HVORDAN OPSTOD MAS?

Af Manuel Holzapfel (2006)

Interview med Antonio Peredo Leigue, som er valgt ind i parlamentet for Movimiento Al Socialismo (MAS)

Historien om Che Guevara og en bevægelse i forandring
Den bolivianske journalist og medlem af senatet, Antonio Peredo Leigue, var den ældste af fem brødre, hvoraf to, ”Coco” og ”Inti” blev kendt for deres kamp side og side med Che Guevara i Bolivia, og den yngste, ”Chato” deltog i det sidste guerillaangreb i Teoponte i 1969. Selv er Antonio Peredo et eksempel på ”det ny menneske” som Che forestillede sig det. Selvom Antonio Peredo i mange år sørgede over brødrenes død, fastholdt han sit politiske engagement, og han er i dag medlem af senatet på vegne af MAS. Antonio Peredo er optimistisk, når han taler om Latinamerikas fremtid. Han er overbevist om, at de revolutionære i 1960’erne også vidste, at de ikke kunne knækkes, og at kontinentets folkelige bevægelser ville genopstå. Han ser det den amerikanske frihandelszone, ALCA, som imperialismens forsøg på en sidste trumf.

Che’s betydning
Da Antonio Peredo var 10 år gammel, måtte hans far flygte til Argentina. ”Vores mor måtte forsørge os fem børn. Vi boede alle på et værelse og det var dér, vi blev konfronteret med socialismen og dens teorier. Det var ikke noget, vi skulle læse os til, for vi oplevede det på vores egen krop”, fortæller han.

Hvad var årsag til, at dine brødre valgte, som de gjorde?

”Vores deltagelse i kampen udsprang af en bevidstgørelse, som begyndte mens vi var små, og som blev modnet alt for tidligt. Vi måtte lide mange afsavn og var en del af virkelighedens elendighed. Disse omstændigheder sammenholdt med påvirkningen fra en ældre fætter, der introducerede os til marxismen, gjorde, at vi tidligt blev aktive i kommunistpartiet. I 1960 deltog Coco og Inti i forsøg på at etablere guerilla-grupper i Salta i Argentina og i Puerto Maldonado i Peru. Disse oplevelser førte til, at de blev en del af Che’s guerilla i Bolivia.

Hvorfor tror du - set med nutidens øjne - at Che’s og dine brødres forsøg på guerillakamp mislykkedes?

”For mig at se mislykkedes de ikke. Guerillaen viste sig at være en mislykket militær aktionsform, men guerillaen var samtidig en gnist, der skulle tænde en politisk bevidsthed og bane vejen for et nyt historisk projekt. Projektet blev kødeliggjort af Che’s Nationale Frihedshær (ELN), med den væbnede kamp og Che’s skrifter. Udslettelsen af guerillaen og Che’s død satte gang i en meget vigtig proces i Bolivia. I 1968 mødtes den Nationale Universitets Kongres, der blandt andet udnævnte Che til nationalhelt og erklærede sig enig i hans synspunkter. Kongressen opfordrede de studerende til at gå ind i Den Nationale Frihedshær. I slutningen af 1969 kom der et militærkup, strategiske virksomheder bliver nationaliseret, og regeringen indførte andre demokratiske tiltag. I 1970 var der et højreorienteret kupforsøg, der blev forhindret af en folkelig opstand. En populistisk militærleder, Juan José Torres, blev indsat som regeringsleder. Han udviste blandt andet det nordamerikanske fredskorps og nationaliserede Matilde Minen, der havde været på nordamerikanske hænder. I 1970 blev der afholdt to kongresser i henholdsvis Minearbejdernes Sammenslutning og i Den Bolivianske Arbejderorganisation. Begge forsamlinger havde Che’s portræt hængende på væggen og tilsluttede sig hans ideer om national frihed og socialisme i Bolivia. For mig at se blev det, som Che havde foreslået, til politiske virkelighed.”

Coco og Inti’s død

Hvad har dine brødres eksempel betydet for dig?

