Kibbutzer

Kibbutz betyder ’klynge’ på hebraisk og er en form for kollektiv, hvor alt - inklusiv børnene - bliver betragtet som noget, man er fælles om.

Kibbutzbevægelsen opstod i starten af 1900-tallet, samtidig med en større jødisk indvandringsbølge som følge af forfølgelse i Europa og Rusland. Grundlæggerne var primært øst-europæiske jøder, som ønskede at opbygge en ny jødisk samfundsform ud fra en socialistisk tankegang. Disse socialistiske zionister antog desuden, at kibbutzerne, der typisk drev landbrug, kunne være en måde for jøderne at vinde jorden tilbage på, i det område som de mente tilhørte jøderne rent historisk.

Kigger man på et kort over kibbutzerne, er det tydeligt, at mange af dem ligger langs grænserne mod især Libanon og Syrien. Da de blev etableret, havde de en strategisk funktion og fungerede som en slags forposter for staten Israel, inden den blev oprettet i 1948.

Den grundlæggende idé i kibbutzerne er, ”at yde efter evne” og ”nyde efter behov”. Det vil sige, at alle medlemmer skal bidrage med det, de kan, og modtager det de har brug for fra fællesskabet. På den måde ønsker man at sikre, at alle har samme muligheder og rettigheder. Ligeledes har kvinder og mænd typisk samme ansvar og udfører samme slags arbejde.

Mange kibbutzer ligner hinanden i deres opbygning, især når man ser på de ældre huse. Der er typisk en spisesal i centrum af kibbutzen, sammen med en butik, et vaskeri og de kontorer, der hører til kibbutzen. Spisesalen har fungeret som det sted, alle i kibbutzen samledes om, både under dagens måltider, men også når beslutninger skulle diskuteres på generalforsamlingen.

Med tiden har kibbutzerne udviklet sig en del. De ældste og mindste huse ligger typisk omkring centrum, mens der er bygget større og nyere huse uden om. Børnene bor nu sammen med deres familier i familiehuse og ikke i børnehuse, som tidligere.

Der ligger i dag omkring 270 kibbutzer spredt udover hele Israel, inklusiv et mindre antal på Vestbredden. Kibbutzerne varierer i størrelse fra 40 til over 1.000 beboere, men har typisk mellem 500 og 800. Godt 2% af den israelske befolkning bor i kibbutz, og efter et drastisk fald som følge af økonomisk krise i 1980’erne er det de seneste år igen begyndt at blive populært at flytte i kibbutz.

Det kollektive ansvar og fælleseje er i dag i større eller mindre grad skubbet i baggrunden til fordel for flere individuelle regler og muligheder. Udviklingen er forskellig fra kibbutz til kibbutz, men da de fleste i dag arbejder uden for kibbutzerne, har indbyggerne været nødt til at diskutere emner som privat ejendomsret, pension, retten til uddannelse, lige løn, forskel på at arbejde udenfor kibbutzen og indenfor mv.

LINKS

Kibbutz-bevægelsen idag

BØGER
Kibbutz – en levende utopi.
Fafner, Hans Henrik
Danske Kibbutzvenner.