De israelske bosættelser

Ordet ’bosættelse’ bruges som betegnelse for byer og lokalsamfund på Vestbredden, opført af Israel til at huse primært civile, jødiske israelere.

I Israel skelnes mellem bosættelser, som er godkendte af staten, og udposter, som er etableret uden statens godkendelse, og derfor anses som ulovlige ifølge israelsk lov.

Set med størstedelen af det internationale samfunds øjne er der ingen juridisk forskel. Alle israelske bosættelser er i strid med international lov, idet artikel 49 i Genève-konventionen slår fast: 'Besættelsesmagten må ikke deportere eller overføre dele af sin egen civilbefolkning til det område, det indtager."

Kort tid efter krigen i 1967 udarbejdede den daværende israelske indvandrings- og vicestatsminister, Yigal Allon, en plan for hvorledes Israel kunne bevare kontrollen i dele af Vestbredden. Selvom planen aldrig officielt blev godkendt, begyndte staten at anlægge både militære og civile bosættelser i disse områder, blandt andet langs Jordanfloden.

Bosættelserne blev etableret i Golanhøjderne, Vestbredden, Gaza og Sinai. Efter Israel indgik en fredsaftale med Egypten i 1979 blev bosættelserne i Sinai fjernet, og i 2005 evakuerede Israel alle sine bosættelser fra Gaza, så der i dag kun er bosættelser i Golanhøjderne og på Vestbredden.

I årene efter krigen, vedtog FN adskillige resolutioner, der slog fast at israelske forsøg på at beslaglægge palæstinensisk jord eller ændre Jerusalems status ikke ville blive accepteret. Allerede kort efter Israel vandt krigen i 1967 annekterede landet den østlige, arabiske del af Jerusalem samt et stort stykke af Vestbredden, og i dag ligger omkring halvdelen af de israelske bosættelser i eller omkring Østjerusalem.

Selvom USA og EU i årevis har presset på for at få Israel til at stoppe med at udbygge bosættelserne, er den årlige vækst i byggeriet i disse områder mere end dobbelt så stor som i resten af Israel. Israel begrunder ekspansionen i bosættelserne med behovet for sikkerhed og argumenterer for, at de kun bygger i de områder, der vil være en del af Staten Israel uanset udfaldet af endelige fredsforhandlinger med palæstinenserne.

For israelere er der flere årsager til at flytte ud i bosættelserne. Nogle af religiøse eller politiske årsager, fordi de mener området tilhører Israel, men størstedelen af praktiske eller økonomiske årsager, da husleje og faste udgifter er væsentligt lavere end i andre israelske byer.

For palæstinenserne er bosættelserne særligt problematiske, fordi de fleste ligger på privatejet palæstinensisk jord eller områder, der tidligere tilhørte palæstinensiske landsbyer. Og mens bosættelserne har mulighed for at dyrke jorden, udnytte jordens råstoffer og etablere fabrikker og virksomheder, er 60 procent af Vestbredden utilgængelig for palæstinensere, der ønsker at gøre det samme. Derudover oplever palæstinenserne i stigende grad angreb fra ekstreme højreradikale grupper fra bosættelserne.