KOJO

JEG KØBTE ET LANDKORT OVER AFRIKA OG TOG AF STED

En pioner-migrant
Min rejsehistorie startede ved min farmors begravelse. Hun boede i en landsby i nærheden, hvor jeg havde nogle gode venner men til hendes begravelse lagde jeg mærke til at de ikke var der. De andre fortalte mig de var taget til Libyen for at tjene penge. Det gjorde mig nysgerrig. Efter begravelsen købte jeg et landkort over Afrika og fandt Libyen på kortet. Der vil jeg også hen, tænkte jeg. Så jeg tog hen for at tale med min far. Min far var landmand og jeg arbejdede på hans gård for at hjælpe med at forsørge mine yngre søskende. ’Far’, sagde jeg, ’jeg arbejder altid men har aldrig nogen penge. Jeg vil gerne tage til Libyen og få et job’. ’Hvorhenne?’, spurgte han. ’Til Libyen’, gentog jeg og viste ham, hvor Libyen ligger på landkortet.

Min far gav mig lov til at rejse, så jeg sparede penge sammen til rejsen og tog af sted. Han hjalp mig også med lidt penge. Jeg forlod min landsby den 17. november 1988. Jeg havde landkortet i min taske, og hver gang jeg kom til et nyt sted, tjekkede jeg hvor langt jeg var nået. Først rejste jeg alene, men i Bamako (Mali) mødte jeg fire andre mænd, som skulle samme vej: To fra Senegal, en fra Gambia og en fra Guinea Conakry. Vi rejste gennem Algeriet for at komme til Libyen. Det hele tog lidt over en måned.

Fra Libyen til Canada til Ghana
Da jeg var kommet ind til Libyen, tog jeg til Benghazi, for jeg vidste, at jeg ville kunne finde andre ghanesere der. Jeg fandt arbejde og tjente penge. Efter et halvt års tid kom en af mine brødre også. Jeg havde skrevet et brev til min familie, så han og flere andre unge mænd fra landbyen startede med at tage til Libyen. En dag fortalte min bror mig, at han ville tage tilbage til Ghana. Jeg blev meget overrasket. ‘Hvorfor og hvad vil du leve af der?’, spurgte jeg. Men han var ikke glad for livet i Libyen, så jeg besluttede at hjælpe ham med at komme til Europa i stedet for. Han tog til England, hvor han stadigvæk bor. På det tidspunkt var det meget svært at sende penge hjem fra Libyen; der var ikke Western Union eller noget i den stil. Du kunne skjule pengene i et kassebånd eller i et brev, og så sende det med posten, men hvis nogen fandt ud af det, kunne pengene let blive stjålet. Så jeg tænkte, at det var bedre at min bror tog til Europa, end at jeg skulle forsørge ham i Ghana og hele tiden sende penge til ham.

Efter et års tid fortalte jeg min bror, at jeg gerne ville rejse til Japan eller Canada. Først prøvede jeg at komme til Japan via Tunesien, men det lykkedes ikke. Så besluttede jeg mig for Canada, og min bror i England hjalp mig med penge. Først tog jeg til Schweiz og derfra til Montreal i Canada. Jeg boede der i to et halvt år, men jeg arbejdede kun de sidste fem måneder. Jeg havde ikke arbejds- eller opholdstilladelse, så jeg blev udvist tilbage til Ghana. Det var i 1994.

Jeg tror stadig på fremtiden
Livet i Ghana er meget hårdt, så jeg ville gerne rejse igen. Jeg tog til Liberia i 1996. Der var stadig borgerkrig i landet, så jeg tog videre til Sierra Leone. Der var også krig der, men jeg fandt arbejde som chauffør. Men alting var dyrt på grund af krigen, så jeg besluttede mig for at tage tilbage til Ghana. Min bror i England og jeg havde også snakket om at starte en lille forretning sammen i Ghana. Men det blev ikke til noget. Jeg var meget skuffet men kunne ikke gøre noget. Så jeg blev landmand igen. I 2003 tog jeg endnu en gang til Libyen. Denne gang arbejdede jeg for et stort firma i Gadaffis hjemby. Nogle gange fik jeg kun udbetalt løn hvert halve år. Da krigen brød ud i 2011 havde jeg ikke fået løn i fem måneder. Men der var ikke noget at gøre. Man har kun ét liv, så jeg tog tilbage til Ghana uden mine penge. Jeg havde bare mit tøj og mine sko.

Jeg har brugt de penge jeg har tjent undervejs til at betale for mine børns uddannelse og starte min egen gård her i Ghana. Det har altid været min drøm at have en hønsefarm; det var min plan fra starten af – selvom det ikke er lykkedes endnu. Den store udfordring her i Ghana er, at alting koster penge. Hvis bare jeg havde penge, kunne jeg starte noget stort. Men jeg har ikke givet op endnu! Min kone støtter mig altid, og gudskelov har jeg mit gode helbred. Jeg går i kirke hver dag og beder Gud om styrke. Inderst inde tror jeg på, at alt nok skal blive godt en dag.



Kojo blev født i Ghana i 1956. Han tog til Libyen som den første mand fra landsbyen i 1988. På det tidspunkt var han 32 år gammel og havde arbejdet i forældrenes landbrug for at hjælpe med at forsørge sine ni yngre søskende. Siden da har han migreret til adskillige afrikanske lande og har også boet i Canada. Nu er Kojo tilbage i landsbyen, hvor han bor i sin brors hus sammen med sin kone. Han har to børn og tre børnebørn.
Hans historie fortæller om eventyrlyst, og hvordan familiemedlemmer hjælper hinanden uafhæng af tid og sted.