Checkpoints

Checkpoints er kontrolposter, som den israelske hær har oprettet i de besatte palæstinensiske områder.

Der er flere hundrede kontrolposter, hvor israelske soldater stopper forbipasserende palæstinensere. Nogle kontrolposter ligger langs med de israelsk opførte mure, der omslutter Gaza og Vestbredden og skal sikre, at palæstinenserne, der krydser checkpointet, har de rigtige papirer og tilladelser for at komme ind i Israel og ikke medbringer våben eller sprængstoffer. Her er desuden adskilte kontrolposter særligt for de israelske beboere i bosættelserne på Vestbredden.

De fleste kontrolposter ligger dog inde midt på Vestbredden (tidligere også i Gaza, men de blev lukket efter Israel trak sig ud i 2005). På den måde kan israelske soldater kontrollere palæstinensere, der rejser mellem de palæstinensiske byer. Ikke alle checkpoints er bemandede hele tiden, men nogle gange opstiller israelske soldater ’flyvende checkpoints’, det vil sige ikke-permanent kontrolposter, hvor palæstinensiske biler stoppes og tjekkes. Kontrolposterne gør hverdagen og den daglige transport for palæstinensere besværlig og uforudsigelig.

Palæstinensere, der ønsker at rejse ind i Østjerusalem for eksempelvis at bede i Al Aqsa moskéen, besøge familie eller komme på hospitalet, skal søge om tilladelse fra en israelsk militær myndighed - den ”Civile Administration”. Mange palæstinensere beretter om ubegrundede og vilkårlige afslag, og især for unge mænd er tilladelserne tæt på umulige at få.