til den nationale opinion. I sådan en situation kan man da tale om demokrati? Jeg tror det ikke. Et godt eksempel på demokrati så vi i år 2000, da befolkningen i Cochabamba rejste sig i protest mod prisforhøjelserne på vand. Vandsektoren var blevet privatiseret og det udenlandske selskab blev afsat. Det er ifølge mig direkte demokrati, det er selvfølgelig ikke den eneste måde, men det er én form for demokrati.

Kampen mod rusmidlerne
Jeg tror ikke, at man kan vinde kampen mod narkotikaen - ikke på den måde USA forsøger at løse det. Jeg tror på, at man kan kontrollere forbruget af narkotika ved at bruge dem på en ansvarlig måde. Men at forbyde narkotika i hele verden og forbyde brugen af dem er umulig, og jeg tror, at USA ved det – men selvfølgelig er der folk, der lukker øjnene for det og ikke vil se det. Den kamp, som USA foregiver at kæmpe, er en tabt kamp født til at mislykkedes, det viser resultaterne gang på gang. De ændringer, som fremhæves, er: ”forbruget af kokain er faldet”, ”der er mindre kokain i handlen” osv. Det er kun udtryk for én standard, det er små forandringer, men den oprindelige situation vil altid vende tilbage. USA’s forbrug af narkotika er som en bølge, nogen gange stiger den, andre gange falder den, og nogen gange er der en sammenhæng med politikken, men det er altid midlertidigt og afgrænset.

Konklusionen er, at kampen mod narkotikaen som sådan er en fiasko for USA, men set i lyst af den reelle interesse, som er en militær tilstedeværelse på kontinentet, er kampen ikke fiasko, men snarere en stor hjælp. Den nationale sikkerhedspolitik fremmes v.h.a. et militært projekt. D.v.s at hvis du måler det i forhold til narkotika, ja så er det en fiasko, men hvis du måler det i forhold til overherredømme og kontrol, er det en stor succes.

ARTIKLEN PÅ SPANSK
La lucha antidroga