TRANSITZONER

Migranter, der ønsker at rejse til Europa, men som ikke har midlerne til at rejse direkte til deres mål med fly eller ikke har mulighed for at få visum, rejser gennem et eller flere lande. Nogle flyver til lande, der grænser op til Europa, f.eks. Tyrkiet, Libyen, Algeriet og Marokko, andre rejser over land gennem adskillige lande, hvor de opholder sig i kortere eller længere tid. Disse områder kaldes transitzoner. Men de er ikke kun midlertidige stop på rejsen, for mange migranter er de rejsemål i sig selv. For eksempel er både Libyen og Marokko på Nordafrikas kyst vigtige mål for arbejdsmigranter, og flere nordafrikanske lande modtager studerende fra en bred vifte af lande syd for Sahara.

Livet i transitzonen
De fleste migranter kommer til transitzonen på et turistvisum, som asylansøgere/flygtninge eller som irregulære migranter, hvilket ikke giver dem ret til at arbejde. I flere af landene har selv ikke flygtninge ret til at arbejde. Langt de fleste migranter er således henvist til at arbejde i den uformelle økonomi (arbejde sort), uden mulighed for at beskytte deres rettigheder som arbejdstagere, bl.a. i forhold til minimusløn, ordentlige arbejdsvilkår og opsigelsesvarsel. Resultatet er, at mange bliver underbetalt, bliver behandlet dårligt på arbejdspladsen og bliver fyret uretmæssigt. Det er også svært for migranter med en håndværkerbaggrund at få godkendt deres kvalifikationer og dermed tjene en bedre løn.

Begrænsede indtjeningsmuligheder gør, at migranter ofte bor i de mere nedslidte bydele, hvor boligmarkedet er ureguleret. Her blandes migranter fra lande syd for Sahara med fattige fra byzonen i en ikke altid gnidningsfri blanding, hvor vold, kriminalitet og racisme bliver en hverdagsforeteelse. At få kastet sten efter sig eller sine børn, blive kaldt øgenavne, betale mere i husleje end de lokale og skulle finde sig i at udlejeren blander sig i, hvem der kommer på besøg, gør integration svær, især hvis det heller ikke var ens ønske at bo i det pågældende land.

Migranter, der var på vej andre steder hen, strander med jævne mellemrum i transitzonen fordi rejseomkostningerne har været højere end forventet. Mange unge sportsfolk strander således i Nordafrika, når fodboldagenten eller mellemmanden ikke kan arrangere visum eller de lovede kontrakter til sine spillere. Unge sportsfolk – især fodboldspillere – prøver at komme til europæiske klubber, men hvis det ikke lykkes søger de i stigende grad til Mellemøsten og Asien. Det valg sker ofte i forbindelse med at være strandet i Nordafrika; de unge spillere og deres familier, som eventuelt sender penge til mellemmænd, visum og flybilletter, afsøger alle muligheder for at komme fri af strandingen.

Razziaer i bydele med mange migranter fra landene syd for Sahara, arrestation og udvisning sker med jævne mellemrum. Hvor internationale studerende og migranter med gyldigt visum går fri, bliver asylansøgere og flygtninge ikke anerkendt som legalt bosiddende i alle landene. Det er dermed ikke kun migranter uden gyldige papirer, der risikerer internering og udvisning. Her taler vi ikke om udvisning til hjemlandet men om udvisning til nabolandet, og i flere tilfælde om udvisning til en øde grænseovergang i ørkenen.

Grænsekontrol
Hvad enten migranter er i transit eller ej, præges deres liv af en omfattende grænsekontrol motiveret af transitzonelandenes samarbejdsaftaler med EU, ofte akkompagneret af særaftaler omkring indvandring, handel og udviklingsbisstand men også af en vis modstand mod at påtage sig økonomiske udgifter og sociale ansvar som følge af at være EU's dørvogter.

Menneskerettighedsorganisationer arbejder på at bringe hårdhændede og umenneskelige metoder i grænsekontrollen frem i lyset og få dem ændret. Human Rights Watch udgav en rapport i 2009, der beskyldte de libyske myndigheder for slavehandel, tæsk, tortur og voldtægter af migranter, og EU for at vende det blind øje til de libyske aktiviteter. Rapporten citerede vidnesbyrd fortalt af eritreiske og somaliske migranter. Efter urolighederne i 2011 gennemførte IOM (den Internationale Organisation for Migration) en række missioner i Libyen og fandt flere tusinde migranter fra landene syd for Sahara strandet i isolerede udvisningslejre. IOM anslog, at en lejr i den sydøstlige ørkenby Al-Kufrah havde huset op mod 15.000 internerede migranter under kummerlige vilkår. Human Rights Watch havde allerede dokumenteret, hvordan libyske myndigheder nogle gange satte migranter på lastbiler eller i containere, kørte dem ud i ørkenen og satte dem af uden vand og drikke.

