COTE d'IVOIRE (ELFENBENSKYSTEN)

Befolkningstal: 20.6 millioner (2012)

Til trods for at migrationstal er forbundet med stor usikkerhed på grund af mangelfulde statistikker og den fri bevægelighed af arbejdskraft indenfor ECOWAS anslår Verdensbanken, at knap 1,2 millioner personer udvandrede fra Côte d’Ivoire til andre lande i 2010 (5,4 % af befolkningen), mens godt 2,4 millioner indvandrede (11,2 % af befolkningen). De vigtigste destinationer for udvandrerne var Burkina Faso, Mali, Frankrig, Italien, USA, Nigeria, Tyskland, Storbritannien, Gabon og Liberia.

Migration har en vigtig plads i Côte d’Ivoires historie, men landet har mere været indvandringsland end udvandringsland. Migration kom dog til at påvirke befolkningen på et senere tidspunkt end i nabolandene. Manglen på naturlige havne gjorde det nemlig svært for europæiske handelsmænd at etablere permanente handelsposter og slavehandelen berørte kun Côte d’Ivoire i begrænset grad. I europæernes kapløb om at kolonisere Afrika gjorde Frankrig krav på Côte d’Ivoire og i 1889 anerkendte Storbritannien Côte d’Ivoire som fransk koloni.

Administrationen af kolonierne var dyr, og som andre kolonimagter var Frankrigs strategi at skabe en produktion, der kunne dække udgifterne og helst give et overskud. Det skete gennem udvikling af en plantageøkonomi baseret primært på kakao, kaffe og palmeolie samt igangsættelse af infrastrukturprojekter, som bygningen af jernbanen til Ouagadougou og Vridi kanalen, der skabte muligheden for at etablere en havn i Abidjan.

Til trods for at franskmændene indførte ti dages tvangsarbejde med minimal betaling for alle indbyggere, kunne de stadig ikke mætte behovet for arbejdskraft. Det blev begyndelsen til et migrationssystem af samme betydning som det, der kendes fra Sydafrika, hvor minearbejdere rekrutteres fra nabolandene. I Côte d’Ivoire rekrutteredes arbejderne især fra Øvre Volta (Burkina Faso i dag).

Styringen af de franske kolonier var hårdhændet, og det drev unge mænd fra savannen mod Guldkysten (nuværende Ghana), hvor de kunne tjene mere og selv vælge, hvor de ville arbejde og hvor længe. Selvom Frankrig forbød tvangsarbejde i 1946, ændrede migrationen sig først, da kakaopriserne i Ghana faldt drastisk. Det førte til økonomisk krise, og den ghanesiske regering udviste et stort antal migranter fra nabolandene i 1969. Da begyndte migranterne at rejse til Côte d’Ivoire.

Migration efter uafhængigheden i 1960
Den postkoloniale politik forblev baseret på naturressourcer. Kakao var efterspurgt globalt og dannede grundlag for Côte d’Ivoires økonomiske fremgang til hen midt i 1970’erne. Offentlige projekter udbyggede infrastrukturen i den moderne stat, f.eks. blev vejnettet mere end fordoblet mellem 1961 og 1986. Indvandringen fra nabolandene fortsatte og mange migranter forhandlede sig til jordrettigheder, mens de unge ivorianere uddannede sig. Men til trods for at mange veluddannede er udvandret for at arbejde i lande med højere lønninger(se mobile hjerner), er langt flere forblevet i Côte d’Ivoire. Kun 5,7 % af de højtuddannede udvandrede i 2000.

Økonomisk krise fra midt-1980erne og især op gennem 1990erne resulterede i voksende fremmedfjendtlighed og politiske indgreb, der gjorde livet svært for indvandrerne i Côte d’Ivoire. I 2002 eskalerede et kupforsøg til borgerkrig og delte landet i to dele: den nordlige del der kontrolleredes af rebeller, og den sydlige del der stadig hørte under regeringen. Borgerkrigen var et udtryk for utilfredsheden blandt befolkningen i nord med regeringens marginalisering af regionen og en konsekvens af den langvarige økonomiske krise.

Selvom Côte d’Ivoire, i følge Verdensbanken, havde en forholdsvis lav andel af fattige i 2012 - 23,8 % af befolkningen levede for under 1,25 US$ om dagen og 46,3 % for under 2 US$ om dagen – oplevede hele 61,5 % af befolkningen mangesidig fattigdom. Det vil sige, at de havde lave indkomster, og manglende adgang til uddannelse og sundhed og altså færre muligheder for at forbedre deres livsvilkår (se Fattigdom).

Kampene mellem rebeller og regering standsede stort set i 2004, men en egentlig fredsaftale blev først indgået i 2007. Ifølge aftalen skulle et nyt præsidentvalg afholdes, men det blev udsat adskillige gange og blev først afholdt i 2010. Valget skabte nye uroligheder grundet gensidige beskyldninger om valgfusk. Den siddende præsident, Gbagbo, nægtede at overgive sædet til Ouattara, som havde vundet med en meget lille margin. Der var krise – og krig - i fire måneder, inden de hurtigt mobiliserede rebeller tvang ham til at gå af - med hjælp fra det franske militær.

Migration i løbet af krisen
Da borgerkrigen brød ud i 2002, begyndte også en hetz mod migranter, både fra den nordlige del af landet og fra nabolandene. Mange blev tvunget på flugt eller blev udsat for gentagne overgreb, der fik dem til at overveje, om det ville være bedre at bo andetsteds. Mange migranter med rødder i Burkina Faso, Mali og Guinea, som enten var indvandret til Côte d’Ivoire eller født der, blev repatrieret mere eller mindre frivilligt. Om de blev kategoriseret som flygtninge, emigranter eller returmigranter afhang af, om de blev anerkendt som ivorianere eller ej.

Borgerkrigen skabte også en strøm af asylansøgere og flygtninge fra Côte d’Ivoire. I følge IOM (International Organization for Migration) var der knap 22.000 flygtninge fra Côte d’Ivoire i 2008, hvoraf 66 % opholdt sig i Afrika og 25 % i Europa. Den seneste krise efter præsidentvalget i 2010 producerede nye bølger af flygtninge, og det af større dimensioner. Først forfulgtes folk fra den nordlige del af landet, dernæst tilhængere af Gbagbo. Resultatet var, i følge FN, at antallet af flygtninge fra Côte d’Ivoire var steget til knap 111.000 i 2012. Dertil kom 45.000 interne flygtninge. I 2013 arbejdede FN på at hjælpe ivorianske flygtninge til at vende hjem. Næsten tre-fjerdele af de hjemvendte havde opholdt sig i Liberia.

Migrantfortællinger:
Mussa
Jerome

LÆS MERE
• Wikipedia: Cote d'Ivoire

• OPHI: Cote d'Ivoire 2013

• Ivory Coast: A Country Study

• Francophone sub-Saharan Africa 1880-1995.
Manning, P.
Cambridge: Cambridge University Press (1998).

Informationer på fransk:
• Migration en Côte d’Ivoire. Profil nationale 2009

• Recueil de statistiques 2011 sur les migrations et les envois de fonds