PLO – den Palæstinensiske Befrielsesorganisation

Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (på engelsk ’the Palestinian Liberation Organisation’, PLO) blev grundlagt i 1964 med det formål at befri Palæstina gennem væbnet modstand. PLO blev oprettet på opfordring af de arabiske lande, der håbede at de på den måde bedre kunne kontrollere palæstinenserne, især de nye oprørsgrupper.

PLO er en paraplyorganisation for flere af datidens modstandsgrupper inkl. PFLP og Fatah. Sidstnævnte har gennemgående været mest dominerende, fordi det var og er det største parti. Derfor blev dets leder, Yasser Arafat , også leder af PLO fra 1969 og frem til sin død i 2004.

PLO blev hurtigt anerkendt som den officielle politiske repræsentant for det palæstinensiske folk og har haft en plads i FN siden 1974. Før 1991 blev den dog opfattet som en terrororganisation af Israel og USA – ikke mindst pga. dens indirekte involvering i flere flykapringer og attentatet mod Israels olympiske hold i München i 1972. Derfor havde PLO heller ikke mulighed for at have en officiel base i de israelsk-besatte områder. I stedet sad ledelsen forskellige steder i omkringliggende arabiske lande.

Da PLO voksede i styrke, skabte det bekymring i de lande, hvor de havde deres kontorer. Efter et forfejlet forsøg på at overtage magten i Jordan (Sorte September), blev PLO udvist derfra i 1970. Organisationens nye base blev Libanon, men også her måtte lederne flygte i eksil, da Israel invaderede Sydlibanon i 1983 (se Libanon krigene).

Politisk svækket vedtog ledelsen i 1974 at gå væk fra at arbejde for befrielsen af hele det historiske Palæstina til fordel for en to-statsløsning. Dette blev officielt erklæret i 1988, hvor PLO også erklærede Palæstinas – symbolske – selvstændighed.

Det faktum, at PLO ikke kunne have en officiel base i de besatte områder, blev en særlig stor udfordring under den første Intifada, hvor en omfattende modstandsbevægelsen pludselig opstod ’nedefra’ og selv ville bestemme, hvordan befrielseskampen skulle kæmpes. Imens sad Yasser Arafat og resten af PLO’s eksil-ledere i Tunesien og kunne blot se til. Der gik to måneder, før PLO’s ledelse fik etableret kontakt til intifadaens ledere.

Som led i Osloaftalen i 1993 gik PLO med til at lægge våbnene på hylden og anerkende Israels eksistens. De blev derved også taget af terrorlisten i Israel og USA. Kritikere har peget på, at PLO på tidspunktet for aftalens indgåelse igen stod svækket, da organisationen netop var blevet smidt ud af Kuwait pga. af dets støtte til Irak under Irak-krigen. Kuwait og Saudi Arabien var ellers blandt PLO’s største økonomiske støtter. Siden indgåelsen af Oslo-aftalen har PLO mødt massiv kritik for at indvillige i særdeles ringe vilkår for palæstinenserne, samtidig med at aftalen ikke førte til etableringen af den selvstændige stat, de var blevet lovet.

I dag repræsenterer PLO stadig palæstinenserne i internationale spørgsmål, ikke mindst i forbindelse med fredsforhandlinger med Israel (se Fredsprocessen ).



Oxford University: PLO