SENEGAL

Befolkningstal 2012: 13.730.000

Man ved ikke præcist hvor mange senegalesere der bor og arbejder uden for landet, men det anslås at det er omkring 5 % af befolkningen. Inden for det afrikanske kontinent er især Gambia, Mauretanien og Côte d’Ivoire (Elfenbenskysten) attraktive rejsemål for senegalesiske udvandrere. I Europa er størstedelen bosat i Frankrig, Italien og Spanien, men i de senere år er også USA og lande som Argentina blevet vigtige nye mål. Senegal er også selv et vigtigt immigrationsland, Verdensbanken anslår, at der bor ca. 210.000 indvandrere i Senegal, dvs. ca. 1,5 % af befolkningen.

Senegal har traditionelt set været et vigtigt mål for afrikansk migration. Hovedstaden, Dakar, var under kolonitiden det økonomiske og kulturelle centrum for Fransk Vestafrika - Afrique Occidentale Française - som føderationen af de franske kolonier i Vestafrika blev kaldt (1895-1958). Fransk Vestafrika bestod udover Senegal af Mauretanien, Mali, Øvre Volta (det nuværende Burkina Faso), Niger, Guinea, Côte d’Ivoire, Togo (efter 2. verdenskrig hvor Tyskland måtte afgive sine kolonier) og Dahomey (nuværende Benin). Kolonipolitikken skabte bl.a. samhandel og mobilitet i og mellem de forskellige lande. I Senegal satsede man på eksportafgrøder, hvilket satte gang i arbejdsmigration internt i Senegal. Bl.a. samarbejdede muslimske mystikere fra det senegalesiske sufi-broderskab (mouridernes marabouter) med den franske administration i udviklingen af det, der i dag kaldes ’jordnøddebassinet’- det vil sige området mellem Kaolack, Diourbel, Thies og Mbour. Jernbanen, som franskmændene opførte mellem Mali og Senegal, medførte en væsentlig forøgelse af handelen mellem disse to lande. Også migranter fra Mauretanien kom til Senegal for at handle. Senegalesisk migration til andre afrikanske lande var frem til uafhængigheden primært rettet mod Guinea, Mali og Guinea-Bissau

Arbejdsløsheden i Senegal er høj, og befolkningen er firedoblet siden uafhængigheden i 1960. Økonomien har været udsat for store udsving siden midten af 1970’erne. Fra dyb krise til en mere positiv økonomisk udvikling fra midten af 1990erne og frem til midten af 2005, hvor den udbredte fattigdom blev bragt ned. Men fra 2006 har olie og fødevarepriser og senere den globale økonomiske krise været med til at stoppe den positive udvikling. Senegals primære eksportprodukter er i dag fisk, jordnødder, bomuld og fosfat.

Som i mange andre afrikanske lande er befolkningen ung. Cirka halvdelen er under 18 år, og der kommer derfor hvert år mange nye hænder til, som ikke kan finde beskæftigelse på det stagnerende arbejdsmarked. I følge Verdensbanken levede 33,5 % af Senegals befolkning for under 1,25 US$ om dagen i 2012 og 60,4 % for under 2 US$ om dagen. Hele 74,4 % oplevede mangesidig fattigdom, dvs. at de ikke kun har lave indkomster men også havde mindre adgang til uddannelse og sundhed.
(se Fattigdom og ulighed).

Migration inden for Afrika efter uafhængigheden
I slutningen af 1960’erne blev Côte d’Ivoire og Gabon de vigtigste udvandringsmål, da disse landes økonomiske fremgang forårsagede en stor efterspørgsel på arbejdskraft. I starten af 1970erne rettede udvandringen sig mod de centralafrikanske lande Congo (DRC) og Cameroun på grund af diamantminerne. Men siden slutningen af 1970’erne har økonomisk kollaps i Gabon og Côte d’Ivoire og krig i Congo (DRC) mindsket den senegalesiske migration til disse lande.

