MULTIKULTURALISME

Bolivia er et af de lande i verden, der har den største procent af oprindelige folk. Der er registreret 37 forskellige oprindelige folk i landet, hvoraf de største er quechua og aymara, som hovedsagelig bor i højlandet.

Andelen af oprindelige folk er dog faldende, og folketællingen i 2012 viste, til manges store overraskelse, at den del af befolkningen, der identificerer sig selv som ’oprindelig’, var faldet fra 62% af befolkningen til 42% på blot 11 år. Årsagen til dette radikale fald forklares af mange som værende af overvejende af teknisk-statistisk karakter. Men det vidner også om en samfundsmæssig forandring. I optællingens spørgeskema blev ordet ’bonde’ (campesino) sat sammen med spørgsmålet om man identificerede sig selv som ’oprindelig’(indigena). Grundet en stærk urbanisering kan mange ikke længere identificere sig med kategorien ’bonde’, selv om de nok stadig ville se sig selv som tilhørende en oprindelig befolkningsgruppe. Uanset forklaringerne er det officielle tal for oprindelig folk i Bolivia altså faldet drastisk, hvilket nogle vurderer vil få betydning for Evo Morales’ politiske slagkraft og legitimitet. Han har nemlig bygget meget af sin politik op på behovene og ønskerne hos disse grupper. 42% er dog stadig en meget høj andel, og de sidste ti års udvikling i Bolivia har i høj grad givet denne del af Bolivias befolkning mere værdighed og flere rettigheder.

Ny anerkendelse og værdighed
Morales kom til magten med store løfter om bedre forhold for de oprindelige folk. Disse har siden den spanske kolonisering praktisk talt været sat uden for politisk indflydelse og er blevet groft udnyttet af den magthavende klasse. Revolutionen i 1952 gjorde op med den åbenlyse eksklusion af de oprindelige folk, og de fik adgang til jord, men det løste ikke ulighedsproblemet, og diskriminationen i uddannelsessystemet og i andre sammenhænge fortsatte. Selv i dag er de oprindelige folk dårligt repræsenteret på TV og andre massemedier.

Plurinationalisme og ny grundlov
Den første artikel i Bolivias grundlov fra 2009 stadfæster Bolivia som en enhedsstat, men landet fik ved samme lejlighed sit nye navn ”Den plurinationale republik, Bolivia”, der består af autonome departementer og ’mange nationer’. Forfatningen er i høj grad et projekt påbegyndt af de oprindelige folks sociale organisationer – et projekt for de oprindelige folk - og det er essentielt, at forfatningen nu anerkender, at Bolivia består af etnisk set forskellige grupper og at de forskellige lokal samfund har fået tildelt en hvis grad af selvforvaltning.

”Det gode liv” (”Vivir bien”) i et multikulturelt samfund – en balancegang
En stor del af Bolivias befolkning, især de unge, tilhører i dag en blanding af flere kulturer, og identificerer sig som ’mestiz’. Identitetsblandingen mellem hvid-, mestiz- og oprindelige folk ses på mange planer. De fleste bolivianere er eksempelvis katolikker, men fastholder samtidig træk fra Andesbjergenes oprindelige spiritualitet, dyrkelsen af Pachamama (Moder Jord) m.v. Også ”hvide” bolivianere ofrer chicha (indiansk majsøl) og røgelse til Pachamama. Eksempelvis betragter præsident Evo Morales sig som tilhørende de oprindelige folk, men hans navn er spansk, og han er udrundet af en fagforeningskultur, som er vestlig i sit udspring. Unge i El Alto kan være både inspireret af amerikansk populærkultur (fx Hip Hop), oprindelige folks traditioner og kalde sig katolikker på samme tid.

Det grundlæggende fundament for Evo Morales’ politik kan indfanges i konceptet ’Vivir Bien’ (at leve godt / det gode liv), og det går forsimplet sagt ud på, at der skal være harmoni imellem menneskene og mellem mennesket og naturen. Det handler om organisering af både økonomi, jordrettigheder og uddannelse efter en fællesskabsorienteret og kommunitaristisk tankegang.

Den store udfordring i dagens Bolivia er imidlertid at at give plads til enhed og forskellighed på samme tid: sikring af national integration og forening samtidig med at de forskellige kulturer – ’nationer’ - anerkendes. Det er på samme tid også en balancegang mellem det traditionelle og det moderne, der bliver nødvendig pga. økonomisk vækst og migration. At skabe harmoni og tilfredshed i et så multikulturelt samfund som det bolivianske har ikke vist sig at være let for Evo Morales og hans regering.

Diskrimination og kulturclash
MAS regeringen vedtog i 2010 lov 045 mod racisme og alle former for diskrimination, og flere oprindelige folk har fået højtstående poster i parlamentet og offentlige myndigheder. Flere har efterhånden også fået større del i landets økonomiske vækst, og det er ikke længere skamfuldt at kalde sig ’indigena’ (oprindelig) i medier og i offentlige forsamlinger. Men der er stadig i 2015 stor ulighed mellem ’de hvide’, det rige mindretal og ’indianerne’, der stadig er de fattigste og længst væk fra indflydelse og velstand. Diskrimination og racisme findes stadig overalt i Bolivia. Det seneste eksempel kunne ses i La Paz i forbindelse med den nye svævebane mellem det fattige og overvejende ’indianske’ El Alto og den rige ”amerikaniserede” Zona Sur i La Paz. Svævebanen, el Teleferico, har gjort det let (og billigt) for borgerne i El Alto at komme til La Paz’ største shoppingcenter, MegaCenter, der hidtil primært har været de riges domæne. Interkulturel integration var et af Evo Morales’ formål med opførelsen af svævebanen, men El Alto borgerne er ikke just blevet modtaget positivt i det rige Zona Sur. I stedet er de blevet udsat for chikane og beskrevet som ’beskidte’ og uciviliserede indianere, der invaderer det ’moderne La Paz’.
(Se "En svævebane fra slum til luksus", Udkig, august 2015, side 10-11)

Denne form for racisme har Evo Morales ellers forsøgt at gøre op med siden 2009 bl.a. via racismeloven, samt ved at gøre det lovpligtigt at alle offentlige bygninger og butikker har et skilt hængende med ordene ”vi er alle lige for loven” ("todos somos iguales ante la Ley”). Men på trods af over 500 klager om overtrædelse af den gældende lov mod racisme, er der stadig ingen, der er blevet dømt for racisme, og der er udbredt kritik af den manglende konsekvens.