NY FORFATNING

Forfatningsændring kan forebygge ny vold i Kenya
I august 2010 vedtog Kenya enstemmigt en helt ny forfatning, der skaber forventninger om et mere retfærdigt og fredeligt samfund, præget af mindre vold og korruption

Af Thomas Obel Hansen, ph.d. i jura fra Aarhus Universitet med speciale i Østafrikanske forhold.

Den 4. august 2010 vil blive husket som en skelsættende dag i Kenyas historie. Efter mere end 20 års debat og flere forsøg på at gennemføre forfatningsændringer lykkedes det endelig. Enstemmig støtte fra Parlamentet, opbakning fra både Præsident Mwai Kibaki og Premierminister Raila Odinga, samt bred tilslutning i befolkningen, betød at en ny forfatning, der kan danne baggrund for grundlæggende ændringer i et korrumperet politisk system, kunne vedtages. Den nye forfatning er ikke en finpudsning af den tidligere, men er derimod et dokument, der grundlæggende ændrer en række strukturer og således – måske - kan skabe forventninger om et mere retfærdigt og fredeligt samfund. Ikke mindst bør den nye forfatning analyseres i lyset af en historie præget af politisk vold.

Politisk vold i historien
Politisk vold i Kenya er ikke, som det ofte antages, et fænomen, der alene relaterer sig til valget i 2007, hvor mere end 1.000 mennesker mistede livet og flere hundrede tusinder blev fordrevet fra deres hjem. Allerede under den britiske kolonisering var vold, begået såvel af kolonisterne som af de kenyanere der ønskede frihed, en gængs måde for politisk kommunikation. Ligeledes er den politiske historie i Kenya efter uafhængigheden i høj grad kendetegnet ved, at vold bruges som et pressionsmiddel. Under (1978-2002) Daniel arap Mois styre blev den politiske opposition systematisk forfulgt, og især i forbindelse med genetableringen af et multiparti-system i 1992 opstod der uroligheder på niveau med volden i 2007.

Selvom volden ofte har antaget en tilsyneladende etnisk karakter, er det mere korrekt at betragte den som et udslag af forskellige eliters ambitioner om at beholde eller opnå politisk magt, hvilket i Kenya i høj grad betyder adgang til økonomiske ressourcer. At opnå præsidentembedet har historisk været ensbetydende med, at præsidenten og hans nærmeste bekendtskaber kunne opnå privilegier, fordi statsadministrationen i høj grad var udpeget af præsidenten og kendetegnet ved udbredt korruption, og fordi parlamentet og retsvæsnet manglede beføjelser i kontrollen med den udøvende magt (og ligeledes var præget af korruption).

Politisk vold i Kenya er således et fænomen, der i høj grad er et udslag af, at adgang til det politiske apparatur er afgørende for adgang til økonomiske ressourcer, samt den kendsgerning at de med magt har stået over landets love. Fattigdom og ulighed kan betragtes som forhold, der har gjort det lettere for politiske ledere at manipulere befolkningen for egen vindings skyld.

Mindre magt betyder mindre vold
Det er helt oplagt, at den nye forfatning ikke alene vil kunne ændre de forhold, der tillader, at vold ofte bliver brugt som et middel til politisk magt. Selvom forfatningen blandt andet berører spørgsmålet om jordfordeling (i kraft af en hensigtserklæring om mere lige adgang til land og ved at kræve, at parlamentet gennemfører lovgivning, der fastsætter en øvre grænse for, hvor meget land en enkelt person kan eje), er det naturligvis urealistisk at forvente, at en ny forfatning i sig selv kan komme de store fattigdomsproblemer, ulighed og den resulterende utilfredshed med det politiske system til livs. På den anden side er der en række forhold, der taler for at den nye forfatning udgør et væsentligt skridt i retning mod et fredeligere Kenya.

Incitamentet til at bruge politisk vold vil i fremtiden være mindre, frem for alt fordi forfatningen begrænser præsidentens magt, blandt andet ved at overføre en række vigtige beføjelser til parlamentet. For eksempel skal udnævnelsen af vigtige embeder i statsadministrationen fremover godkendes af parlamentet. Forfatningen fratager også præsidenten muligheden for at uddele jordstykker efter forgodtbefindende. Sådanne tiltag giver mindre grund til winner-takes-it-all-kalkuler blandt de politiske eliter og kan således mindske risikoen for politisk vold.

