DE BOLIVIANSKE LANDARBEJDERES ORGANISATIONER

Vi bor i mere end 12.000 fællesskaber
Siden vicekonge Toledos koloniale reform blev indført (i 1570 – se artiklen ”Kortlægning af indianske territorier styrker den kulturelle identitet” red.) har vi, der bor på landet, været organiseret i landsbyfællesskaber, og vores andinske traditioner har overlevet diverse modeller, der er blevet os pålagt udefra. I dag eksisterer der mere end 12.000 fællesskaber. Det er primært i højlandet, vi har bevaret vores andinske levevis, og her kalder vi ofte stadig vores fællesskaber for ”ayllus” (sociale grupper, der omfatter en udvidet slægt). Nede i dalene, hvor haciendaerne bredte sig, har vi i mere eller mindre grad mistet vores mundtlige traditioner, og et fællesskab omfatter her det samme geografiske område som den hacienda, fællesskabet er knyttet til. I alle landsbyer findes en eller anden form for lokal organisering, som i dag for de flestes vedkommende er landarbejder-fagforeninger, der organiserer mindst 70 procent af fællesskaberne.

Omkring 3.000 landsbyfællesskaber har bevaret en eller anden form for traditionel myndighed kaldet ”ayllus” (umiddelbart før jordreformen var der 3.783). I forhold til tidligere er ”ayllus” ikke længere baseret på slægtskab men på et geografisk område. Det gør sig specielt gældende i højlandet i Oruro, Potosi og La Paz. Alligevel mærkes det, at vi i årenes løb er blevet påtvunget livsstile og organisationsformer af dem der invaderede os. I Santa Cruz og dele af Chuquisaca er Guarani-indianerne organiseret i len og i forsamlinger, og i Beni har de, for de flestes vedkommende, accepteret de byråd, som spanierne og missionærerne påtvang dem.

Sådan er vi organiseret
Vores basis udgøres de fleste steder af landarbejdernes fagforeninger, og de vigtigste beslutninger bliver taget på lokale generalforsamlinger. Generelt er landarbejdernes fagforeninger samlet i underforbund, som nogle gange følger distriktsgrænserne. Disse underforbund samles så i forbund. Et forbund organiserer mindre foreninger fra samme provins, men der findes også specielle forbund, der ikke følger provinsgrænserne.

På nuværende tidspunkt er der over 200 forbund grupperet i ni federationer - et for hvert departement. Der er 26 regionale- og specialforbund samt nationale forbund. Tilsammen danner de den Faglige Sammenslutning af Bolivianske Landarbejdere (CSUTCB). Derudover er der mange medlemmer af Sammenslutningen af oprindelige folk fra det Østlige Bolivia - fra Chaco og boliviansk Amazonas (CIDOB), som samler Forbundet af oprindelige Folk fra Beni, (CPIB) og Foreningen af Guarani Folket (APG) samt andre organisationer for oprindelige folk. Nybyggerne primært fra lavlandet er organiseret i den Faglige Sammenslutning af Nybyggere i Bolivia.

For 60 år siden begyndte vi på landet at organisere os som arbejdere. I 30’erne var vi nogle quechua-indianere, der havde deltaget i Chaco-krigen (1932-35) og var blevet påvirket af den måde, arbejderne organiserede sig på. Vi var flyttet til haciendaerne og blev kaldt ”nybyggere” af de, der boede der i forvejen. Vi begyndte at organisere os i fagforeninger ligesom industriarbejderne. Den første landlige fagforening var ”Huasacalle”, som blev grundlagt i Ucureña den 3. april 1936. Men fagforeningerne ændrede ikke landsbyfællesskabernes traditionelle måde at kæmpe på, tværtimod fortsatte vi kampen mod slaveriet ligesom kampen for uddannelse, der i sin tid var blevet påbegyndt af vores traditionelle autoriteter. Dette førte til flere opstande mellem 1942 og 47, hvor vi oprindelige folk gjorde brug af erfaringerne fra Chaco-krigen til at gøre modstand mod militæret.

I lyset af denne kamp blev den første forsamling for oprindelige folk afholdt i La Paz den 11. maj 1945. Forsamlingen lagde pres på Villaroel’s regering, for at han skulle indføre love, der afskaffede nybyggernes gratisarbejde, forbod tvangsarbejde og slaveri samt etablere skoler i landområderne. Derudover skulle der nedsættes et udvalg, der skulle udarbejde retningslinjer for landarbejdet. Selvom denne bevægelse blev slået brutalt ned, udgjorde den første fase af den faglige organisering (1936-52), og vores erfaringer var et vigtigt bidrag, fordi vi opbyggede en bevægelse fra bunden og med ledere, der kæmpede med deres liv som indsats uden skelen til egne interesser.

