REGERINGSFØRELSE OG KORRUPTION

Korruptionen i Kenya har en lang historie og har i årtier været med til at fastholde et politisk system, hvor magthaverne med alle midler klamrer sig til magten for ikke at miste deres mange privilegier. Dog har der de senere år tegn på forbedringer. Selv om Kenya stadig i 2009 rangerede som nr. 146 ud af 180 lande i Transparency International's korruptionsindeks var det en bedre placering i forhold tidligere år.

Under Daniel arap Mois regeringsperiode blev korruptionen styrket af en hurtigt kørende seddelpresse, politisk beskatning og valutamanipulation. Men regimets mest lukrative vej ud af dilemmaet var at benytte sig af statens jorder, som var det deres egen ejendom - herunder skovene, der allerede under kolonitiden var blevet defineret som statens ejendom. Jord og skov var mindst lige så meget værd som kontanter, når de politiske støtter skulle smøres, og Moi købte ganske enkelt politiske tilhængere ved ulovligt at uddele statsskove og offentligt ejet jord og ejendom.

Med den ny forfatning vedtaget i august 2010 skal præsidenten ikke længere kunne uddele jordstykker efter forgodtbefindende, og præsidentens privilegier er i det hele taget blevet begrænset. Iagttagere håber, at det vil være med til at mindske korruption og fratage magthaverne incitamentet til at bruge vold for at holde sig ved magten.

Skandalesager
En række sager har i en årrække præget den offentlige debat om korruption. ”Anglo Leasing”-skandalen handler om planlagte offentlige indkøb af udstyr til et nyt passystem og et efterforskningslaboratorium til politiet. Skandalen begyndte allerede under den tidligere regering, men en del af forløbet fandt sted under den nuværende regering. ”Goldenberg”-skandalen handler om tilskud til eksport af guld i 1990’erne. En væsentlig del af pengene synes at være gået til finansiering af politiske partier.

Regeringen fastholder, at Kenya er et retssamfund, og at man må give anklagemyndigheden og domstolene den fornødne tid. Men der er frygt for, at en sådan proces vil føre til skærpelse af latente etniske spændinger, fordi en eller flere grupper ville føle, at de blev hængt ud i særlig grad.

Det er vores tur til at spise
I 2005 fremførte den tidligere chef for anti-korruptions­indsatsen i Kenya, John Githongo, alvorlige, men meget troværdige beskyldninger mod kredse i den siddende regering for at være involveret i korruption. Githongo var tidligere leder af den internationale organisation Transparancy International’s afdeling i Kenya, hvis formål netop er at bekæmpe korruption. Han var blevet kendt for sin meget seriøse kampagne mod korruption under tidligere præsident Daniel arap Moi.

Da Kibaki-regeringen i 2002 bad ham stå i spidsen for sin kamp mod korruption, blev det i Kenya set som et bevis på, at denne regering virkelig var part til at bekæmpe ondet. Men Githongo fandt efterhånden ud af, at han selv var en del af spillet. Hemmeligt optog han regeringsmedlemmers interne og afslørende diskussioner på bånd, men til sidst måtte han af sikkerhedsmæssige årsager tage sin afsked og vælge et selvvalgt eksil i UK. Hans afsløringer er udgivet i en velskrevet bog af den engelske journalist Michela Wrong 'It’s our turn to eat'.

Ifølge Githongo er rammerne for at bekæmpe korruptionen blevet styrket, men den gamle korruptionskultur gennemsyrer fortsat samfundet. Korruptionen hænger sammen med en afhængighedskultur mellem valgte og vælgere og betyder, at politikere og andre offentlige ledere forventes at give forskellige typer af finansiel bistand til gengæld for tilhængernes støtte. Det strækker sig fra skolepenge eller bidrag til en begravelse over gode jobs til infrastrukturprojekter. De færreste politikere har penge til at honorere forventningerne på ærlig vis.

Det positive er, at korruptionen i dag kan og bliver debatteret, selvom bogen om John Githongo og hans afsløringer ikke ligger fremme i butikkerne. Den megen offentlige debat om korruptionsproblemet illustrerer imidlertid, at det demokratiske rum i Kenya er udvidet siden 1990'erne. De kenyanske medier forfølger sporene i de forskellige korruptionsskandaler, ligesom en stor del af civilsamfundsorganisationerne nu igen synes at have fundet sig til rette i den kritiske rolle i forhold til regeringen.

LÆS MERE

• UMs landefakta Kenya

Politisk korruption i det post-koloniale Kenya strækker sig over en æra fra Jomo Kenyatta og Daniel arap Moi's KANU-regeringer til Mwai Kibaki's NARC regering. Det anslås, at en gennemsnitlig kenyaner i byerne betaler 16 bestikkelser om måneden. De fleste af disse bestikkelser er relativt små, men der er også større beløb involveret. Bestikkelser til en værdi over 50.000 kenyanske shillings (svarende til 3600 kr.) tegner sig for 41% af den samlede værdi.

Offentlige ansatte, det vil sige ansatte i centrale ministerier, lokale myndigheder og statslige virksomheder, tegner sig langt den største del af bestikkelsen: 99 procent af alle bestikkelser og 97 procent af den samlede værdi. Transparency International http://www.tikenya.org/faqs.asp