”Det har altid været svært for mig at tale om dem”, fortæller Antonio Peredo efter en lang pause. ”Dengang vi var meget unge og boede i Trinidad i det østlige Bolivia, grundlagde vi det lokale kommunistparti som et skridt på vej mod socialisme. Vi var meget sammen i det politiske arbejde, og jeg kan huske, at vi på et tidspunkt havde hele det kommunistiske partis spinkle presseapparat hjemme hos os: To håndsvungne stenciltrykkere. I flere år var vi var partiets presseudvalg. Inti og Coco fik mere betydningsfulde hverv. De gik ind i guerillaen, men de kommunikerede altid med mig, når de havde mulighed for det. I slutningen af 1968, da jeg boede i eksil i Chile, blev jeg kontaktet af en mand, der havde besked fra Inti. Vi mødtes i Santiago, hvor han var opholdt sig under jorden. Efter to møder tog han ind i Bolivia, hvor han blev fanget og dræbt den 9. september 1969. Da mine brødre døde, følte jeg et enormt tomrum, som varede i mange år. Det ændrede sig i 1998, da cubanerne fandt Coco’s rester i Bolivia. Jeg havde ikke forestillet mig, at fundet ville få mig til at genopleve så mange ting. Men en cirkel blev afsluttet, da jeg fulgte min brors rester til Santa Clara i Cuba, hvor de i dag hviler sammen med Che og hans kammerater.”

MAS’ opståen

Hvorfra stammer MAS og hvad går projektet ud på?

” For cirka 15 år siden, begyndte en gruppe fagforeningsfolk at diskutere behovet for et politisk organ - et ”politiske instrument”. Organisationen af Bolivianske Bønder besluttede på sin kongres at skabe Det Politiske Instrument for Folkets Selvbestemmelse skabt på basis af fagforeningerne. De lavede en politisk forgrening, der prøvede at vinde terræn ved valget, men valglovens regler gjorde det ikke muligt at stille op. Derfor blev de nødt til at henvende sig til et lille parti, der allerede var godkendt af valgkommissionen til valget i 1997. Under navnet MAS lykkedes det at få fire valgt ind i parlamentet, en af dem var Evo Morales. I processen besluttede seks faglige sammenslutninger fra det tropiske Cochabamba at arbejde politisk gennem MAS. Det var organisationer, der repræsenterede coca-bønderne, og ved det efterfølgende kommunalvalg vandt partiet et stort antal stemmer. Ud af 230 kommuner blev MAS repræsenteret i omkring 80. Styrket af valgresultatet, begyndte MAS at forberede sig på præsidentvalget.”

Hvordan blev præsidentkampagnen organiseret, og hvor kom pengene fra?

”Som en del af et politisk spil mod MAS blev Evo Morales beskyldt for at udnytte sin politiske immunitet til at opildne bønderne, og han blev udvist af parlamentet. Men det betød blot, at MAS fik endnu mere støtte og derfor besluttede at stille op til præsidentvalget alene - uden alliancer. Forventningen var, at folk ville vise deres protest mod systemet ved at bakke op om MAS. Opinionsundersøgelserne lagde man ud med seks procent tilslutning til MAS, men ved valget opnåede vi 20 procent af stemmerne - halvanden procent fra vinderen. Det var en usædvanlig kampagne, fordi vi nåede helt ud til de små landarbejdersamfund, men i stedet for at uddele flag og t-shirts til bønderne, var det dem, der gav os valgplakater og løbesedler. Folk havde forberedt forskellige aktiviteter som støtte til vores kampagne. En dag sagde Evo Morales til mig: ”Hvis vi havde lidt penge, ville vi vinde”. Jeg sagde: ”Det er bedre uden. Hvis vi begynder at have penge, er det ikke til at vide, hvad der sker med partiet”.

Hvilke modsætninger oplevede du i MAS, og hvordan kunne I holde sammen?

”Jeg har lært noget helt specielt, hvad det angår. Jeg er opdraget i den leninistiske ånd: En ensartet og homogen ideologi, der fuldstændig modsiger det marxistiske princip. Hvor et homogent parti stivner, er marxismens karaktertræk modsætningen. Jeg tror, at de konstante modsætninger mellem indianske, marxistiske og socialdemokratiske opfattelser har givet os positive resultater. Da de valgte parlamentsmedlemmer fra MAS mødtes første gang efter valget, kendte halvdelen ikke hinanden. Men det er også MAS’ styrke, at være de sociale organisationers politiske instrument. De folkelige bevægelser modtager partiledelsens udkast, analyserer dem, kritiserer dem, godkender eller afviser dem og kommer med forslag til nye perspektiver. 80 procent af vores kandidater blev valgt ind af de sociale organisationer. Nogle af dem - tæt ved 40 procent - var ikke med i MAS før valget. Det er modsætningerne, det gør MAS rig og levende”.

