Jerusalem

Jerusalem - som udtales ’Yerushalaim’ på hebraisk og al-Quds på arabisk - er den eneste by i verden, der er religiøst centrum for tre verdensreligioner: Kristendommen, Jødedommen og Islam.

Gravkirken, hvor Jesus ifølge overleveringen blev begravet, findes her. Det gælder også Al-Aqsa moskeen, som markerer det sted, Mohammed ifølge Koranen besøgte under en natterejse fra Mekka. Al-Aqsa moskeen ligger på ’Haram al-Sharif’ (arabisk for ’den ædle Helligdom’), også kaldet ’Tempelpladsen’ af jøderne, der mener at det første og andet jødiske tempel lå her. Pladsen ligger over Grædemuren, resterne af det andet tempel, bygget af Herodes, som er jødernes vigtigste helligdom,.

Med Delingsplanen fra 1947 vedtog FN, at Jerusalem skulle have international status. Det vil sige, at byen hverken skulle tilhøre den forestående israelske eller palæstinensiske stat. I 1948 erobrede israelerne dog den vestlige del af Jerusalem, mens Jordan indtog den østlige del. I 1967, da Israel erobrede hele Vestbredden, annekterede de Østjerusalem og et større område omkring byen. I 1980 erklærede israelerne Jerusalem som deres ’udelte’ hovedstad, men dette er aldrig blevet accepteret af det internationale samfund. Derfor har kun få lande placeret deres ambassader i Jerusalem.

Selvom israelerne har kontrollen med hele Jerusalem, er byen delt op i en jødisk (vest) og en arabisk del (øst). I Østjerusalem, på grænsen mellem de to bydele, ligger den Gamle By, der er det religiøse centrum, hvor både Gravkirken, Al Aqsa moskeen og Grædemuren ligger. Den gamle by er delt op i fire kvarterer – et for de armensk-kristne, et for de kristne, et for jøderne og et for muslimerne.

Der bor i det hele taget mange religiøse mennesker i Jerusalem, hvilket præger byen. Fra fredag eftermiddag til lørdag aften, under den jødiske Shabat, har de fleste butikker og restauranter lukket, busserne holder stille og i nogle ortodoks-jødiske områder må almindelige biler heller ikke køre.

Nogle af byens kvarterer, fx. Mea Shearim, hvor der kun bor ultra-ortodokse jøder, står i skærende kontrast til de mere sekulære bydele, men ved siden af alt det religiøse er Jerusalem dog også en helt almindelig storby med cafeer, handelsområder, skoler, gymnasier og universiteter.