MATA MASU DUBARA – KVINDER PÅ VEJ

U-landsorganisationen CARE har i flere år haft mikrofinans som en del af sine langsigtede og bæredygtige udviklingsprojekter i blandt andet Niger. Her hedder konceptet Mata Masu Dubara (MMD), der er Hausa og betyder "women on the move". I begyndelsen var MMD et projekt, der skulle træne landkvinder i handel og kunsthåndværk, men det stod hurtigt klart, at kvinderne allerede havde en masse færdigheder både indenfor kunsthåndværk og handel. Det, de manglede, var viden om, hvordan de bedst kunne udnytte deres egne ressourcer, og det var det, MMD kom til at handle om.

I takt med den voksende ørkendannelse, får kvinderne stadig sværere ved at forsørge deres familier. I tørkeperioderne er der mange mænd, der migrerer til Vestafrikas byer, og kvinderne bliver tilbage med ansvaret børnene.
MMD giver ikke kreditter men tilbyder træning for grupper af kvinder, der er interesseret i at oprette deres egne spare- lånekasser. Projektet hjælper kvinderne til at organisere sig i grupper på omkring 30 - normalt baseret på familierelationer. Grupperne vælger en ledelseskomite, og de ugentlige bidrag til den fælles opsparingskasse gør kvinderne i stand til at spare op og få mulighed for at låne.

Hvis en gruppe kvinder beder CARE om hjælp til opstart af en MMD-gruppe, får de første besøg af em repræsentant, der holder et forberedende møde med både mænd og kvinder for at forklare om projektet. Støtte og billigelse af landsbyens mænd er en vigtig forudsætning for succes, selvom projektet udelukkende er for kvinder. For kvinderne forklarer repræsentanten de overordnede principper for MMD, og hvordan de otte opstartsmåneder kommer til at forløbe. I de seneste år har CARE trænet landsbyagenter, som er ansvarlige for træning af grupperne. Landsbyagenterne er ikke betalt af CARE men modtager bidrag for deres arbejde fra de kvinder, der deltager i MMD-grupperne.

I begyndelsen deltager landsbyagenten i møder hver uge for at lære gruppen de basale elementer i MMD. Deltagerne lærer om opsparing, kreditter, renter og bøder, og landbyagenten hjælper gruppen til at beslutte sine egne regler og formål, ligesom medlemmerne fastsætter deres egne låneprocedurer, renter og afdrag, interne regler, problem- og konfliktløsning.
Efter otte måneder er gruppen ”udlært” og kan arbejde selvstændigt, og mange grupper beslutter selv at sætte deres ugentlige opsparinger i vejret.

Gruppens medlemmer sparer hver uge det samme beløb op. Ofte er det småpenge – måske 25 øre om ugen. Pengene bliver gemt i en metalkasse med tre låse og tre nøgler, der fordeles på tre medlemmer af ledelsesgruppen. Allerede efter det fjerde eller femte møde begynder gruppen at låne ud til medlemmer – ofte til en fast rente på 10 procent. Et typisk udlån er på fire uger. Efterhånden som kvinderne betaler de lånte beløb plus renter tilbage, vokser beløbet i kassen – måske hjulpet på vej af bøder, som kvinderne pålægger de medlemmer, der ikke betaler tilbage til tiden, eller som måske bliver væk fra et møde uden en gyldig grund. Få grupper tager skrevne referater. Da de fleste kvinder er analfabeter, bliver referaterne husket og genfortalt. Hver uge afstemmes kassens indhold af gruppens kasserer, og pengene tælles af to kontrollører.

Bæredygtig model
Efter en periode vil de fleste grupper uddele en del af eller alle de opsparede midler til medlemmerne. Dette sker, når kvinderne har specielt behov for penge – før den islamiske helligdag Eid ul azar, når der skal købes såsæd, eller når der efter høst skal investeres i et passende fødevarelager. I en typisk gruppe kan kvinderne fordoble deres opsparinger I løbet af et år.

Forskellen på MMD og mange andre mikrofinans-projekter i fattige lande er, at der ikke bliver tilført penge udefra. Metoden stammer fra den traditionelle opsparingsform ‘tontine’, som mange kvinder i Niger kender. MMD-programmet er bæredygtigt, fordi de fleste grupper er uafhængige. Omkring 95 procent af de grupper, der er dannet med hjælp fra CARE fortsætter deres aktiviteter, efter de er ”udlært”. Ydermere er der andre selvstændige grupper, der er startet uden hjælp udefra. Metoden er enkel og let at kopiere, og CARE benytter sig i dag af lignende modeller i eksempelvis Mali og Zambia. Her hedder den samme model ”Village Savings and Loans” (VSL). Siden det første Mata Masu Dubara-projekt i 1991 har CARE hjulpet med at skabe 4.825 grupper med omkring 140.000 medlemmer i mere end 1.600 landsbyer i Niger. Samlet sparer disse grupper over to millioner dollars op om året.

Bibata Diofo hvis gruppe hedder ‘et langt liv’ forklarer: “Før vi gik med i grupperne, arbejdede vi hver for sig derhjemme. Hvis vi gik forbi hinanden på gaden sagde vi ikke goddag. Nogle gange vidste vi ikke engang, at vi var i familie med en anden kvinde, fordi vi ikke talte sammen. Vi gik meget sjældent til landsbymøder, og hvis vi gjorde, talte vi ikke. Vi talte ikke engang rigtigt med vores mænd, mest fordi vi ikke følte, at vi havde noget at bidrage med til husholdningen”.
“Det er som om, vores tanker er blevet vækket”, siger Bibata Diofo. ”Før følte jeg, at jeg ikke vidste noget – nu ved vi, hvordan man skal køre en gruppe og klare vores egen forretning. Der er en stærk følelse af solidaritet blandt gruppens kvinder, og vi støtter hinanden og arbejder virkelig sammen. Og når der er nogen, der har barnedåb eller bryllup, hjælper vi med at organisere festen.”

LÆS MERE

• Mata Masu Dubara
• CARE
• Niger