Hverken før eller efter 1952 var fagforeningerne ene om at organisere landbefolkningen. Det var kun i Cochabamba, at de benyttede sig af den faglige organisering for at blive haciendaerne kvit, mens vi på højsletten og specielt nord for Potosi fortsatte med vores egne organisationsformer. Det handlede ikke kun om at organisere det sociale og produktive liv i landsbyfællesskaberne, men også om at gøre øve modstand mod staten.

Fagforeningerne skulle kontrollere os
Da kampen om jord begyndte i Cochabambas dale, var det os, de oprindelige folk, der i 1952 var forrest i revolutionen. Dog var det et politisk parti kaldet ”den nationale revolutionære bevægelse” (MNR), der tog hele æren. MNR var en ny fælde, som den dominerende ’kaste’ havde skabt. Fra den tid begyndte de at kalde os for ”bønder” i stedet for ”indianere”, og det ny ”bondeministerium” indførte landarbejderfagforeninger, der var topstyrede og fungerede som karriere-afsæt for lederne.

Således blev de Bolivianske Landarbejderes Nationale Sammenslutning (CNTCB) dannet. MNR og den ny regering påtvang bønderne den nationale sammenslutning og undertrykte alle andre organisationsformer. MNR ønskede at underordne og kontrollere ”indianerne” (nu kaldet ”bønder”). Med fagforeningen som instrument ønskede de at styre og tilintetgøre den indianske modstand. Dette på trods af, at det var de indianske opstande, der havde destabiliseret oligarkiet med massive oprør som dem i 1921 (Jesus de Machaqa), 1927 (Chayanta) og 1947 (Højsletten og Cochabamba). De søgte at bremse vores forslag om selvstyre, autonomi og modstand mod overklassen af spanske efterkommere. Med den faglige kamp håbede de på for altid at slippe af med ”det indianske problem” og indlemme os i ”civilisationen”. Det lykkedes dem også i stort omfang at undergrave de indianske autoriteters direkte repræsentation i forhold til staten, og der var således givet plads for, at de faglige ledere kunne overtage denne rolle.

Fra jordreformen til Militær Bondepagt
Da den faglige kamp blev indført var det for endeligt at eliminere de traditionelle ”ayllus” og vores levevis. Jordreformen af 2. august 1953 skulle give os dødsstødet. Samtidig med, at de afskaffede livegenskabet og tvangsarbejdet på haciendaerne, benyttede de sig af lejligheden til også at uddele jordlodder til enkeltpersoner. Da loven var lavet af jurister, der sørgede for, at de bedste jorder gik til arbejdsgiverne og deres familier, er det er endt med, at vi er blevet parcelejere, små jordejere og ”plovfure-ejere”, der kæmper mod hinanden om jorden.

Således blev året 1952 endnu en fælde for de oprindelige folk. Manipulationen fortsatte under hele MNR’s regeringsperiode (1952-64), og under alle de efterfølgende militærregeringer, der med ”den Militære Bondepagt” (1964-78) forsøgte at styre landbefolkningen. Men i 1968 rejste landbefolkningen i hele landet sig i en stor opstand mod nye afgifter og mod ”pagten”. Dette første forsøg på at frigøre sig fra den Militære Bondepagt blev i februar 1971 fulgt op med oprettelsen af den Nationale Sammenslutning af Nybyggere i Bolivia, der blev medlem af Bolivias Landsorganisation (COB). Den 2. august samme år afholdt CNTCB (Bolivianske Landarbejders Nationale Sammenslutning) sin 6. nationale kongres i Potosi, og valgte repræsentanten for Katari-bevægelsen, Jenaro Flores, som generalsekretær.

Katarismen på vej op
Under ledelse af Raimundo Tambo og Jenaro Flores var den kataristiske bevægelse blevet grundlagt i Aroma provinsen i La Paz Departementet. Ikke langt derfra havde der et par hundrede år tidligere været protester og opstande ledet af Tupaj Katari. Deraf bevægelsens navn. I stedet for at grundlægge en ny organisation arbejdede kataristerne på at overtage den allerede eksisterende bondesammenslutning både på lokalt og nationalt niveau for ikke at skabe afstand til det lokale bagland. I begyndelsen lykkedes det dem at tage magten i to eller tre fagforeninger i provinsen. Dernæst fik de overtaget i organisation på provinsniveau. Det skete under en kongres i Aroma, indkaldt af lederne i ”Den Militære Bondepagt”. Kort tid efter vandt kataristerne magten i forbundet i La Paz Departementet, og den 2. august 1971 fik de posten som generalsekretær i de Bolivianske Landarbejderes Nationale Sammenslutning (CNTCB).

