MIGRANTERNE I FRANKRIG

43 % af Frankrigs immigranter kommer fra afrikanske lande, hvoraf hoveddelen (30 %) kommer fra Maghreb-landene (Algeriet, Marokko og Tunesien), mens de resterende 13 % kommer fra andre afrikanske lande. Derudover ankommer der hvert år mange asylansøgere til Frankrig. Alene i 2011 søgte 70.000 mennesker om asyl og 10.500 fik samme år tilsagn om ophold efter Flygtningekonventionen.

De nord- og vestafrikanske lande er alle tidligere franske kolonier, dvs. lande som har historiske bånd til Frankrig. I perioden efter 2. verdenskrig havde immigranter fra kolonierne næsten fri passage til Frankrig. Algerierne kunne således frit rejse til Frankrig fra 1947 indtil uafhængigheden i 1962, hvorefter reglerne blev skærpet. Indvandrere fra andre tidligere franske kolonier, som Tunesien og Marokko, havde også særlig adgang indtil midten af 1970erne. Immigrationen fortsatte dog også efter at reglerne blev strammet, og i løbet af 1970erne begyndte der også at komme en del migranter fra de vestafrikanske lande og lande syd for Sahara.

Antallet af migranter fra lande syd for Sahara, der ankom lovligt til Frankrig, var i 1960’erne på 13.000 om året, mens nyere tal indikerer, at der ankom op imod 100.000 årligt i starten af dette årtusinde. Selvom det lyder af mange, udgør afrikanske migranter kun knap en procent af den samlede franske befolkning. I 60erne var det bl.a. jobs i bilindustrien, der tiltrak afrikanske migranter, men i 1970erne stoppede Frankrig arbejdsmigrationen, ligesom en række andre europæiske lande,. Det fik dog ikke antallet af migranter til at falde. Derimod blev mange af dem, der allerede var i Frankrig, boende og benyttede sig af retten til familiesammenføring, hvilket stadigvæk er en udbredt migrationsvej til Europa.

Integrationsproblematikker i Frankrig
I takt med at migranterne er blevet mere og mere synlige i det franske gadebillede, er nationalismen taget til, selvom problematikkerne ikke er nye. Allerede i 1972 blev Frankrigs første anti-racismelovgivning vedtaget, bl.a. på baggrund af racisme over for især den algierske og muslimske befolkning. En undersøgelse fra 2011 har vist, at omkring 50 % af franskmændene i dag mener, at der er for mange indvandrere i Frankrig. Denne nationalisme - og modstand mod de ’fremmede’ - har medført, at der er oprettet et særligt ministerium, der udover integration også skal tage sig af forhold vedrørende ’national identitet’.

Frankrig er kendetegnet ved at være et verdsligt samfund med religionsfrihed, men en voksende uvilje mod Islam har medført, at der i 2004 blev vedtaget en lov, der forbyder, at man bærer religiøse symboler i offentlige institutioner. Dertil kommer, at det i 2010 blev forbudt at bære heldækkende slør (også kaldet niqab og burka) i det offentlige rum. Man understreger med 2004-loven således den principielle adskillelse mellem religion og samfund og argumenterer med, at loven også rammer katolikker, men den primære hensigt menes at være at begrænse udbredelsen af muslimske symboler i form af tørklæder m.v. i det offentlige rum, hvilket loven fra 2010 også signalerer.

Den øgede nationalisme er også en af de vigtigste grunde til, at immigrationslovgivningen er blevet strammet. Det var således især den tidligere præsident Sarkozys løfter om at slå ned på den irregulære immigration, der bragte ham til magten i 2007. Også partiet Le Front Nationale, som befinder sig på den yderste højrefløj, gik frem ved samme valg på grund af en valgkamp, der blev ført på bekæmpelse af kriminalitet og immigration.

At netop debatten omkring udlændinge fik så stor en rolle i valgkampen, skyldtes især uroligheder, der opstod i de parisiske forstæder i 2005. Optøjerne blev udløst af et sammenstød mellem politi og seks unge drenge fra Nordafrika. Politiet jagtede de unge, som de mistænkte for at være i færd med at begå indbrud. To af drengene på kun 15 og 17 år tog tilflugt i en transformerstation, hvor de blev dræbt af elektrisk stød. De unge i forstæderne var overbeviste om, at politiet bevidst havde drevet drengene i døden, og de følgende tre uger fulgte der ildspåsættelser af op mod 10.000 biler og offentlige bygninger. Det førte ligeledes til voldsomme sammenstød og slagsmål mellem politi og de unge nat efter nat i de kommende uger.

