Flygtningespørgsmålet

Under krigen i 1948-49 - efter Israels oprettelse - forlod omkring halvdelen af den palæstinensiske befolkning (ca. 750.000) deres hjem som følge af tvang eller frygt. Palæstinenserne kalder det Nakba (’katastrofen’ på arabisk). Mange har stadig nøglerne til deres huse og holder fast på ’retten til at vende tilbage’.

I dag er omkring fem millioner flygtninge og efterkommere registreret hos FNs agentur for palæstinensiske flygtninge (UNRWA). Omkring halvanden million bor stadig i 58 flygtningelejre/byer; i Gaza Striben, på Vestbredden og i de omkringliggende arabiske lande, Jordan, Syrien og Libanon.

UNRWA definerer en palæstinensisk flygtning som en person, der mellem juni 1946 og maj 1948 havde sin normale bopæl i det område, der hed Palæstina på det tidspunkt, og som mistede deres hjem såvel som deres indtjeningsmuligheder pga. krigen i 1948-49. Flygtningenes efterkommere har også flygtningestatus og har ret til støtte og hjælpe fra UNRWA.

Allerede i 1950’erne blev lejrene lavet om fra teltlejre til primitive bygninger. Med årene er antallet af beboere steget voldsomt, således at der i dag bor over 100.000 i de største 'lejre'. Uden mulighed for at øge arealet eller udbygge infrastruktur som vand-, el- og kloaksystemer er lejrene typisk overbefolkede og oplever problemer som oversvømmelser, strømafbrydelser og vandmangel.

Fattigdommen og arbejdsløsheden er højere blandt flygtninge end blandt ikke-flygtninge. På trods af de dårlige forhold i lejrene vælger mange at blive boende, fordi de frygter at miste deres flygtningestatus og ret til at vende tilbage. Andre bliver, fordi de ikke betaler husleje og har adgang til gratis skoler og sundhedsklinikker, som FN stiller til rådighed. Andre flytter ud, når de har råd til det.

Retten til at vende tilbage
Det internationale samfund stadfæstede flygtningenes ret til at vende tilbage eller modtage kompensation under FNs Generalforsamling i resolution 194 i 1948. For Israel er dette dog et særligt ømtåleligt emne, da det vil sætte landets mål om at være en jødisk stat over styr. I dag udgør de palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere flere millioner, og hvis de vendte tilbage til det, der i dag er Israel, ville jøderne udgøre et mindretal.

Samtidig har de fleste af flygtningene intet at vende tilbage til. Efter palæstinenserne flygtede i 1948 gav den nyoprettede israelske stat mange af deres huse til jødiske flygtninge fra Mellemøsten og Østeuropa (se Jødisk indvandring). Andre steder blev hele palæstinensiske landsbyer ødelagt og nye jødiske byer eller naturparker etableret ovenpå ruinerne for netop at sikre, at flygtningene ikke ville have noget at vende tilbage til.

Igennem flere forhandlingsrunder har palæstinensiske ledere givet udtryk for muligheden for at opgive flygtningenes krav om at vende tilbage. For de mange millioner, der stadig bor i flygtningelejre, ville et sådant kompromis uden kompensation dog være utænkeligt. Nogle foreslår, at det ville være nok, hvis Israel symbolsk anerkendte palæstinensernes ret til at vende tilbage. Her er argumentet, at mange flygtninge er klar over, at de ikke kan vende tilbage til præcist det hus, de flygtede fra i 1948, men at det vigtigste er en anerkendelse af den uret, der overgik palæstinenserne ved Israels oprettelse.

Q and A about Palestinian refugees

Palestinian Central Bureau of Statistics (PCBS)