KENYA EFTER 2002

Valget i 2002 gjorde op med 24 års KANU-styre, men euforien over at være sluppet af med Daniel arap Mois undertrykkende styre lagde sig hurtigt. Også den ny regering under præsident Mwai Kibaki er blevet kritiseret for korruption og for ikke at bremse volden efter valget i 2007.

Valget i december 2002 blev vundet af den nationale regnbuekoalition med præsident Mwai Kibaki i spidsen og bragte 24 års KANU-styre til ophør. Den nye regering udtrykte vilje til reformer og forandring, og med perspektiverne for en positiv politisk, økonomisk og social udvikling i Kenya var vejen banet for et tættere samarbejde med det internationale samfund – herunder Danmark.

I sin første regering forsøgte Kibaki at finde en balance mellem de forskellige etniske grupper og regeringsalliancens to store blokke, hans eget Kenyas Nationale Allianceparti, NAK og Raila Odingas Liberaldemokratiske Parti LDP. Det viste sig dog hurtigt, at der var modsætninger mellem de to blokke – specielt hvad angik forfatningsændringer, hvor Kibaki og NAK ønskede, at magten primært skulle ligge hos præsidenten, men LDP ville have større magt til parlamentet.

Ved en folkeafstemning den 21. november 2005 afviste et flertal på 57 procent af vælgerne regeringens udkast til en ny forfatning. Det var et stort nederlag for præsident Kibaki, der kort efter omdannede sin regering og slap af med personer, der havde stemt mod forfatnings-forslaget.

Koalitionsregeringen var skrøbelig. Den var totalt domineret af Kibakis kikuyu-stamme, og den blev skæmmet af korruptionsskandaler, der igen fik det internationale samfund til at være tilbageholdende med lån og bistand. En ny forfatning blev først vedtaget i 2010.

Valget i 2007 startede en voldsbølge
Valget d. 27. december 2007 blev begyndelsen på den værste politiske krise i 25 år. Valgresultatet viste et meget tæt løb mellem den siddende præsident Mwai Kibaki fra PNU og Raila Odinga fra ODM med Kalonzo Musyoka fra ODM-K på en tredjeplads. Selve valghandlingen d. 27. december 2007 foregik relativt roligt med en rekordstor valgdeltagelse, men den efterfølgende stemmeoptælling blev præget af kaos og manipulation, og internationale valgobservatører rapporterede om svindel med stemmer og optælling. Efter flere døgn offentliggjorde Kenyas valgkommission et valgresultat, der gav et snævert flertal til Mwai Kibaki ved præsidentvalget. Derimod fik ODM flertal i parlamentet.

Den kenyanske befolkning reagerede på det, de så som valgsvindel, og voldsomme oprør brød ud i flere byer og landområder. Hundredvis af mennesker blev dræbt, i noget der lignede etniske kampe mellem især kikuyuer, der støtter Kibaki, og lou’er og luhya’er, der især støtter Odinga. Politiet blev beskyldt for at være ansvarlig for mange overtrædelser af menneskerettighederne, og der var rapporter om tortur og drab. Alligevel valgte myndighederne ikke at undersøge politiets rolle i volden.

En lang række internationale mæglere, herunder tidligere FN generalsekretær Kofi Annan, forsøgte at mægle for at få sat gang i en politisk proces, der skulle danne bro mellem de stridende parter. Volden efter valget stilnede først af efter at FN og Den Afrikanske Union havde været inde og mægle. I februar 2008 underskrev de to største partier en aftale om at dele magten. Præsident Kibaki på vegne af sit parti, Party of National Unity, og Raila Odinga på vegne af Orange Democratic Movement underskrev en aftale, der havde til formål at skabe bæredygtig fred, stabilitet og retfærdighed i Kenya gennem retsstaten og respekt for menneskerettighederne. I andre aftaler forpligtigede parterne sig til forfatningsmæssige jord-, rets- og valgreformer. Kibaki beholdt præsidentembedet, mens Odinga blev premierminister.

International straffedomstol undersøger
Men mere end 1200 mennesker var ifølge myndighederne blevet dræbt. Over 350.000 mistede deres hjem. Omkring 12.000 krydsede grænsen til Uganda som flygtninge, og tusinder blev alvorligt såret.

Både nationalt og internationalt blev der appelleret til Kenyas regering om at finde de ansvarlige for de voldsomme begivenheder, og i marts 2010 godkendte den internationale straffedomstolv en undersøgelse, som skal kaste lys over voldelige periode. Chefanklager Luis Moreno-Ocampo fra ICC har offentligt udtalt, at politiske ledere organiserede og finansierede angreb på civile, og at det er vigtigt at få frem i lyset, inden kenyanerne igen skal til valgurnerne.

”For at bidrage til at forhindre vold ved det kommende valg, må vi handle hurtigt. Vi sigter mod at være færdige med hovedparten af undersøgelserne i 2010”, sagde Luis Moreno-Ocampo under en nyhedskonference i Haag, hvor domstolen har sæde. Planen er, at anklagesagerne skal forberedes i løbet af 2011, mens de første retssager forventes at begynde i 2012. – Samme år som der er planlagt valg i Kenya.

I Kenya er der dog også skepsis vedrørende ICCs muligheder for at forfølge de øverst ansvarlige. Mange frygter, at den politiske og økonomiske elite også i denne sag vil gøre sig urørlige ved hjælp af korruption og politiske svinestreger.

Kenyas konflikter er ikke etniske
Den internationale mediedækning er af Kenya-kendere blevet kritiseret for at forenkle landets konflikter til et spørgsmål om etnicitet. Men volden skal sættes ind i en sammenhæng, og hverdagens problemer udspringer af de økonomiske spændinger, der kommer af, at halvdelen af kenyanerne lever for under en dollar om dagen. Og som andre steder i verden er det også de fattige, der bliver ramt af volden.

”Man behøver heller ikke at være raketforsker for at regne ud, at det ligeledes er de fattige, som har betalt prisen for den vold, som har fulgt efter valget, mens dele af den øvre middelklasse og den politiske elite har forskanset sig i tryghed bag murene i deres ‘gated-communities’”, skriver således journalist og mediesociolog Apoti Alphonse Makove i en kommentar i avisen Information.