ISSA

JAGTEN PÅ DEN STORE DRØM

Marokko: På vej til Europa på første klasse
For at komme til Polen måtte vi tage til Marokko for at søge om visum på ambassaden. Da vi ankom til Rabat, blev mine venner og jeg indlogeret i en fed lejlighed, mens vores talentspejder søgte om visa til Polen. Han betalte alt for os, vi fik god mad, gode træningsfaciliteter og endda lommepenge. Jeg følte at jeg allerede udlevede min drøm. Men det ændrede sig brat - Det viste sig nemlig, at den invitation vi havde fået fra den polske klub, ikke var nok til at få os til Europa. Da talentspejderen indså det, mistede vi alt. Vi havde ingen penge og intet sted at bo. Vi havde levet det søde liv i næsten to måneder og stod nu tilbage uden noget.

Heldigvis havde en af mine venner en slægtning i Casablanca, der lod os bo hos ham, mens vi fandt en løsning. Det var en meget svær tid, vi havde brugt næsten alle vores penge på smart sportstøj, og nu havde vi kun råd til at spise en gang om dagen og havde ingen muligheder for at træne.

Jeg overvejede, om jeg skulle tage til Europa uden papirer og på den måde prøve at finde en klub eller i det mindste tjene nogle penge, inden jeg tog tilbage. Men alle folk sagde til mig, at på grund af den økonomiske krise var der ikke noget at komme efter i Europa. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg ringede til min mor. Hun overtalte mig til at rejse tilbage til Senegal, men før jeg tog af sted, skulle jeg købe et visum til Argentina. En af hendes veninder havde en datter i Buenos Aires, og hun klarede sig tilsyneladende godt. Min mor tænkte, at der kunne være en lys fremtid for mig i Argentina.

Vi havde ikke engang nok penge til at rejse tilbage til Senegal. I sidste ende sendte mine venners familie os nok til at vi kunne betale rejsen ved at tage en pickup truck over land. Da jeg sad der på ladet af bilen følte jeg mig helt tom inden i. Jeg havde fløjet ind på første klasse, og nu sad jeg så på vej tilbage gennem ørkenen. Det er ikke nemt at vende tilbage uden noget, jeg følte mig flov over, at jeg ikke kunne nå at gøre min familie glad, inden jeg vendte hjem.

Nye muligheder i Senegal
Da jeg kom tilbage begyndte jeg igen at spille fodbold. Kort tid efter fik jeg endnu et tilbud om at komme til Europa. Denne gang for at spille en turnering i Belgien, hvor jeg ville have gode muligheder for at blive spottet. Igen var der visumproblemer. Jeg fik at vide, at det kunne komme til at tage noget tid, men jeg var villig til at vente. Det var min mor ikke. Hun ville have mig til hurtigst muligt at tage til Argentina, så jeg kunne begynde at tjene penge og hjælpe min familie. Men jeg tænkte kun på fodbold, det var det mit hjerte bankede for. Jeg havde ingen planer om at få et job, men jeg kendte de berømte argentinske fodboldspillere som Messi, så jeg tænkte, at måske kunne jeg gøre min mor glad, mens jeg samtidigt fulgte min egen drøm.

I sidste ende havde jeg ikke noget valg. Som den ældste søn har jeg ansvar for at støtte min familie. Vi havde ikke de 8000 pesos (7140 kr.) til flybilletten, så min mor tog et lån i banken.

Fanget i et limbo i Argentina
Jeg ankom til Buenos Aires få dage efter min 18 års fødselsdag. Når jeg tænker tilbage, var jeg utroligt naiv. Jeg troede, det hele ville flaske sig. Nu efter halvandet år føler jeg mig virkelig fastlåst og deprimeret: jeg har ikke mulighed for at gøre det, jeg holder allermest af.

Jeg er her som irregulær migrant. Det er et stort problem. Når jeg har prøvet at tage kontakt til nogle af de Argentinske fodboldklubber, siger de alle sammen, at jeg skal have papirerne i orden, før de kan lade mig spille. Jeg har overvejet alle muligheder, det eneste, jeg reelt kan gøre, er enten at gifte mig med en argentinsk pige eller få et barn - hvilket er et no go for mig.

I dag har jeg en bod ved en af de centrale togstationer i Buenos Aires. Jeg sælger billige smykker og solbriller. Penge bekymrer mig altid. Min mor vil have, at jeg sender hende 100.000 CFA (1137 Kr.), så hun kan starte sin egen frisørsalon. Den anden dag ringede min far til hende og sagde, at han ikke længere ville støtte dem økonomisk, som han plejede, nu hvor jeg har muligheden for at tjene penge. Men hvordan skal jeg kunne hjælpe dem? Jeg tjener kun omkring 100 pesos (82 Kr.) om dagen, hvilket kun er nok til mad og husleje.

Det kører rundt i mit hoved; jeg tænker konstant på, hvordan jeg kan finde en vej ud af min nuværende situation. Jeg kunne rejse til Brasilien og se om deres klubber er mindre racistiske. USA kunne også være en mulighed, men jeg ved, at rejsen er for farlig. Mange siger, at det at krydse grænsen mellem Mexico og USA er næste lige så farligt som at rejse over havet mod Europa. Jeg har heller ikke lyst til at være uden papirer igen.

Inderst inde vil jeg helst bare rejse tilbage til Senegal. Jeg kunne spille fodbold igen og have muligheder for at blive spottet. Men min mor blokerer for den mulighed, og jeg har ikke engang nok penge til en flybillet tilbage. Jeg ved, at jeg tager et ansvarligt valg for min familie ved at opgive min drøm, men det gør virkelig ondt i mit hjerte.

Efterskrift
I slutningen af 2013 lykkedes det Issa at få en kontrakt med en Argentinsk fodboldklub. Han bor og træner nu i klubbens ungdomsafdeling og regner med at kunne tage tilbage for at besøge sin familie engang i 2014.



Issa er født i Senegal i 1994. Han havde gået to år på universitet i Dakar, da en talentspejder spottede ham. Sammen med tre venner fik han mulighed for at tage til Polen for at spille en testkamp i en af de lokale førstedivisions-klubber. Issa vidste med det samme, at det var en chance, han for alt i verden ikke ville misse. Som en af de bedste spillere på sit hold, drømte han om at nå helt til tops som professionel fodboldspiller. Han trænede altid hårdt, og universitet kom i anden række, så det var ikke en svær beslutning at droppe ud for at følge drømmen. Den bragte ham til Marokko, men rejsen videre til Polen blev ikke til noget. I 2012 rejste han så til Argentina.
Issas historie handler om en ung mand, der brændende ønsker at gøre det, han er allerbedst til, men som samtidigt må følge sine mors ønsker og påtage sig ansvaret for familien i Senegal.