Ifølge forfatteren, Luc Bronner, der har skrevet om såkaldte ’ghettoer’ i Frankrig, er optøjerne de unges reaktion på utilfredshed med flere ting i samfundet. Han peger bl.a. på den store ungdomsarbejdsløshed (op mod 40 % i nogle områder) og isolation af boligområderne, som kan ses ved en ringe adgang til offentlig transport til og fra storbyen og ud til de sociale boligbyggerier. Men det skyldes også, at de unge føler sig diskrimineret i skolesystemet på baggrund af deres anden etniske oprindelse. Luc Bronner mener ikke, at forholdene i forstæderne har ændret sig, selvom den tidligere præsident Sarkozy gik til valg på netop kampen mod de unge i boligområderne, som han i valgkampen omtalte som ’rakkerpak’. Tværtimod mener forfatteren, at tilstanden er blevet værre for de unge med den øgede arbejdsløshed skabt af den økonomiske krise, og der finder da også stadig bilafbrændinger og andre optøjer sted i de parisiske forstæder hver dag – dog i meget mindre skala end i de berygtede tre uger i efteråret 2005.

Skiftende immigrationspolitik
Debatten i Frankrig omkring den illegale immigration har ændret sig i takt med Frankrigs skiftende regeringer.
Under premierminister Lionel Jospins socialdemokratiske regering blev der foretaget en stor legaliseringsrunde i slutningen af 1990’erne, hvor mange illegale immigranter opnåede franske identitetspapirer bl.a. med den begrundelse, at Frankrig havde brug for ekstra arbejdskraft. Man indførte den såkaldte tiårs-regel: migranter, som kunne bevise at have opholdt sig i Frankrig i mindst ti år, kunne blive legaliseret. I praksis var dette dog ofte svært, idet irregulære immigranter sjældent var i besiddelse af ’officielle’ beviser på at have opholdt sig i Frankrig. Denne regel blev ophævet med en lovændring i 2006. Samtidig blev der vedtaget et mål om årligt at udvise flere tusinde irregulære immigranter til deres oprindelseslande. I 2007 blev der således udvist 26.000 migranter, mens tal fra OECD viser, at 17.000 udvisninger blev gennemført i 2011.

Med afskaffelsen af tiårs-reglen har man reelt skrevet de irregulære migranter ud af loven, hvorfor der nu ikke længere findes en generel lovgivning for, hvordan irregulære migranter skal behandles. Loven lægger i stedet op til at vurdere de irregulære migranter på baggrund af enkeltsager, Det indebærer, at en migrant kan få opholdstilladelse, hvis han/hun ”på baggrund af sine kompetencer og talenter er i stand til på en varig og betydningsfuld måde at bidrage til Frankrigs økonomiske udvikling og berømmelse i verden" (citat fra lovteksten).
Endvidere kan migranter få opholdstilladelse, hvis de varetager arbejde inden for sektorer, hvor Frankrig mangler arbejdskraft (typisk byggebranchen og sæsonarbejde inden for landbrug). Loven opererer også med særregler for irregulære immigrantfamilier med børn i skolealderen. Disse familier kan få opholdstilladelse, hvis de lever op til særlige kriterier, bl.a. at familiens børn skal være født i Frankrig eller have levet i landet i mindst 13 år samt ikke have nogen tilknytning til deres hjemland. Desuden skal familien være velintegreret, hvilket vurderes ud fra parametre som graden af franskkundskaber, uddannelse og eventuel kriminalitet. Den tidligere højreorienterede regering i Fankrig, som ikke længere er ved magten, nåede kort inden valget i 2012 at stramme udlændingeloven yderligere, som følge af en immigrations-, integration- and nationalitetslov (LIIN). I denne lov står der bl.a., at det skal være nemmere at udvise udokumenterede (irregulære) migranter. Den nye regering med den socialistiske præsident François Hollande i spidsen har angiveligt planer om i sin valgperiode at ville lempe på den stramme udlændingepolitik som blev ført af tidligere præsident Sarkozy.

Fransk kritik af loven
Der har været meget kritik af de seneste års stramninger. I 2007 ønskede integrationsministeren at gøre det lovligt at lave statistikker baseret på etnisk tilhørsforhold, men paragraffen blev fjernet, da forslaget blev erklæret anti-konstitutionelt. Også afskaffelsen af 10-års reglen har medført stor kritik i Frankrig. En række politikere fra venstrefløjen bragte dele af loven til forfatningsdomstolen, idet de mente, at særligt afskaffelsen af 10-års reglen var forfatningsstridig. Domstolen slog dog fast, at dette ikke var tilfældet.

Også blandt den franske befolkning er der modstand mod lovgivningen. Mange organisationer og aktivistnetværk søger at assistere de papirløse med at omgå lovgivningen. I gadebilledet er der med jævne mellemrum forskellige former for events og demonstrationer – bl.a. i lufthavnene ved konkrete udvisninger. Hensigten er at sætte fokus på de inhumane aspekter af lovgivningen, som aktivisterne finder svært forenelige med landets værdier og menneskerettighederne. Aviserne Le Monde og Libération bruger desuden meget spalteplads på at debattere og med en kritisk vinkel at sætte fokus den hårde linje i udlændingepolitikken.

LÆS MERE
• Focus migration

• New french immigration initiatives (2012)

• Ghettoen skriger, men ingen svarer (2010)

• Uden papirer, uden rettigheder, udslettet af loven

• Les philosophes, les sans-papiers et l'aéronef
(Libération)

Franske organisationer
der arbejder for immigranters rettigheder:

• RESF
• GISTI