MIGRANTERNE I ITALIEN

Mellem januar og november 2013 ankom ca. 35.000 migranter til Italiens kyster. Mange af migranterne er på flugt fra konflikter i Syrien, Eritrea og Somalia, og 73 % af dem opfyldte de juridiske kriterier for asyl. En stor del af migranterne ankom til øen Lampedusa, der ligger i Middelhavet godt 200 km fra Sicilien og kun 160 km fra Libyen. Øens ca. 6000 indbyggere har i de seneste år modtaget tusindevis af migranter og bådflygtninge.

De afrikanske immigranter, der overlever den farefulde færd over Middelhavet, risikerede indtil for nyligt at blive sendt retur, når de nåede til Italien. I 2008 trådte en kontroversiel venskabspagt (se EU Nabolande) mellem Libyen og Italien i kraft. Daværende premierminister Silvio Berlusconi og Libyens tidligere leder Muhammed Gadaffis lavede en aftale der bl.a. betød, at Libyen - et transitland for 80 % af den ulovlige indvandring over Middelhavet - tillod italienske flådeskibe at patruljere i libysk farvand. Samtidig fik Italien mulighed for at kunne sende afviste migranter tilbage til Libyen - et land, der ikke har underskrevet FN’s

Flygtningekonvention
Aftalen brød sammen, da internationale styrker indledte flyangreb mod Libyen i 2011. Efterfølgende har de arabiske revolter skabt en fornyet strøm af flygtninge, og Italien har nu prøvet at indgå tilsvarende aftaler med Tunesien, Egypten og Libyen - måske ud fra den tanke, at så længe migranterne og flygtninge er udenfor europæisk territorium, så gælder Europas menneskerettighedsforpligtelser ikke. En logik den Europæiske Menneske-rettighedsdomstol i 2012 tog skarpt afstand fra, da den fastlog, at alle migranter der kommer til Europa skal have muligheden for at søge asyl. Med andre ord, samarbejdsaftaler eller ej: EU kan ikke frasige sig ansvaret ved at sende migranterne tilbage til lande udenfor EU.

Mange illegale immigranter
Ligesom andre lande ved Europas grænse i Syd har Italien i en årrække været modtager af migranter med og uden gyldige papirer. De kommer først og fremmest fra Nord- og Vestafrika, Mellemøsten, Tyrkiet og Rusland, men også fra fjernereliggende asiatiske lande. Det uformelle arbejdsmarked spiller en vigtig rolle i Italiens økonomi og vurderes til at udgøre 28 % af landets GDP. Det store uformelle arbejdsmarked har brug for og skaber beskæftigelse for migranter, der er villige til at arbejde under tvivlsomme arbejdsforhold til en meget lille løn. Migranterne i Italien er således hovedsagelig beskæftiget indenfor husholdning, gadesalg, landbrug og byggeri. Det er lavstatusjobs med hårde arbejdsforhold, overarbejde og nattevagter, og på den måde udgør de en ny underklasse.

Fremmedfjendtlighed i Italien
Italienernes forhold til migranterne har ændret sig gennem årerne. I 1980erne og begyndelsen af 1990erne var italienerne positivt indstillet over for indvandring. Efter drabet på en politisk flygtning i slutningen af 1980erne, blev der således arrangeret en demonstration i Rom for at sætte fokus på migranternes mangelfulde sociale og civile rettigheder. Demonstrationen tiltrak mere end 200.000 deltagere.

I løbet af 1990erne vendte stemningen dog gradvist, og der udviklede sig en større frygt og mistro over for migranter. Medierne bidrog til dette ved at tegne et billede af et Italien, der blev oversvømmet af migranter fra udviklingslandene og ved at forbinde den illegale migration med internationalt organiseret kriminalitet. F.eks. var fremmedfjendtligheden et klart tema i den tidligere premierminister Silvio Berlusconi valgkamp i 2008. Med fokus på Italiens sikkerhed blev de irregulære immigranter udråbt til at være en stor trussel for det italienske samfund og blev af flere medier fremstillet som ansvarlige for overfald og mord på italienere. Berlusconi sørgede kort tid efter valgsejren for at stramme migrationslovgivningen på en sådan måde, at irregulær status blev sidestillet med kriminalitet.

