TRÆERNES BETYDNING

Hver dag mister verden 20.000 hektar skov. Hver time forsvinder 835 hektar skov, hvilket er et areal svarende til 1140 fodboldbaner.

Skovene har uvurderlig betydning for den menneskelige udvikling – både miljømæssigt, økonomisk og socialt. Millioner af mennesker har skoven som levegrundlag, og skovene bidrager direkte til økonomierne i mange lande. Også i forhold til klimaet er skovene en uvurderlig ressource. Verdens skove er enorme lagre af jordbaseret kulstof. Fjerner man skove frigøres der drivhusgasser, som forårsager klimaforandringer. Samtidig bliver jorden sårbar for yderligere forringelser.

Kenya er et af de lande i verden, hvor miljø og dermed mennesker er mest påvirket af skovhugst. Når Kenyas skove forsvinder, eroderer jorden, og regnfaldsmønstre ændres. Det meste nedbør i landet er samlet i Kenyas ”5 vandtårne” – udstrakte skovområder, der traditionelt har haft afgørende betydning for nedbør og vandforhold. Den omfattende skovning i et af områderne, Mau Forest Complex har konsekvenser, der rækker langt ud over Kenyas grænser. På satellitkort og Google Earth kan man tydeligt se forandringer i vegetationen gennem 35 år.

Omvendt betyder skovrejsning, at merekulstof bindes, og at der bliver en naturlig stødpude mod ørkendannelse og andre miljøproblemer, der ellers vil være en konsekvens af det skiftende klima. Skovene har stor betydning for de mennesker, som lever af skoven. De kommer i klemme, både når de fortrænges fra skoven, fordi den skal beskyttes mod menneskers forbrug – og når deres oprindelige levegrundlag ændres, som konsekvens af ørkendannelse.

Konsekvenserne af afskovning og tørke er dog ikke begrænset til befolkningsgrupper, der er direkte afhængige af skov og landbrug. Når eksportafgrøder som te rammes, er det hele Kenyas økonomi, det går ud over. FN forudsiger, at ørkenspredningen vil ramme en femtedel af menneskeheden – hvis ikke der gøres noget og har derfor iværksat en 10 år lang kampagne mod ørkenspredning.

LÆS MERE

• På globalt plan bliver 12-20 % af drivhusgasserne udledt som følge af skovrydning. Dette skyldes, at skovrydning primært foregår ved afbrænding, hvorved gigantiske mængder af CO2 udledes i atmosfæren.

• Supplerende undervisningsmateriale fra Verdens Skove om regnskoven

• Vital Forest Graphics med tal, grafer og tekst udgivet af FNs Miljøprogram, FNs landbrugsorganisation og FNs Forum for skov.