Hvilken forbindelse er der mellem MAS og den væbnede kamp, som Che og dine brødre kæmpede i 1960’erne?

Da valgkampagnen begyndte, havde jeg betænkeligheder ved at knytte de to ting sammen. Men i Chapare bemærkede jeg, at Che var et forbillede for folk. Minelederen Filemon Escobar, som nu er senator, knyttede også de to ting sammen. Koka'en har givet os en leder, Evo Morales, men ikke nok med det, koka'en har gjort det muligt at forbinde vores historie med nutiden, og Che er en del af denne historie. De kampe, der er blevet kæmpet her på det sidste, udspringer af guerilla-enheden ”Nancahuazu”, der talte for national frihed og socialisme, og det er det samme vi vil i dag. Et af MAS’ symboler er Che’s billede.”

Hvem er Evo Morales og hvordan blev han leder?

”Evo Morales er en bonde fra Chapare, der som barn er flyttet ned i lavlandet sammen med sine forældre. Minerne er i krise, og familien forsøger at overleve ved at dyrke ris. Da det går dem dårligt, begynder de at dyrke koka-blade. Evo Morales er en utrolig dynamisk mand, der først er idrætsleder i sin fagforening. Men han går videre og bliver generalsekretær for fagforeningen. Han er opmærksom på, at organisationen er meget svag og har brug for at arbejde sammen med andre fagforeninger i regionen, og det lykkes ham at skabe en sammenslutning for hele Cochabamba. Andre fagforeninger begynder også at slutte sig også sammen, og på et tidspunkt er der seks organisationer for koka-bønder. Det er Evo Morales, der sætter gang i det hele, og som yderligere opnår at samle de seks organisationer i én stor hovedorganisation. Senere tager han kontakt til koka-producenterne i Yungas i La Paz departementet, mere end 600 km fra Chapare. Sådan kommer han til parlamentet. I den første periode mellem 1997 og 2001, er han stadig leder af koka-producenterne, selvom han er blevet international kendt. Da han bliver udvist af parlamentet får han tilføjet endnu dimension og forstår, at det handler om meget andet end koka. Det var på det tidspunkt, vi begyndte at udarbejde MAS’ program. Evo er en trofast repræsentant for det program, som forsvarer alle de marginaliserede sektorer i det bolivianske samfund”.

Hvilke alternativer er der for det latinamerikanske folk i en globaliseret kontekst?

”På en eller anden måde lider vi stadig under, at den sovjetiske model for socialisme fejlede. Men vi er også meget bevidste om, at den sovjetiske socialisme blev ført ud i livet side og side med vanskabninger, som vi accepterede som ”venstrefløjens kyniske skæbne”. Europa er ikke længere centrum for politiske forandringer i verden. Det geografiske center er flyttet til Latinamerika. På vores kontinent indarbejdes de elementer, som den socialistiske østblok ikke tog hånd om. Partiet bygges ikke bag ved samfundet, sådan som de gjorde det i den tidligere socialistiske blok. Kommunikationen med masserne, men først og fremmest massernes deltagelse i beslutningsprocessen er yderst vigtig. Kommandant Marcos erfaringer fra Chiapas i Mexico er et vigtigt bidrag til en ny socialistisk teori i Latinamerika”.

Hvis du i dag havde mulighed for at sige noget til Coco og Inti, hvad skulle det så være?

”Ingenting, jeg tror ikke på, at en sådan dialog er mulig. De faldt for 30 år siden, mens de kæmpede i en verden, der så helt anderledes ud end i dag, selvom problemerne er de samme. Hvordan vi skal tackle problemerne ændrer sig fra en periode til en anden. Jeg ved ikke, om de ville forstå nutidens virkelighed. Jeg er mange gange blevet spurgt: ”Hvad ville dine brødre sige, hvis de så dig i dag?” Jeg tror ikke, de ville kunne sige noget som helst. For at kunne forstå den aktuelle virkelighed, skulle de have haft de sidste 30 år af historien med”.