KORTLÆGNING AF OPRINDELIGE FOLKS TERRITORIER

Af Carla Estrada Jopia (2007)

Indianske organisationer er takket være en kortlægning af deres områder blevet i stand til at analysere den territoriale dimension af deres kultur. Kortlægningen har desuden betydet, at organisationerne står stærkere med deres krav til den grundlovgivende forsamling.

Befolkningen modsætter sig
Der er 36 forskellige nationaliteter i Bolivia. Traditionelt har disse grupper organiseret sig i ”Ayllus Markas” og ”Suyos” i Andesbjergene og i ”Tekoas” og ”Tentas” i det østlige lavland samt i Chaco. De oprindelige folk har til dags dato bevaret visse af deres forfædres værdier, såsom harmonisk sameksistens og samarbejde indbyggerne imellem og med naturen og kosmos.

Da spanierne kom, indførte de forskellige former for administrative, økonomiske og militære enheder og forordninger. De introducerede vice-kongedømmer, militærregeringer, indianer-reservater, tvangsarbejde, skatteopkrævning og andre fremmede forordninger, der førte til, at de oprindelige sociale organisationsformer efterhånden blev ødelagt. Med kolonireformen i 1570 koncentrerede vicekongen Toledo eksempelvis befolkningen fra de traditionelle enheder ”ayllus” i ”indiske landsbyer” efter spansk forbillede.

Med republikken blev der siden etableret andre helt vilkårlige inddelinger, og man forsøgte at påtvinge befolkningen vestlige organisationsformer såsom fagforeninger, kommuner, politiske partier osv. Alligevel har de oprindelige folk formået at bevare deres traditioner og slå deres egne livsformer fast. Oven i købet er det lykkedes dem at få landets præsidentpost i en proces helt uden fortilfælde.

Los Ayllus
Historien om kortlægningen af de indianske territorier begyndte i det nordlige Potosi i forbindelse med et EU-støttet projekt med titlen ”Bøndernes program for selvstyret udvikling”. Meningen var, at arbejdet skulle udføres i et samarbejde mellem eksperter, forskere og organisationer, der repræsenterer bønder, landarbejdere og andre lokale grupper. Men samarbejdet kom ikke til at fungere. Der var problemer med kommunikationen.
Deltagerne begyndte derfor at analysere, hvad der var galt og fandt frem til nogle underliggende strukturer, som de vestlige eksperter ikke kunne forstå. Det var de såkaldte ”ayllus”, en organisering i sociale og kulturelle enheder, som eksisterede allerede før spanierne kom.
Det blev derfor besluttet sideløbende med projektet at gennemføre en undersøgelse af de territoriale og sociale organiseringsformer. Til det formål havde man brug for at udarbejde et landkort, som på sigt viste sig at blive det første atlas over indianske territorier i Bolivia og måske det første og mest præcise af sin art i hele Sydamerika. Succesen med denne første kortlægning betød, at der kom flere til, og i dag er der offentliggjort tre indianske kort.

Territoriale krav
Kortlægningen bygger på en anerkendelse af, at den territoriale dimension er tværgående og omfattende. At det ikke drejer sig om ord men snarere om en hel levevis. Det handler om at formidle viden om territorier og grænser til et kort, som folkene tager til sig og benytter som politisk instrument.
For indbyggerne i de indianske områder er kortet brugbart i deres forsøg på anerkendelse. De kæmper for, at den bolivianske stat anerkender deres rettigheder, og kortene er seriøst bidrag til generhvervelse af jorden. Selve kortlægningen sker med deltagelse af lokalbefolkningens. Eksperter og forskere mødes med områdets myndigheder for at afdække, hvor megen indflydelse befolkningen har på det administrative og politiske plan. De historiske arkiver undersøges for at se, hvordan territoriet gradvist har forandret sig, eller hvordan ydre pres har gjort det mindre.
Oplysningerne overdrages til landsbyfællesskaberne, og man afventer, at de selv analyserer og bearbejder informationerne. Det sker uden indblanding.

Fællesskaberne forsøger at definere fælles kulturelle parametre for at kunne finde sammen på ny. De siger, at ”ayllus” er inkluderende, og de har også anerkendt betydningen af at omgås hvide mennesker, der hjælper dem i deres kamp for udvikling. Det er ingen løsning at isolere sig.
Ejerskabet til territorierne er nedarvet. De eksisterer skøder, som kongen udstedte for mange år siden, men kampen i dag handler om at genvinde kontrollen med de områder, som man af forskellige årsager har mistet.
Boliviansk lov anerkender ikke territorierne, selvom ILO traktat nr. 169 giver mulighed for at sidestille jorder med territorier, og det er i dette lys, at generhvervelserne skal ses.

Den nye konstitution
Forskerne på projektet blev efter kortlægningen inviteret af de indianske organisationer til at præsentere kortet over ’Collasuyo’ (de oprindelige folks land). Kortet har været under udarbejdelse siden 1996, og selvom nogle af resultaterne var bekendte, ønskede de oprindelige folk alligevel at få en formel og grundig fremlæggelse, som de kunne anvende til at understrege deres krav om generhvervelse af rettigheder over for den grundlovsgivende forsamling. Efter præsentationen tog hver landsbyrepræsentant tilbage til sit eget bagland for at give kravene større legitimitet.

”Den Nationale Forsamling af Markas og Ayllus”, CONAMAC har arbejdet på en juridisk bindende vision for opfattelsen af territoriale rettigheder, så den får den nødvendige legalitet. Det handler også om at omforme en indiansk tankemåde til en konventionel, vestlig og 'republikansk'. I dette arbejde gør klarhed omkring territorierne det muligt at forbedre den juridiske sikkerhed og håndhæve retten til jord, og kortlægningen er således til meget stor hjælp.

Ifølge Fernando Mendoza har 70 procent af den bolivianske befolkning rødder i en indiansk kultur, og derfor er de territoriale generhvervelser af national betydning. Det er nødvendigt fortsat at arbejde på en klar definition af territoriekonceptet for at undgå tvetydigheder. Til dette skal man bruge satellitfotos, geo - og kartografiske informationssystemer og i det hele taget al den støtte, der er nødvendig for at de indianske længsler kan gå i opfyldelse.