PATCHAKUTI BEVÆGELSEN

Uddrag af interview med Felipe Quispe,”El Mallku”
v/ Martha Gutiérrez Flores (2006)


”Siden vi blev ”republikaniseret” i 1825, er vi oprindelige folk kun blevet betragtet som arbejdskraft, som trækdyr, ikke andet. Den herskende elite, der er efterkommere efter hærcheferne på kasernerne, administrerer og ejer fabrikkerne, de ejer minerne, lovene, de ejer kort sagt det hele. Hvis man betragter Bolivias historie fra 1825 frem til Carlos Mesa Ginsbert (tidl. præsident red.), har alle de, der er passeret gennem regeringskontorerne, haft udenlandske navne. Vi har aldrig regeret selv, vi har aldrig haft magten. Det er derfor, vi kræver at få magten igen, at vi får vores territorium tilbage.”

”Indianerbevægelsen Pachakuti (MIP) er en politisk-ideologisk organisation for oprindelige folk i det såkaldte Bolivia. (Lige nu kan vi godt stadigvæk kalde landet Bolivia, men den dag, vi kommer til magten, vil det komme til at hedde Colla Suyu, fordi sådan har landet heddet i umindelige tider). MIP er en anti-kolonialistisk, anti-racistisk og anti-imperialistisk bevægelse. Dens grundprincipper er: Ama sua, ama llulla, ama quella (ikke at være tyv, ikke at lyve, ikke at være doven).

Vi er anti-kolonialister, fordi vi gerne vil have selvbestemmende som nation af oprindelige folk. I de oprindelige folks samfund vil vi ikke længere have politi eller statslige autoriteter, fordi vi tror, at kun sådan kan den oprindelige magt fødes på vores territorium. Vi er anti-kolonialister, fordi vi ikke er enige med USA’s politik i vores land. De er i færd med at invadere os, men vores holdning er, at vi vil bekæmpe dem. Vi ved udmærket, at de er magtfulde, men vi føler os parate til kaste os ud i en kamp til døden, for kun sådan kan vi opnå frihed, og kun sådan vil wifala’en, de oprindelige folks syvfarvede flag, komme til at vaje over vores territorium.

MIP afviser ikke magtovertagelse gennem valg, men bevægelsen har også taget ved lære af den fælles kamp. Vi ved, at i dette land er det ikke nok kun at kæmpe med den demokratiske arm, vi må også gøre brug af en anden arm, den revolutionære. Vi er altså parate til at bruge de to veje, som det tilkommer os, i kraft af at vi er dette lands oprindelige befolkning. Gennem den demokratiske arm følger vi vores undertrykkeres love, vi følger deres parameter, og det er derfor, vi har deputerede i parlamentet. Men der findes en anden arm, vi holder under ponchoen, og det er den arm, der mobiliserer de oprindelige samfund og gør det politisk-ideologiske arbejde. Hvis vi mister den demokratiske arm, kan vi bruge den anden, og hvis denne arm ikke fungerer, må vi finde en anden.

Vores ide er, at vi for fremtiden selv vil stå for styret af vores samfund på basis af vores fællesskabsmodel. Og der vil hverken være rige eller fattige. Vi vil ikke stemme de hvide ud af dette land, vi vil ikke begå den samme fejl, som de har begået. De er racister, de udelukker os, men vi vil inkludere sorte, hvide, mestitser, men under vores love. Fællesskabsmodellen har været vores forfædres model fra Tiahuanakense til spaniernes ankomst. Før deres komme var der ikke fattige, det var forbudt at være snavset, ingen måtte lide af sult, alle arbejdede efter behov og efter evne.

Vores forslag er, at der skal være lige rettigheder, og at der ikke skal være nogen form for diskrimination, hverken økonomisk, socialt eller politisk. Der skal ikke være undertrykkere og undertrykte. Det vil sige, vi vil skabe et samfund, der bygger på fællesskab, og hvor mennesket kan leve lykkeligt og tilfreds. I byerne er der lige nu en masse, masse mennesker, der gerne vil arbejde, men der er ikke noget arbejde; det kapitalistiske initiativ opsuger alt, sluger alt, hvad vi har; vi tager afstand fra kapitalismen, og især fra imperialismen.

Vi ønsker en kombination af vores fællesskabstanke og et socialistisk samfund, vi tror på vores eget, på den urgamle model. Vi vil ikke føre os frem. Det, vi virkelig kunne tænke os, er at få skabt kontakt til andre oprindelige folk; lige fra México i nord, eller rettere helt fra Alaska, til Patagonien i syd; fra højlandet i Peru til Amazon-egnene i Brasilien, fordi vi oprindelige folk er spredt ud over hele dette territorium.

ARTIKLEN PÅ SPANSK
Movimiento Indígena Pachakuti

OM FELIPE QUISPE
1978: Aktiv i indianerbevægelsen Túpac Katari

1980: Aktiv i Ayllus Rojos

1990: Stifter af guerillaen Túpac Katari

1992: 5 års fængsel for væbnet opstand. I fængslet: universitetsstudier i historie.

1998: Forretningsfører for Confederación Sindical Única de Trabajadores y Campesinos de Bolivia (CSUTCB)

2000: Stifter af indianerbevægelsen Pachakuti

2002: Kandidat til republikken for indianerbevægelsen Pachakuti

2002: Valgt som deputeret

2004: Opgiver pladsen i parlamentet på grund af korruptionen