PAULINE

EN STOLT UNG PIGE I HUSET BLIVER GADESÆLGER

I Dakar er konkurrencen om de gode og velbetalte jobs som ung pige i huset hård. Når du arbejder for europæere, ved du, at de forlader landet efter nogle år, og at du så skal finde et nyt job. Oftest går der nogle måneder, før du finder et. Min tante overbeviste mig om, at det ville være bedre her i Marokko, og fordi det er tæt på Europa, tænkte jeg, at arbejdsgiverne ville lige som de europæere, jeg havde arbejdet for i Dakar. Så jeg kontaktede et arbejdsformidlingskontor i Dakar, som betalte for min busrejse gennem Mauretanien og formidlede mit første job.

Arbejdet som ung pige i huset i Rabat
I begyndelsen behandlede familien mig godt, men efter et par måneder begyndte det at gå ned ad bakke. En dag beskyldte et af børnene mig for at have stjålet 50 euros (ca. 375 kr) fra hans mor. Indtil da havde jeg tænkt, at som migrant måtte jeg finde mig i, hvis de fornærmede mig, men da min arbejdsgiver truede med at tilkalde politiet, blev jeg bange. Hun havde mit pas. Jeg havde ikke villet give hende mit pas, men arbejdsformidlingsagenten sagde, at det var almindeligt her i Marokko. Og fordi hun havde mit pas, følte jeg, at hun kunne gøre hvad som helst. Jeg havde ikke fået min løn i to måneder, så jeg sagde, at jeg ville forlade huset uden at kræve de penge. To måneders løn svarede til 3.400 dirham (knap 2.300 kr), så det var mere end det, hun beskyldte mig for at stjæle.

Jeg var så bange, at jeg ringede til arbejdsformidlingsagenten, som så fandt et andet job til mig. Det er en fordel for dem, når der er problemer, for jeg betaler agenten 1.500 dirham (godt 1.000 kr) for at formidle et job, og arbejdsgiveren betaler 2.000 dirham (knap 1.350 kr). Da jeg begyndte i det nye job, afviste min tidligere arbejdsgiver at aflevere mit pas, så agenten måtte besøge hende flere gange, førend hun endelig accepterede at give det tilbage.

I mit nye job var jeg mere skeptisk og koncentrerede mig om arbejdet uden at prøve på at skabe en god kontakt med familien. En dag var jeg uheldig: Jeg faldt og forvred anklen. Min arbejdsgiver nægtede at betale for lægebesøg og beskyldte mig for at være faldet med vilje, hun ville ikke en gang give mig fri, så i flere uger måtte jeg gøre mit arbejde, selvom jeg gik på krykker. Så snart jeg var rask, søgte jeg et andet job - denne gang uden om formidlingsbureauet. Da jeg fandt et job, forhandlede jeg mig frem til en månedsløn på 2.000 dirham (knap 1.350 kr). Kvinden sagde, at jeg bare skulle lave mad en gang om ugen og gøre rent dagligt, intet andet. Men da jeg først var flyttet ind, bad hun mig om at gøre det ene og det andet. Jeg endte med at gøre alting! Lave mad, gøre rent, stryge tøj og passe hendes barn. Jeg havde kun fri om søndagen.

Min ære er vigtig!
Her i Rabat flygter mange unge piger i huset fra deres plads, når arbejdsgiveren ikke er hjemme. Det har jeg aldrig gjort. Når jeg forlader et job, holder jeg hovedet højt. Da jeg forlod mit sidste job, lagde jeg alle mine ting frem på min seng, kaldte på min arbejdsgiver så hun kunne se hvad jeg havde. Først ville hun ikke komme, men jeg insisterede og pakkede ikke min kuffert, før hun havde set, at jeg ikke havde stjålet noget. I alle de år jeg har arbejde for udlændinge i Dakar, er jeg aldrig blevet beskyldt for at have stjålet. Aldrig! Jeg behandler mine arbejdsgivere med respekt, og selv når det ikke er gensidigt, begynder jeg ikke at være uhøflig men forlader huset med æren i behold!

Jeg har besluttet aldrig igen at arbejde for en marokkansk familie. I stedet for at sende penge hjem sidste måned brugte jeg pengene på at købe smykker og bazin-klæde (meget brugt i traditionelt senegalesisk tøj) og begyndte så som gadesælger. Normalt sender jeg penge hjem for at betale mine brødres skoleafgifter og min søsters værelse. Hun læser på universitetet. Eftersom skoleafgifterne allerede er betalt, tænker jeg, at de kan klare sig. I øjeblikket er det svært at være gadesælger for politiet patruljerer i gaderne for at sende os væk. Heldigvis er de ikke så slemme ved os kvinder, så jeg har kunnet tale mig ud af problemer flere gange. Men i sidste uge blev jeg arresteret og brugte en hel dag på politistationen. Men som du kan se, er jeg tilbage!

Kan jeg opnå mere i Europa?
Måske rejser jeg til Europa for at tjene mere. Hvad jeg kan tjene her i Marokko er ikke nok til både at hjælpe min familie og gøre noget for mig selv. Indtil nu har jeg bare tænkt på familien, men jeg må også gøre noget for mig selv. Jeg foretrækker at rejse legalt til Europa, altså at have et visum. Jeg ville også rejse, hvis jeg kunne rejse over land, men vil ikke risikere mit liv i en zodiac gummibåd! I Europa ville det være okay at være ung pige i huset igen, for mit indtryk af europæere er, at de holder deres ord. Ikke som marokkanerne, der hele tiden presser dig til at arbejde mere eller beskylder dig for at stjæle.

Hvis bare jeg kunne tjene en masse penge. Hahaha. Jeg kunne godt tænke mig at bygge et hus til mine forældre, og hvis jeg stadig havde penge tilbage, kunne jeg godt tænke mig at rejse rundt i Europa. Hvis jeg kunne gøre de to ting, ville jeg være rigtigt stolt af mig selv. Hvis ikke, håber jeg, at min gadehandel går godt, så jeg en dag kan etablere en import-eksport forretning mellem Senegal og Nordafrika.



Pauline blev født i Senegal i 1986. Hun kom til Rabat for at arbejde i huset hos en marokkansk familie i oktober 2011. Hun havde et diplom fra en skole, der oplærer piger i rengøring, madlavning og barnepleje, og 10 års erfaring i at arbejde for franske familier i Dakar. Da hun havde gode anbefalinger fra sine tidligere arbejdsgivere, foreslog hendes tante, at hun skulle søge bedre muligheder i Marokko.
Paulines historie viser, hvordan arbejdsforholdene er for mange unge piger i huset i Rabat, men også at de unge kvindelige migranter ikke nødvendigvis finder sig i dårlig behandling, men søger andet arbejde.