BOLIVIAS HISTORIE 1952-2005

Af Anne Sofie Scherrebeck

1952
Bolivias politiske historie har i århundreder været kendetegnet af de hvides dominans over den oprindelige befolkning. Først var det spanierne der herskede. Dengang hørte Bolivia direkte under den spanske konge. Da Bolivia i 1825 løsrev sig fra spanierne, var det stadig deres efterkommere, kreolerne (dvs. spaniere født i Latinamerika), der styrede landet. Eliten bestod af rige godsejere og mineejere, hæren og det kreolske borgerskab. Det var kun dem der talte og skrev spansk der havde stemmeret, og derfor havde den oprindelige befolkning ingen chance for at øve politisk indflydelse.

Dette ændrede sig med revolutionen i 1952. Efter revolutionen, som især blev udkæmpet af bønder, minearbejdere og middelklassen, blev en venstreorienteret præsident indsat. Universel stemmeret blev indført, hvilket femdoblede antallet af mennesker med stemmeret i Bolivia. Samtidig tog man hul på en vigtig problemstilling i Bolivia, som er fordelingen af jorden. På grund af landets historie med en lille, hvid elite og en stor, fattig, indiansk befolkning, findes der utroligt store godser, hvor én familie ejer ufattelige mængder af jord, mens den fattige del af befolkningen har så små jordlodder at de har svært ved at overleve. I 1953 tog man et vigtigt skridt, da man ophævede de store godser i højlandet og uddelte jorden til bønderne. I lavlandet gjorde man imidlertid ikke noget, så her fortsatte problematikken med fordelingen af jorden frem til i dag.

Indianernes politiske deltagelse
Selvom indianerne havde fået stemmeret, var der ikke nogen politikere der rigtig repræsenterede dem. Der skulle derfor gå nogle år inden den indianske deltagelse blev rigtig synlig i det politiske landskab. I 1990’erne blev den indianske deltagelse imidlertid stærkere og stærkere. Mange indianske grupper havde opdaget at de i kraft af at de var indfødte folk ifølge internationale konventioner havde rettigheder til blandt andet territorie og kulturel anerkendelse, og de begyndte at organisere sig for at kæmpe politisk for deres rettigheder. I 1990 gik en gruppe indianere således en 750 km lang march igennem Bolivia for på symbolsk vis at gøre opmærksom på sig selv og på de krav de havde til regeringen. De kaldte marchen for marchen for værdighed, jord og territorier. De opnåede at den bolivianske stat anerkendte at oprindelige folk har ret til deres jord. Samtidig opnåede de, at den bolivianske stat blev opmærksom på, at der fandtes indianere i regnskoven. På trods af at Bolivia har utallige grupper af regnskovsindianere, havde man altså indtil 1990 ikke været opmærksom på at de fandtes. Siden da har indianske grupper flere gange lavet lignende marcher, hvis der var noget de ville vise deres utilfredshed med.

Kampen om ressourcerne
Bolivia er et land der er meget rigt på naturressourcer. I undergrunden findes sølv, tin og zink, og mod øst er der store forekomster af olie og naturgas. Regnskoven bugner af ædle træsorter, der er enorme arealer af frugtbar landbrugsjord, og i den store saltørken Salar de Uyuni findes der litium. Alligevel er størstedelen af bolivianerne fattige. Det skyldes, at det typisk har været udenlandske investorer og nogle få meget rige bolivianere, der har tjent penge på naturressourcerne, mens staten og den store fattige klasse ikke har formået at drage fordel af dem. I 1953 prøvede man til dels at lave om på dette, da man nationaliserede minerne, men de andre naturressourcer har man indtil for nylig ikke formået at nationalisere. Befolkningen var frustreret over at se, hvordan landets rigdomme ikke kom dem til gode, og i 2000 og 2003 førte det til enorme folkelige protester.

Vandkrigen
I 2000 udbrød den såkaldte vandkrig. Regeringen havde besluttet at privatisere drikkevandet i den region der hedder Cochabamba. Det var et multinationalt selskab ved navn Bechtel der skulle overtage vandforsyningen i Cochabamba. Bechtel kunne frit hæve priserne på vand, og de havde intet ansvar for at udføre nye vandprojekter i området der kunne sikre drikkevandsforsyningen fremover. Aftalen med Bechtel var foregået i det skjulte, og prisstigningerne (tre gange den oprindelige pris) betød at mange fattige ikke havde råd til rent drikkevand længere. Det blev sågar hævdet at selv regnvandet skulle bestyres af Bechtel. Befolkningen blev rasende, og efter flere dages massive protester, blokader og dødsfald, lykkedes det den protesterende befolkning at forhindre privatiseringen af drikkevand i Cochabamba. Siden da har oprindelige folk, bønder, fattige byboere og arbejdere – som var dem der stod for protesterne – med voksende styrke fremført deres krav til regeringen.
(se artiklen om Vandkrigen)

Gaskrigen
I 2003 brød en lignende konflikt ud, da regeringen ønskede at sælge Bolivias naturgas til Chile. Bolivianerne har siden 1904 været vrede over, at Chile erobrede Bolivias adgang til havet. Salget af naturgas til Chile føltes derfor som et stort nederlag. Dette førte til gaskrigen, et stort folkeligt oprør i La Paz og El Alto (El Alto ligger lige ved siden i La Paz i 4000 meters højde) i det bolivianske højland. Det var især kokabønderne og minearbejderne der deltog i protesterne, og også Evo Morales var med, som leder for kokabønderne. Man blokerede alle større veje til La Paz, hvilket betød at byen stod uden forsyninger af mad og brændsel. Hæren blev sendt ud for at stoppe protesterne og udførte en større masakre på civile. Derefter måtte præsidenten Sánchez de Lozada gå af og flygte til USA.

I 2005 udbrød der igen protester over vandforsyningen. Denne gang protesterede folket i La Paz og El Alto for, at vandforsyningen i disse byer skulle nationaliseres. Det førte til voldsomme protestmarcher og vejblokader. Samme år voksede befolkningens krav om at landets olie og gas skulle nationaliseres. De folkelige protester var så store at Carlos Mesa, der var blevet præsident efter Sánchez de Lozada, måtte gå af. Der blev udskrevet valg, og Evo Morales’ parti Mas vandt en jordskredssejr med 54 % af stemmerne. Siden da har landet været regeret af en indiansk præsident, og meget har ændret sig.
(se artiklen om Gaskrigen)