KVINDER OG BÆREDYGTIG UDVIKLING

Wangari Maathai har altid satset på kvinder som miljøbevidste udviklingsagenter og arbejdet for kvinders deltagelse og indflydelse. Hendes egen mangeårige kamp er blevet et bevis på sammenhængen mellem kvinderettigheder, køn og bæredygtig udvikling.

Af Janice G. Førde

Et bæredygtigt miljø og en klimabevidst anvendelse af naturressourcerne spiller en rolle i alle samfunds sociale og økonomiske udvikling. Men i udviklingslande, og specielt de mindst udviklede land, er naturrigdommene ofte hovedgrundlaget for de nationale økonomier og ikke mindst for fattige befolkningsgruppers overlevelsesøkonomier.

I arbejdet for et bæredygtigt livsgrundlag er kvinder centrale udviklingsagenter i deres samfund, og de udfylder mange roller som producenter, markedskvinder, forvaltere og beskyttere af miljø og naturressourcer. De er forbrugere og ansvarlige for familiens omsorg. Anerkendelsen af disse roller blev slået fast på den 4. internationale kvindekonference i 1995 i Beijing, Kina(leksikon):

”Kvinder spiller en central rolle i udvikling af bæredygtige og økologiske forbrugs- og produktionsmønstre samt i forvaltning af naturressourcer”. Samtidig blev det understreget, at kvinders stemmer, indflydelse og deltagelse: ”Mangler, når der bliver formuleret politikker og taget beslutninger på alle niveauer i naturressource- og miljø-forvaltning, -bevarelse, -beskyttelse og –rehabilitering. Kvinders erfaringer og ekspertise inden for fortalervirksomhed og monitorering af god naturressource-forvaltning er marginaliseret i politiske organer, uddannelsesinstitutter og miljørelaterede agenturer, hvor politik formuleres og beslutninger tages på nationale, regionale og internationale niveauer”. FN Beijing Aktionsplan, para. 247-250

Bæredygtig vækst er truet af kriser
Manglende ligestilling, kvinderettigheder og ulige adgang til ressourcer og uddannelse medfører, at kvinder og piger ofte rammes hårdest af fattigdom og ulige udvikling. Økonomiske og finansielle kriser har i de senere år forøget denne skæve udvikling og truer mange steder fødevaresikkerhed og landbrugsproduktion, som er hovederhverv og økonomisk grundlag for 90 procent af fattige afrikanske kvinder og mænd.

Størstedelen af småbønderne i Afrika er kvinder. De producerer 20 procent flere fødevarer end mænd, men ejer kun en procent af landjorden. De modtager kun syv procent af den landbrugsfaglige træning og tekniske støtte, der bliver givet til landbrugssektoren og kun en procent af de samlede landbrugskreditter i Afrika.

Nedgangen i investeringer i udviklingslandene som følge af kriserne påvirker også udviklingsmulighederne for små og mellemstore erhverv, hvor mange kvinder etablerer sig. Det er derfor vigtigt, at kvinder inddrages i beslutningstagende organer omkring brug og prioritering af ressourcer. Det er deres rettighed samtidig med, at det bidrager betragteligt til bæredygtig økonomisk vækst og udvikling.

Fødevarekrisen rammer hårdt
Kvinders rolle i fødevareproduktion, distribution og madlavning placerer dem i front, når fødevarepriserne stiger. Globalt producerer kvinder på landet halvdelen af verdens fødevarer; og i de fleste udviklingslande producerer de 60 til 80 procent af fødevarerne; men globalt modtager de mindre end 10 procent af de kreditter, som gives til landbruget.

Når fattigdommen påvirker familiernes overlevelsesmuligheder, går det mest ud over pigerne, fordi drengene og mændene spiser først og har første prioritet, når der skal bruges penge på medicin, læge og hospitalsbesøg. Selvom de nationale fødevarepriser måske vil falde til tidligere niveauer, tager det lang tid at få rettet op på konsekvenserne for fattige husholdninger. Det øger faren for, at 1) flere børn må forlade skolen (hvor piger endnu engang bliver hårdest ramt), 2) dårligere adgang til sundhedstjenester, 3) øget vold og handel med kvinder og piger.

Prisstigninger på fødevarer har blandet effekt på producenter og forbrugere. De højere priser er negative for forbrugerne men kan være positive for producenterne – ikke mindst for kvinder i landbruget. Dog har kvindelige landbrugsproducenter forhindringer, som mænd ikke har, såsom manglende ejerskab og kontrol over produktionsredskaber og indtægter. I Afrika ejer kvinderne en procent af jorden, mens kvinder i Latinamerika ejer 25 procent. Også i Centralasien har kvinder ulige adgang til økonomiske og finansielle ressourcer, hvilket gør det næsten umuligt for dem at høste fordele af deres produktion.

Cand.phil. Janice Goodson Førde er forkvinde i Kvindernes U-landsudvalg (KULU) og udviklingskonsulent.

LÆS MERE

• Kvinder og udvikling

Alle sager er kvindesager:
FN’s Kvindeår i 1975 markerede starten på ”FN’s Udviklingstiår for Kvinder”.
- 1975: Den første Internationale Kvindekonference i Mexico.
- 1980: Midtvejs-konference i København
- 1985: 3. Verdenskonference i Nairobi, Kenya.
- 1995: 4. Internationale kvindekonference i Beijing, Kina. I Beijing vedtog man en omfattende aktionsplan (BPFA) for at opnå ligestilling, udvikling og styrkelse af kvinders rettigheder.

15 året for Beijing konferencen blev fejret i 2010 og var samtidig en anledning til at evaluere aktionplanen fra Beijing. Der er bed enighed om, at der er opnået meget siden Beijing. Dog er vi stadig langt fra, at aktionsplanen fra 1995 er gennemført. Handlingsplanerne er gode, men når forpligtelserne ikke overholdes, udebliver resultaterne.

Globale kriser:
I de senere år er mange af udviklingslandene blevet ramt særligt hårdt af flere sammenhængende globale kriser, bl.a. klimakrisen, fødevarekrisen og finanskrisen.
Fælles for kriserne er, at de fattigste lande og befolkningsgrupper har mindst ansvar for og indflydelse på krisernes opståen, men alligevel rammes hårdest af dem. Fødevarekrisen har betydet et stigende antal sultende, og klimakrisen risikerer inden for få år at betyde kraftige tilbageskridt for de globale udviklingsmål, herunder 2015-målene.(leksikon)

Samtidig er der i mange udviklingslandene en række forhold, der gør dem dårligt rustet til at klare kriser, herunder:
- skæve og uretfærdige handelsforhold
- kapitalflugt
- udbytning af naturressourcer
- gældsbyrder og afhængighed af udviklingsbistand
- politiske kriser og konflikter

Presset på verdens miljø, natur og biodiversitet er generelt stigende. I nogle tilfælde er den øgede konkurrence om naturressourcer en fordel for sektorer i de fattige udviklingslande, der besidder ressourcerne.

Taberne er dog ofte de fattigste og mest marginaliserede befolkningsgrupper, der i konkurrencen med industrielle interesser taber rettigheder og adgang til naturressourcer. Det sker eksempelvis i tilfælde af:
- skovhugst
- plantagedrift (herunder produktion af biobrændstoffer)
- industrielt fiskeri
- minderift og udvinding af olie og fossile brændstoffer