Læger Uden Grænser har ligeledes dokumenteret, at sådanne ’ørkendumpninger’ har fundet sted i Marokko, hvilket begge steder resulterer i livstruende forhold for migranterne.
”Udviste migranter bliver nogle gange tvunget til at gå til fods til et andet land og bliver samtidigt behandlet på en inhuman eller nedsættende måde. Udvisningen kan ske midt om natten til områder hvor kriminelle bander huserer, udvisning til ørkenområder uden mad og drikke, og udvisning til minebelagte grænseområder”
(Kilde: The Global Detention Project)

FN’s Flygtningehøjkommissariat har stået for registrering af asylansøgere og anerkendelse af flygtninge i Marokko indtil for ganske nylig. I september 2013 nedsatte regeringen en flygtninge- og udlændingestyrelse under udenrigsministeriet og påbegyndte en overtagelse af asylprocessen og en godkendelse af irregulære migranter, der opfylder bestemte krav. Inden da levede asylansøgere og flygtninge med risikoen for at blive anholdt og forsøgt udvist, og Flygtningehøjkommissariatet har flere gange siden 2005 måttet sende busser til grænseposterne nær Oujda og Guelmin for at hente migranter under deres beskyttelse.

Refleksioner omkring transitmigration
Transitmigration referer til indvandring, der antages at være midlertidig. Det vil sige, at migranter kategoriseres som transitmigranter, fordi man tror, de har en intention om at rejse videre til Europa eller andre vestlige lande. Transitmigration bruges ofte som et synonym for irregulær migration.

Men bag retorikken omkring transitmigration ligger de reelle politiske magtforhold- Det er således vigtigt at forholde sig kritisk til, hvorfor Europas naboer ses som transitzoner og ikke som destinationer i sig selv. Libyen tiltrak således ufaglærte migranter fra bl.a. Vestafrika både som billig arbejdskraft og som en del af Gadaffis politiske Afrikastrategi. Lande som Tyrkiet og Marokko var en del af Europas gæstearbejderpolitik tilbage i 1970erne og har siden da haft en stor udvandring af arbejdskraft, der evt. erstattes med indvandret arbejdskraft.

Et andet spørgsmål drejer sig om, hvordan man definerer transit og indvandring i forhold til hvor lang tid en person opholder sig i landet, eller i forhold til de intentioner, man antager personen har. Ikke nok med at den enkelte migrant sjældent får mulighed for at give udtryk for sine ønsker, man kan heller ikke antage at disse ønsker forbliver de samme over et længere tidsrum. I transitzonerne kan der være politiske motiver bag at fastholde flertallet af migranter i kategorien ’transitmigranter’, fordi man så undgår at forholde sig åbent til integration og sociale rettigheder etc.

Migrantfortællinger
Pauline
John
Jerome

FILM:
• BAB SEPTA / Døren til Ceuta
Filmen beskriver livet på Mauretaniens kyst. Her er mange forskellige skæbner samlet. Nogle prøver at tjene penge ved at fiske eller sælge skrot fra de strandede skibe, andre drømmer om at komme til Europa. Men man kan også møde ’vismænd’, som godt ved, hvordan det hele hænger sammen.

• UNDER DEN SAMME HIMMEL
Filmen går helt tæt på mennesker, som brændende længes efter en ny tilværelse væk fra det afrikanske kontinent - en tilværelse i Europa. Den handler om værdighed, længsel og søgen.

LÆS MERE
• GADEM
Le groupe antiraciste de défense et d’accompagnement des étrangers et migrants.

• Læger uden Grænser i Marocco

• Blinded by security. Reflections on the hardening of migratory policies in central Sahara.
Brachet, J. (2010)
Oxford: International Migration Institute (IMI).

• Sahara transit: Times, spaces, people.
Bredeloup, S. (2012)
Population, Space and Place 18(4): 457-467.

• Developing dynamic categorisations of transit migration.
Collyer, M. and H. de Haas (2012)
Population, Space and Place 18(4): 468-481.

• Transit migration. The missing link between emigration and settlement.
Papadopoulou-Kourkoula, A. (2008)
Basingstoke and New York: Palgrave Macmillan.

Information om transitlandene:
• Mauretanien
• Marokko
• Algeriet
• Tunesien
• Libyen
• Egypten