Det er også vigtigt, at der med den nye forfatning skabes bedre mulighed for domstolskontrol med den udøvende magt blandt andet ved at mindske den udøvende magts indflydelse på dommerudnævnelser, hvorved risikoen for magtmisbrug mindskes. Den nye forfatning betyder også, at den politiske magt i højere grad decentraliseres, bl.a. fordi der oprettes et Upper House med repræsentanter fra regionerne, hvilket kan være vigtigt for øget indflydelse til hidtil marginaliserede grupper. Som en slags ekstra bonus indeholder forfatningen et udvidet katalog af frihedsrettigheder, der gør den til en af de bedste i Afrika på menneskerettighedsområdet.

Presset til forsoning
Hvorfor lykkedes det så endelig for Kenya at vedtage en ny forfatning, som skaber forhåbninger om, at politisk vold kan undgås i fremtiden eller i det mindste næppe vil antage samme omfang som tidligere? Når de politiske eliter på trods af dybe modsætningsforhold på de fleste væsentlige områder stort set har været enige om at støtte forfatningsændringen, skal dette ses i lyset af den løsning, der blev fundet på det omstridte valgresultat i 2007. Politisk vold opstod i dette tilfælde da både Kibaki og Odinga hævdede, at de havde vundet præsidentvalget, hvorefter konfliktens parter mobiliserede masserne.

Under stærkt internationalt pres, og med Kofi Annans diplomatiske evner sat på prøve, samt pres fra et stærkt civilsamfund i Kenya indvilgede de to herrer modvilligt i en power-sharing deal, hvor Kibaki forblev præsident til gengæld for, at der oprettedes en premierministerpost, som Odinga så kunne indtage som kompensation. Samtidig blev de andre ministerposter delt mellem Kibakis Party of National Unity og Odingas Orange Democratic Movement.

Koalitionsregering
Dannelsen af en koalitionsregering var dog ikke det eneste resultat af dette pres. De to parter i konflikten gik også med til at etablere en række mekanismer for at gøre noget ved politisk vold i Kenya. Blandt disse var en sandheds- og forsoningskommission, løfter om at retsforfølge de ansvarlige, løfter om kompensation til ofrene og mulighed for at de fordrevne kan vende tilbage til deres hjem, samt endelig vedtagelsen af den såkaldte Agenda 4, der indeholder et løfte om, at der vil blive gennemført en gennemgribende forfatningsændring. Selv om enkelte ministre, herunder undervisningsminister William Ruto, samt andre stærke kræfter som tidligere præsident Moi og store dele af de religiøse samfund, er modstandere af den nye forfatning, er det altså værd at bemærke, at opbakningen til en forfatningsændring blandt de politiske eliter på forhånd var til stede grundet et massivt pres fra det internationale samfund og civilsamfundet i Kenya.

Alt nyt er godt nyt
Nu er forfatningsændringer i Kenya heldigvis ikke alene et spørgsmål om eliter. Selv om den brede opbakning i befolkningen (67 procent stemte ja) ganske givet skal betragtes i lyset af disse eliters indflydelse på stemmeafgivelsen, er det også klart, at mange kenyanere ønsker grundlæggende ændringer i det politiske system. Der er altså en udbredt følelse af, at det gamle var skidt og næsten alt nyt er godt nyt.

Hvor der som antydet er gode grunde til at være optimistisk om Kenyas fremtid, er det dog vigtigt afslutningsvist at bemærke, at valgkampagnen har haft visse uheldige træk. Enkelte politiske manifestationer antog igen en voldelig karakter. Blandt andet blev en brandbombe detoneret under et nej-kampagne-møde i Nairobis Uhuru park i juni, hvorved fem mennesker mistede livet. Yderligere spillede manipulation igen en rolle i kampagnerne måske bedst illustreret ved, at dele af nej-siden offentligt hævdede, at den nye forfatning tillader abort (et meget kontroversielt spørgsmål i Kenya, som den nye forfatning ikke lovliggør ud over tilfælde, hvor morens liv eller helbred er i fare, og således fastholder den tidligere retstilstand). Intet af dette ændrer dog ved, at det rungende ja fra kenyanerne til den nye forfatning også er et ja til at forebygge ny politisk vold.

Præsident Mwai Kibaki (nr. to fra højre) og premierminister Raila Odinga (nr. to fra venstre) hilser på hinanden efter at have underskrevet Kenyas nye forfatning den 5. august. Nu sætter den kenyanske befolkning sin lid til, at forfatningen vil blive et skridt i retning af et fredeligere Kenya.
Foto: Tony KARUMBA/Scanpix