Palæstinensernes opfattelse af deres ret til jorden

Palæstinenserne begrunder deres ret til landet først og fremmest på deres århundredelange tilknytning til landet. Huse og jord er gik ofte i arv i generationer, mens forskellige magthavere og styrer kontrollerede området, indtil Israel blev oprettet i 1948. Så flygtede omkring halvdelen af den daværende palæstinensiske befolkning.
(se Nakba / Uafhængighedskrigen)

For de palæstinensere, der mistede deres hjem i 1948, er længslen mod ’hjemlandet’ en del af deres identitet. Mange har gemt nøglerne og skøderne til de huse, de boede i, og historier om deres oprindelige hjem og landsbyer fortælles videre til børn og børnebørn. For flygtningene og deres efterkommere er drømmen om at vende tilbage og om et samlet, befriet Palæstina udbredt og fremgår ofte som et slags mantra, der også går igen hos mange ikke-flygtninge.

Mange palæstinensere opfatter Palæstina som det ’historiske Palæstina’, dvs. grænserne under det Britiske Mandat i 1948. I forbindelse med adskillige fredsforhandlinger har der dog været opbakning til et kompromis, den såkaldte ’to-statsløsning, der indebærer en selvstændig palæstinensisk stat der indbefatter Gaza og Vestbredden, selvom dette kun er 22 procent af det oprindelige område. De seneste år, efter flere forliste forsøg på fredsforhandlinger og voksende israelske bosættelser, er opbakningen til to-statsløsningen faldende.

Området har for både muslimske og kristne palæstinensere også stor religiøs betydning. Det gælder særligt Jerusalem, der huser Klippemoskeen, det tredjehelligste sted i Islam, og Gravkirken, Betlehem, hvor Fødselskirken ligger, og Hebron med Ibrahim Moskeen og Patriarkernes Grav.