Italiens immigrationspolitik
Indtil 1980erne var det italienerne selv, der migrerede til Nordeuropa og USA, men med 1980ernes positive økonomiske udvikling begyndte strømmen at gå den anden vej. Først i 1986 fik Italien sin første migrationslov.

Den næste omfattende migrationslov blev vedtaget i 1998 og bar præg af EU’s pres for strengere kontrol med irregulære migranter og en voksende frygt for migration. Samtidig måtte regeringen tage hensyn til sine støttepartier, der i højere grad var solidariske med migranterne og deres sag. Resultatet blev en lov, der regulerede migranternes rettigheder og forpligtelser (arbejdsbetingelser, familiesammenføring, integration), og fokuserede på at integrere de migranter, der allerede var i landet. Loven skulle forebygge irregulær migration og fastsatte kvoter for, hvor mange migranter landet ville modtage hvert år.

Med en centrum-højre-regering fra 2001 blev migrationsloven strammet, indtil centrum-venstre-regeringen, der blev valgt i 2005, forsøgte at lempe reglerne med en migrationsvenlig reform, som blandt andet skulle halvere tiden for at opnå statsborgerskab fra ti til fem år. Reformen blev dog aldrig vedtaget. I 2008 kom Berlusconi igen til magten og satte straks fokus på en stramning af migrationspolitikken. I sommeren 2008 blev der erklæret undtagelsestilstand i flere større byer, og regeringen satte soldater ind for at stoppe den kriminalitet, som man hævdede skyldtes irregulære migranter.

Gennem Berlusconis regeringsperioder blev der altså slået hårdt ned på migranter uden gyldige papirer og irregulær migration blev kriminaliseret. Det er således strafbart at rejse ind i Italien uden gyldige dokumenter. Er papirerne ikke i orden, vanker der en bøde på op mod €10.000 (75.000 kr) og efterfølgende udvisning. Samtidig er den tid, irregulære indvandrere kan tilbageholdes, øget til seks måneder. Berlusconi åbnede også op for etablering af ubevæbnede borgerværn, som skulle hjælpe politi og militær med at bekæmpe kriminalitet i forbindelse med indvandring. Disse borgerværn blev dog kritiseret af oppositionen. Ligeledes fremhævede den katolske kirke, at den stramme lovgivning måske vil afskrække irregulære indvandrere fra at søge lægehjælp og fra at sende deres børn i skole.

Men samtidigt med disse stramninger har Italien også hårdt brug for hænder især inden for pleje- og omsorgssektoren på grund af en aldrende befolkning. Med 3-4 års mellemrum er der derfor gennemført ’legaliseringsrunder’, hvor grupper af afviste irregulære migranter har kunnet legalisere deres status. I efteråret 2009 fik over 300.000 barnepiger og husassistenter således mulighed for at søge om opholdstilladelse – og dermed være med til at dække et stort behov for billig arbejdskraft.

I 2012 indførte Italien et nyt pointsystem. Alle der søger om opholdstilladelse for mere end et år skal underskrive en integrationskontrakt, hvor de forpligter sig på at få et basalt kendskab til det italienske sprog og medborgerskabsprincipper. Igennem forskellige kurser optjener migranten point og kun når migranten har nok point er det muligt at få opholdstilladelsen forlænget. For at kunne kvalificere sig til en flerårig opholdstilladelse skal migranterne først bestå en sprogprøve. I 2011 bestod 70 % af dem der gik op til prøven.

TV klip:
• Italy - One-Way Ticket
to Europe


• The Pope in Lampedusa

LÆS MERE
• Lampedusa migrant crisis

• Lampedusa - hvorfor tolererer Europa den våde grav?

• Lampedusa: Only the dead can stay

• Italy Is Not Just Racist, It’s Anti-Black

• Darkness Before Daybreak. African migrants living on the margins in southern Italy today.
Hans Lucht
University of California Press, ISBN: 9780520270732.