NOMADER

I det nordlige Kenya har klimaforandringer og befolkningstilvækst betydet, at træerne er væk, og mængden vand er så begrænset, at nomaderne kæmper om det. Mennesker dør i kampe om det sparsomme vand.

Af Hanne Tornager

Den røde jord er krakeleret, floderne er tørret ud, og vinden pisker løst sand hen over de flade vidder. Græsduskene er gule og sparsomme, og afstanden mellem træerne er store. Landskabet i det nordlige Kenya er barskt. Sådan har det dog ikke altid været. Elema Bashuna på 25 år er fra Marsabit i det nordlige Kenya og har ofte hørt sine bedsteforældre fortælle om dengang, familiens kvægflokke græssede på frodige græsarealer. I solens hede midt på dagen kunne de varme dyr finde køligere luft i skyggerne under træerne, både de enkeltstående træer, men også inde i skovene.

Området har traditionelt været befolket af nomader, som bevæger sig over store arealer med deres kvægflokke. Nomaderne etablerer midlertidige bosteder og lader deres kvæg græsse i et område, indtil græsset er spist ned. Så flytter de et nyt sted hen og etablerer et nyt bosted. I Isolo, Marsabit og Samburu snakker de ikke om de fremtidige trusler mod naturen. De lever med store forandringer i naturen og klimaet hver dag lige nu. Det koster både menneske- og dyreliv.

Ond spiral
I dag er det nordlige Kenya inde i en katastrofal udvikling. Den følsomme balance i den skrøbeligt halvtørre natur er brudt. De gamle træer er væk, og de unge træer når ikke at blive store, før de bliver fældet. Det betyder, at der ikke er rødder fra træerne til at holde på vandet, når det endelig regner.

Kvaliteten af græsarealerne daler væsentligt, fordi græsset ikke får tilstrækkeligt med vand. Det betyder, at nomadefolkene bosætter sig kortere tid hvert sted. Hver gang bliver der fældet træer. Når en gruppe slår sig ned på en ny boplads, skærer den træ af til at danne en tjørnekrans af akacier om bostedet for at holde de vilde dyr ude fra bopladsen. Jo dårligere græsset er, jo oftere flytter nomaderne, og jo oftere skærer de træ ned til at lave nye bopladser.

I dag er jorden så udpint, at det er svært at plante træer. Elema Bashuna fortæller om et træplantningsprojekt, som hans stamme tog del i. De plantede en række træer, gav dem rigeligt af det sparsomme vand, men efter få dage var alle træerne døde. De formodede bagefter, at de havde brugt en træsort, der ikke længere kunne gro i området.

Kamp om græs og vand
Befolkningstilvæksten er vokset. Kvægflokkene er blevet større, og kvaliteten af græsarealerne er blevet ringere. Regnfaldet var i perioden 2006-09 væsentligt lavere end normalt, og man havde lange perioder med tørke i området. Uden træer fordamper vandet eller forsvinder i en rivende flod, når det endelig regner. Det betyder, at man skal grave dybere brønde for at nå ned til vandet. Det koster flere penge, og langt fra alle har ressourcer til at grave brøndene dybe nok. Derfor vil flere mennesker bruge de samme brønde.

Kampene om adgang til vand er blevet voldsomme. Hvis kvæget ikke får vand, dør det, og dermed forsvinder nomadernes livsgrundlag. Så der er intet at tabe i kampen om brøndene. I 2009 dukkede større mængder håndvåben op i området, og der var voldsomme kampe om adgang til græsarealer og vand. Flere gange kostede det menneskeliv. Nomaderne har traditionelt kæmpet om det bedste græs, men der var altid det næstbedste græs, som taberen kunne søge hen til. I dag er det næstbedste måske ørken, og dyrene dør.

Følsom problematik
”Nomaderne mener, at træerne er plantet af Gud”, fortæller Frederic Njau. Han er koordinator i Kenya Forest Working Group (KFWG), som er en sammenslutning af organisationer, der arbejder for at bevare og styrke skovdriften i Kenya. KFWG samarbejder med den lokale befolkning i det nordlige område om at plante og passe på træerne.

Frederic Njau arbejder til dagligt med nomaderne og fortæller, at fordi nomaderne flytter fra område til område, har de ikke en følelse af ejerskab eller tilknytning til et lokalt område. Det betyder, at det er en udfordring at involvere befolkningen i langsigtede strategier for at plante træer. Dertil kommer, at de ikke har en traditionel viden om, hvilke træer der kan plantes, og hvordan de skal plejes med det resultat, at alt for mange af de foregående træplantnings-projekter er slået fejl.

Arbejdet kompliceres yderligere af, at det største slid på græs og træer kommer fra de voksende kvægflokke, og derfor opfordrer KFWG nomaderne til at skære ned på bestanden. Men det er et følsomt område, da en mands status og rigdom traditionelt er afhængig af størrelsen på hans kvægflok.

To skridt frem og et tilbage
Det er nødvendigt at præsentere nomaderne for alternative indtægter til kvæget. Der er ikke mange oplagte muligheder. Turisthotellerne skaber arbejdspladser i området, men de ansætter sjældent nomader. Generelt mener nomaderne ikke, at de har haft gavn af turisternes tilstedeværelse, og indtægter fra turismen ryger ofte ud af landet og i hvert fald ud af lokalområdet.

Elema Bahsua fortæller, at de ældste i hans landsby har forbudt alle at fælde træer. Og der vanker bøder i størrelsesordenen 2.500 shillings, svarende til ca. 180 kroner, for at gøre det. Siden den regel er blevet indført sidste år, er der ikke blevet fældet træer.

LÆS MERE

• Ekstremt vejr
• Danida: Om tørken og dens konsekvenser i Kenya (2009)

Nomadefolk:
Af Kenyas mere end 70 forskellige stammer er der flere nomadefolk. De mest berømte er masai-folket, men der er også andre – eksempelvis samburu- og turkana-folk. Traditionelt har de været betegnet som frygtede krigere, men der er også eksempler på, hvordan to forskellige folk forsones og lever side om side.

Langvarig og dræbende varme:
Afrika – og ikke mindst Kenya bliver varmere og varmere. Maksimum-temperaturerne i Kenyas Rift Valley og på de nordlige kyster er steget med mere end fem grader i de seneste 20-40 år. I det nordlige Kenya havde 3,8 millioner mennesker i 2009 behov for fødevarehjælp.

Malaria:
Tidligere kendte man næsten ikke til malaria i det kenyanske højland, fordi vejret var for koldt for malariamyggene. I dag er malaria en stor sundhedsrisiko også i højlandet. Eksperter frygter, at konflikter om kvæg, vand og jord bare er begyndelsen på klimadrevet vold i Kenya. Ifølge FN døde mindst 400 mennesker i det nordlige Kenya i 2009.