HVEM STØTTER?

Siden midten af 1990’erne er antallet af donorer, der investerer i mikrofinans, steget markant. Store summer af offentlige midler er blevet kanaliseret gennem adskillige udviklingsorganisationer til mikrofinans-programmer. Den store stigning i antallet af donorer er i sig selv ikke unik, men det er derimod sammensætningen af aktører, der udgør en bred vifte af både bi- og multilaterale institutioner samt NGO’er, der har mikrofinans-ydelser som en del af deres virke.

De mange tilbud, vi i dag ser inden for mikrofinans, bliver i kreditverdenen opfattet som en spæd begyndelse på en række uudforskede muligheder. Donornetværket CGAP vurderer, at omkring tre milliarder mennesker i den arbejdsduelige alder mangler adgang til basale finansielle ydelser. En del af dette behov bliver dækket af statsejede landbrugs- og udviklingsbanker, af medlemsejede sparekasser og små lokale banker. De servicerer millioner af mennesker, der ikke har adgang til de kommercielle banker.

Disse såkaldt alternative finansielle institutioner (AFI) tilbyder ydelser – fra opsparing til udlån, overførsler af penge og forsikringer, og CGAP vurderer, at omkring to tredjedele af små lån og mikrolån kommer fra AFIs. Pengene til de alternative finansielle institutioner er blandt andet doneret af store internationale donorer som FN, U.S. Agency for International Development (USAID), Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF). Processen har langt fra været gnidningsfri. De første 20 år af Grameen Banks levetid holdt Mohammad Yunus eksempelvis Verdensbanken på lang afstand. Lån fra Verdensbanken var nemlig kædet sammen med indflydelse fra Verdensbankens konsulenter, og Yunus frygtede, at de økonomiske sværvægtere ville overtage Grameen.

I dag er sammensætningen af aktører meget bred, og med italesættelsen af mikrofinans som en profitabel måde at reducere fattigdom på ser flere kommercielle banker og private aktører en interesse i at indgå i det fattigdomsreducerende arbejde. Ikke mindst de såkaldte P2P-løsninger der eksempelvis gør det muligt for privatpersoner at yde lån direkte til iværksættere i fattige lande.

Ifølge CGAP er det blot en begyndelse. Med 750 millioner kontohavere dækker de alternative finansielle institutioner inklusiv NGO’ernes mikrofinans-projekter kun en sjettedel af det potentielle mikrofinans-marked.

LÆS MERE

• Danida & NGO'erne
• Internationale donorer
• Nye former for mikrofinans
• Oversigt over mikrofinansfonde