Senegalesere bosat i Mauretanien blev i slutningen af 1980erne fordrevet pga. af interne stridigheder mellem den arabisktalende del af Mauretaniens befolkning og de etniske grupper knyttet til Senegal. Konflikten betød, at omkring 200.000 mennesker blev fordrevet mellem de to lande i 1989.

Siden uafhængigheden fra Frankrig i 1960 og frem til 1990’erne har Senegal fortsat været mål for især migranter fra Guinea og Guinea-Bissau. I dag befinder der sig også et relativt højt antal gambianere i landet. Derudover er Senegal også blevet et vigtigt transitland for migranter fra hele Vestafrika. Landets kyststrækning gør det oplagt at prøve at komme herfra til Europa over havet. Rejsen foregår ofte i små overfyldte fiskerbåde, og hvert år mister et ukendt antal migranter livet på vej til Europa. Det har forårsaget en opblomstring af en række organisationer, der prøver at stoppe og informere om den livsfarlige migration. Flere europæiske lande har sat informationskampagner i værk for at få migranterne til at genoverveje rejsen over havet. Dog er der intet, der tyder på, at disse kampagner har været effektive.

Migration uden for Afrika efter uafhængigheden De første senegalesere, der kom til Europa, benyttede den franske hær som springbræt til Frankrig. Efter endt militærtjeneste fandt mange arbejde i Marseille, der blev centrum for de senegalesiske migranter. I 1985 introducerede Frankrig dog visumregler for senegalesiske immigranter, hvilket medførte en stigende tendens til at søge mod andre rejsemål.

Italien blev frem til 1990’erne det foretrukne mål for senegalesiske emigranter. Landet legaliserede irregulære immigranter i 1990 og 1994, hvilket gav folk rettigheder og mulighed for familiesammenføring. Men i 2002 indførte den italienske regering imidlertid en stramning af immigrationslovgivningen, der har gjort det sværere for senegalesiske migranter at komme ind i landet legalt. Dette har betydet en nedgang i migrationen til Italien.

I starten af det nye årtusind tiltrak Spaniens bygge- og landbrugsindustri mange migranter fra Senegal. Fra omkring 2005 valgte mange at tage rejsen over havet til de Kanariske øer, men denne rute blev næsten lukket med indførelsen af øget europæisk grænsekontrol. I de seneste år er USA - især New York - også er blevet et populært mål. Senegalesiske migranter søger i dag også mod vækstøkonomier udenfor Europa og Nordamerika (se Nye rejsemål). .

Remitter er afgørende for landets økonomi og for de senegalesiske familier Som det er tilfældet i resten af regionen, er Senegal dybt afhængigt af de såkaldte remitter, dvs. de pengeoverførsler, som migranter og flygtninge sender tilbage til deres hjemlande. De officielle vurderinger fra FN anslår at remitter fra migranter uden for landet grænser udgør mere end 10 % af landets bruttonationalprodukt, BNP, og er det største finansielle indkomst for landet. Selv om der er store usikkerheder i den måde man måler remitter ,giver Tabel 1. en indikation på remitters afgørende rolle i den senegalesiske økonomi.

Tabel 1. Kapitalstrømme til (og fra) Senegal

Kilde: Human Development Report Senegal 2013 side 184.

Det anslås at mere end 70 procent af landets husstande har mindst ét familiemedlem i et andet land. Det er dog ikke alle migranter, der sender penge, men en undersøgelse peger på, at over en halv million familier modtager i gennemsnit ca. 1.650 kr. 8 gange om året. Det gør, at familierne kan fordoble deres opsparing i forhold til familier, der ikke modtager penge. Det er især migranter i Vesten, der har mulighed for at sende flest remitter tilbage.

Migrantfortællinger::
Constance
Abdou
Issa
Pauline

SE:
• TV-klip: Senegal’s life-or-death migration gamble

Havet Græder
Om fiskerne i Senegal der presses ud af erhvervet af fiskere fra EU.

LÆS MERE
• Wikipedia: Senegal

• OPHI: Senegal 2013

• World Bank: Senegal 2012

• Migration aspirations in Senegal