Uafhængig organisation
Udviklingen i den uafhængige organisation blev afbrudt af statskuppet ledet af general Banzer den 21. august 1971, men få dage efter kongressen i Potosi blev kampen for uafhængighed (af den statsligt styrede Militær Bondepagt” o.a.) genoptaget. Den 10. januar 1974 gjaldt det federationen i Cochabamba, og ti dage senere gjorde bønderne oprør mod regeringen i protest mod, at priserne på landbrugsprodukter blev fastfrosset, mens priserne på benzin, industrifremstillede og importerede varer steg. Bønder blev massakreret i Epizana og Tolata, hvor de havde lavet vejblokader som protest mod drab, forsvindinger og tilfangetagelser af personer, der blev forfulgt af dette forfærdelige regime. Massakrerne afslørede diktaturets sande ansigt og bevirkede, at bønderne tog afstand fra den Militære Bondepagt. Det viste sig senere, da Katari-bevægelsen i La Paz blev omstruktureret.

National enighed
I 1977 brød flere fagforeninger på distrikts- og provinsniveau med de Bolivianske Landarbejderes Nationale Sammenslutning (CNTCB), som på det tidspunkt var styret af regeringen. I AyoAyo genoptog Jenaro Flores ledelsen af den faglige bondebevægelse. I begyndelsen af 1978 afholdt forbundet af bondearbejdere i La Paz, Tupaj Katari, sin niende kongres og Bolivias Landsorganisation (COB) blev endelig godkendt som hovedorganisation for alle arbejdere. Den Militære Bondepagt blev definitivt vraget. Den 26. juni 1979 afholdt Bolivias Landsorganisation (COB) den første fælles nationale bondekongres, og her grundlagde man den Faglige Sammenslutning af Bolivianske Landarbejdere (CSUTCB). Denne sammenslutning fik sin svendeprøve i november 1979, hvor den skulle forsvare demokratiet og siden organisere generelstrejken mod præsident Lidia Gueilers’ lovpakke, der skulle indføres i december måned samme år.

Fra kvindeforbund til fællesforbund
Den afgørende rolle som mange kvinder havde spillet i diverse blokader, også under diktaturet, gjorde, at de første kvindelige fagforeninger blev dannet i 1977. Der blev afholdt en kongres i La Paz Departementet i 1978 og den 10. januar 1980 grundlagdes det Nationale Forbund af Bondekvinder i Bolivia, Bartolina Sisa (FNMCB ”BS”). Det gik under navnet ”Las Bartolinas”.

Under den tredje kongres i den Faglige Sammenslutning af Bolivianske Landarbejdere (CSUTCB), præsenterede man for første gang et forslag om den pluri-nationale stat. Man vedtog endvidere et ”Projekt til lov om grundlæggende landreform”, der skulle erstatte den tidligere ”lov om Landreform af 1953”, men forslaget blev stemt ned af skiftende parlamenter. I juli 1983 dannede den Faglige Sammenslutning af Bolivianske Landarbejdere (CSUTCB) et Fællesforbund for Landbrug og Bønder” (COROCA). Det fik sin officielle status og blev godkendt af Hernán Siles’ regering den 23. april 1984.

Kokaproducenternes kamp
Over for det stadig stigende pres fra det nordamerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) samt de mobile landpatruljer (UMOPAR) samt politi og militær begyndte kokaproducenterne i Chapare i slutningen af 1980’erne at øge deres protester gennem de faglige organisationer. De protesterede mod militærets tilstedeværelse, de organiserede massemøder, og frem for alt organiserede de sig i forsvarskomitéer.

I de seneste år har kokaproducenterne opnået stadig større betydning for quechua- og aymara-bøndernes mobilisering og blandt de oprindelige folk. Kokaproducenterne har udviklet deres egen identitet og har udvidet deres kapacitet og lederevner sammen med landets bonde- og indianerorganisationer. Gennem koordineringskomiteen for de fem forbund af kokaproducenter i det tropiske Cochabamba og de fem i La Paz, har kokaproducenterne siden 1988 afholdt deres egne landsmøder og har udviklet egne planer og alternative forslag.

