GREEN BELT MOVEMENT

Siden Wangari Maathai i 1977 organiserede de første kvindegrupper i Green Belt Movement (GBM), er organisationen vokset og har i dag lokalgrupper i det meste af Kenya. Nedenfor er GBMs egen beskrivelse af organisationens aktiviteter.

Green Belt Movement Kenya (GBM) har siden 1977 kæmpet for miljøbeskyttelse i Kenya. Visionen har været at skabe et samfund hvor befolkningen på landet og i byerne selv arbejder bevidst på at forbedre deres livsgrundlag. Med træer som udgangspunkt arbejder GBM for at styrke lokale fællesskabers indsats for selvbestemmelse, retfærdighed, lighed, fattigdomsbekæmpelse og miljøbeskyttelse.

GBM arbejder på følgende områder:

Mobilisering af lokalsamfundet og skovrejsning
GBM består i dag af over 600 lokale netværk på tværs af Kenya. De tager sig af over 5000 træ-planteskoler. I årenes løb har de i samarbejde med andre plantet mere end 51 millioner træer på private og offentlige arealer, i naturreservater, områder med kulturel betydning og i byerne. Det har betydet, at mange landskaber har ændret sig (skove, bjergskråninger og andre nedbrudte områder), og at levesteder (habitat) for planter og dyr er blevet bevaret og genoprettet. Generelt er kenyanernes holdninger til miljøet blevet påvirket. Der er større bevidsthed om, hvad den økologiske tilbagegang betyder, og offentlighedens interesse i at forsvare miljøet, herunder skove og offentlige parker, er vokset. Træplantning er for GBM samtidig en indgang til andre initiativer, herunder kurser i civile rettigheder og miljøbeskyttelse, kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed.

Styrkelse af mennesker og lokalsamfund
GBMs samfundsmæssige og miljømæssige uddannelsesprogram er et banebrydende initiativ, der gør folk i stand til at identificere årsagerne til deres problemer (herunder dårlig udnyttelse og forvaltning af miljøet og dårlig regeringsførelse på lokalt og nationalt plan). Når folk først kender årsagerne, har de mulighed for at komme med forslag til løsninger. Gennem træning, diskussioner og erfaringsbaseret læring beskæftiger deltagerne sig med emner som regeringsførelse, fortalervirksomhed, miljøbevarelse og medborgerskab. I forbindelse med forfatningsændringerne forfatningsændringerne i Kenya har GBM organiseret uddannelsesseminarer og stået for træplantning for at støtte processen og fremme en fredelig overgang.

Øget miljøbevidsthed
I hele Kenya, er mangel på vand et problem. GBM arbejder med lokalsamfund for at sikre en bedre udnyttelse af vandet ved at bygge dæmninger af sand. Familierne bruger vandet i husholdningerne og til vanding af afgrøder og træer. Et beslægtet GBM-program forbedrer fødevaresikkerheden - familiernes mulighed for at brødføde sig selv - ved at fremme plantning af frugttræer og traditionelle planter som yams, kassava og pilerod. For deltagerne har det betydet mindre sult og bedre ernæring, især i områder hvor salgsafgrøder (kaffe, te, blomster) lægger beslag på størstedelen af landbrugsjorden.

International erfaringsudveksling
Dette program har øget bevidstheden om hvor nødvendigt det er at beskytte og bevare den lokale biodiversitet. GBMs træningscenter, Langata Learning Centre i Nairobi, tilbyder miljøundervisning gennem udvekslingsprogrammer. Internationale grupper drøfter biodiversitet med lokale ledere og tager på udflugt til udvalgte biodiversitets-områder rundt om i landet. Gennem sin panafrikanske Green Belt Network, har GBM trænet repræsentanter fra 15 afrikanske lande, hvilket har betydet yderligere træplantning i Øst- og Centralafrika. Med "Green Belt Safaris" deler GBM sine erfaringer med internationale grupper herunder universitetsstuderende, der tilbydes kulturel udveksling, felt-baserede aktiviteter og seminarer.

Inspiration for offentligheden
GBM har altid været fortaler for miljø og menneskerettigheder, har udfordret den tidligere regerings magtmisbrug og har samlet kenyanere for sagen. Gennem sine kampagner har GBM gjort kenyanske politikere opmærksom på miljøspørgsmål og har haft stor succes især hvad angår beskyttelse mod den hensynsløse ødelæggelse af Uhuru Park og Karura Skov, begge i Nairobi. På grund af GBMs arbejde forstår offentligheden nu, at miljøet er det grundlag, som al anden udvikling hviler på. Denne bevidsthed gør borgerne stærkere og bringer dem tættere på miljøet. Kenyanere beder fortsat om støtte fra GBM, herunder juridisk rådgivning, for at sikre offentlig adgang til grønne områder og andre miljømæssige rettigheder.

Sundhed og muligheder for indtægt
Som en del af sit program informerer GBM om reproduktiv sundhed og benytter sig eksempelvis af drama til at formidle information om hiv/aids. Deltagerne udforsker deres viden om og holdninger til hiv/aids gennem drama, og i "spørgsmål og svar"-sessioner kommer de myter og misforståelser til livs. GBM hjælpe unge kvinder og piger til at forberede sig på de udfordringer, der er forbundet med at blive voksen og tage komplekse beslutninger om deres seksuelle og reproduktive sundhed og beskytte sig mod hiv. I fremtiden ønsker GBM at undervise om hiv/aids i skolerne.

En anden del af GBMs programmer fokuserer indtægtsskabende virksomhed primært for kvinder. På kurser får deltagerne færdigheder inden for fødevareproduktion, forarbejdning og afsætning, biavl og plantning af træer. Kvindegrupper har også – mod betaling - produceret hundredtusindvis af planter, som er blevet plantet i kenyanske skove, hvor skovdækket er faldende. Lokale GBM-grupper arbejder i partnerskab med offentlige myndigheder - i mange tilfælde for første gang nogensinde - med at plante og passe oprindelige træsorter. Gennem skole-baserede seminarer, arbejder GBM med at give unge jobtræning og information om iværksætteri.

Fremme bæredygtig udvikling
GBMs medlemmer og den generelle offentlighed nyder godt af træplantning og samfundsmæssige og miljømæssige uddannelsesprogrammer. Fattigdom er et flerdimensionalt problem, manifesteret i manglende adgang til ressourcer, information, muligheder, magt og mobilitet. Fattigdom hænger sammen med de økonomiske, sociale, politiske og miljømæssige realiteter. GBMs aktiviteter investerer i Kenyas fremtid ved at oplyse lokalsamfund om sammenhængen mellem deres basale behov og et sundt miljø og gøre dem i stand til at arbejde for en retfærdig og bæredygtig udvikling.

LÆS MERE

GBM har plantet træer i områderne Mount Kenya, Aberdare og Mau Complex, og organisationen har planer om også at plante i Mount Elgon og Cherengani Hills. Til sammen udgør disse fem områder Kenyas fem vandtårne, der som vandindvindingsområder forsyner over 90 procent af Kenyas befolkning med vand.