40 procent af verdens indbyggere råder over 94 procent af verdens indkomster.
De resterende 60 procent må leve af de sidste seks procent.
Halvdelen af alle mennesker lever for højst to dollar om dagen, og næsten en milliard lever for mindre end en dollar om dagen.
FNs 2015-mål har gjort bekæmpelse af fattigdom til hovedmålsætningen for de rige landes støtte til udvikling i Syd, og mikrofinans er et af de tiltag, man har store forventninger til. Det handler om at give fattige mennesker mulighed for at låne penge uden sikkerhed - og spare op. Penge som de kan bruge til at sætte gang i aktiviteter, som de kan tjene penge på eller som kan betale børnenes skolegang.
Lånene gives hovedsageligt til kvinder, bl.a. fordi at styrke deres position i samfundet, og fordi støtte til en kvinde som oftest er støtte til en hel familie.
Mikrofinans blev gjort verdenskendt af Muhammed Yunus i Bangladesh, og i 2006 fik han - og Grameen Bank - Nobels fredpris. Mikrofinansprojekter findes nu i de fleste fattige lande, og skønnes at omfatte mere end 100 millioner mennesker.
Sideløbende med successen har der imidlertid rejst sig mange kritiske røster, som blandt andet stiller spørgsmålene:
Bliver mikrofinansprojekter brugt som en ’undskyldning’ for ikke at gøre noget ved de strukturelle forhold, der skaber den skæve fordeling af verdens ressourcer?
Er mikrofinans så problemfri en genvej til udvikling som fortalerne hævder?
Hvad er vigtigst for projekterne: kvindefrigørelse eller økonomisk bæredygtighed?
Disse spørgsmål ligger til grund for temapakkens analyserende del ('Diskussion af mikrofinans') bl.a. på basis af erfaringer fra mikrofinansprojekter i Vestafrika. Den øvrige tekst beskæftiger sig med mikrofinans-konceptets forskellige aspekter: baggrunden, indholdet, målene, typerne - og donorerne. Endelig er der et leksikon med henvisninger til relevante webadresser.
Temapakken om mikrofinans rummer tre film:
Mark Ardenburgs to film om Grameen Bank i Bangladesh:
De Besiddelsesløses bank (1995)
Small Change Big Business (2005)
Helle Toft Jensens film om Cykler til Senegals mikrofinansprojekt i Senegal:
En høne i hånden er bedre end ti på taget (2006)
Temapakkens tekster er skrevet af cand.soc Jeannette Bach Knudsen, cand. mag. og phd. studerende i Internationale Udviklingsstudier Paul Austin - begge specialiseret i analyse af mikrofinansprojekter - og journalist Gitte Jakobsen.