Oprindelige folks nationale generalforsamling
I 1990 indledte de oprindelige folk fra Beni i Amazonas en kamp for retten til jord ved at marchere 750 kilometer fra Beni til La Paz. En alliance mellem oprindelige folk fra højlandet og fra lavlandet blev her en realitet, og de oprindelige folks - Chimanes og Sirionó fra Beni - ret til jorden blev anerkendt.

I 1992 planlagde vi ”de oprindelige folks nationale generalforsamling” for at generobre vores historie, fortid, tankeform, identitet og territorier og bevæge os frem mod vort folks uafhængighed på den vej, som arven fra vores helte og martyrer Tupaj Amaru, Tupaj Katari, Apiawayki Tumpa og mange flere har efterladt os. Den 12. oktober 1992 samledes hundrede tusinder oprindelige folk og bønder i de største byer efter at have marcheret mange kilometer. Aldrig før har man set så mange whipalas (de oprindelige folks flag). Det bolivianske flag sås ikke, kun whipalas. I La Paz indtog man magtens centrum på symbolsk og fredelig vis, sådan som Tupaj Katari havde gjort det for to århundrede siden. Hele Murillo pladsen var omkranset af tusindvis af indianere med deres ponchoer, horn og whipalas. Der var repræsentanter fra alle de store grupper fra hele landet. Det koloniale system var endnu gang blevet belejret.

Århundredes March
Som led i vores oprindelige folks tusind år lange kamp for organiserede vi i 1994 og 1995 to store marcher til forsvar for kokaen og kokaproducenterne, hvilket betød, at vores organisationer blev styrket og samlet. Med ”Århundredes March” kulminerede mere end 200 års kamp mod kommercialisering af vores jord. Der kom folk fra alle hjørner af Bolivia: Fra Beni og Santa Cruz i lavlandet, fra Potosi, Chuquisaca, Cochabamba og forskellige provinser i Oruro og La Paz i højlandet. Efter over en måneds rejse ankom mere end 50.000 mennesker den 26. november til regeringspaladset og genoptog således vore forfædres - Tupaj Kataris og Tupaj Amarus - kamp for at generobre vores jord og opnå selvbestemmelse.

Vi skaber vores egne politiske værktøjer
I de senere år har vi fortsat vores arbejde for at udvikle politiske værktøjer med udgangspunkt i vores egne organisationer, således at hver enkelt kammerat bliver informeret og føler sig forpligtet over for landsbyfællesskaberne og fagforeningerne. Med Forsamlingen for Folkets Selvbestemmelse (ASP) vandt vi ved kommunevalget i december 1995 11 borgmesterposter og 49 byrådsmedlemsposter i Cochabamaba Departementet. Også i andre dele af landet lykkedes det os gennem forskellige valgforbund at få flere borgmester- og byrådsposter. Dette politiske instrument er ansvarlige overfor bondebevægelsen, de oprindelige folk, arbejderbevægelsen og forsamlingen af undertrykte og marginaliserede grupper og en mere end 500 år gammel kamp mod undertrykkelsen. Det er skabt af vores erfaringer og politiske forslag og protester, og søsat af bøndernes og de oprindelige folks organisationer.

I alle situationer og til alle tider
Fra og med kongressen i Santa Cruz i 1995 og i Potosi i 1997 har vi med vores politiske instrument indtaget den politiske arena. Det er sket under streng kontrol af repræsentanterne fra hvert landsbyfællesskab og fra fagforeningerne, fra hver eneste lokale organisation, hovedorganisation, fabrik, fra hver arbejdsplads, forbund og sammenslutning. De oprindelige folks politiske instrument skal generobre landet, fordi jorden er livsgrundlaget - grundlaget for vores kultur, vores religion, vores naturressourcer, uddannelsen, økonomien, medicinen og det hellige kokablad. Det politiske instrument fremmer alle former for organisering af vores folk, således at vi kan stå imod undertrykkerne, de bolivianske såvel som de udenlandske, på alle måder, i alle situationer og til alle tider, indtil det har bredt sig til hele landet og ud over landets grænser til hele den del af Abya Yala, som udgøres af det andinske område og Amazonas tilsammen. (Abya Yala - Moder Jord, de oprindelige folks ord for hele det nord- og sydamerikanske kontinent, red.)

Kilde: PUEBLO INDIO