Hamas

Navnet Hamas er en forkortelse af bevægelsens arabiske navn, ’Harakât al-Muqâwama al-Islâmiyya’, som betyder den Islamiske Modstandsbevægelse. Ordet ’Hamas’ betyder også ’ildhu’ eller ’entusiasme’ på arabisk.

Hamas er udsprunget af det Muslimske Broderskab i Egypten i 1987, i starten af den første Intifada . Det blev grundlagt af imamen Sheikh Ahmad Yassin, som var fortaler for væbnet modstand mod Israel og kritiserede PLO for at overveje kompromisser. Han blev idømt livsvarig fængslet af Israel i 1989, men løsladt i 1997 efter pres fra Jordan. I 2004 blev Yassin dræbt i et israelsk missilangreb, da han var på vej fra morgenbøn .

Partiet har hovedsæde i Gaza by og har traditionelt været mest dominerende i Gazastriben. Hamas har som mål at frigøre hele det historiske Palæstina fra den israelske besættelsesmagt og etablere en islamisk stat i det, der i dag er Israel, Vestbredden og Gazastriben. Netop Hamas’ fokus på Islam samt dets stærke regionale netværk har betydet at bevægelsen løbende har fået stor økonomisk og politisk støtte fra Golfstaterne, Iran og Hizbollah i Libanon

Den militante gren af Hamas hedder Izz al-Din al-Qassam-brigaderne og fik for alvor verdens opmærksomhed på grund af sin brug af selvmordsbomber mod blandt andet civile mål i 1990’erne og 00’erne.

Som udgangspunkt er Hamas en modstandsgruppe, men vandt også popularitet som politisk parti blandt palæstinenserne på grund af dets sociale initiativer såsom at give penge til fattige familier og støtte uddannelsesinstitutioner, børnehaver, sportsklubber mm. Efter Hamas overtog regeringen i Gazastriben, og Israel indførte blokade, har partiet dog haft svært ved at skrabe nok penge sammen til at sikre de sociale gode og betale løn til de offentligt ansatte.
Adskillige krige med Israel, der har kostet Gazas befolkning dyrt, har skabt øget utilfredshed med Hamas-regeringen, men dets omfattende sikkerhedsapparat gør det utænkeligt for folk at gøre modstand. På Vestbredden har organisationen mest karakter af et oppositionsparti, men dets militante gren er også aktiv. Medlemmer og sympatisører møder voldsom politisk modstand og bliver ofte tilbageholdt og arresteret af både Israel og det Palæstinensiske Selvstyre.

Hamas og det Palæstinensiske Selvstyre, der ledes af partiet Fatah, har et meget anspændt forhold - dels fordi Hamas er kritisk over for forhandling med Israel, og dels fordi de to partier i årevis har kæmpet om magten. Det eskalerede, da Hamas vandt parlamentsvalget i 2006, hvorefter der i halvandet år var løbende voldelige kampe mellem de to partier (se Gazakrigene). Stridighederne endte med en politisk opdeling, hvor Hamas blev smidt ud af de politiske institutioner på Vestbredden, men i stedet overtog magten i Gazastriben.

Selvom Hamas som udgangspunkt ikke accepterer Israels eksistens, har flere ledende medlemmer af bevægelsen fra midten af 2010’erne åbnet op for at anerkende Israel og lægge våbnene på hylden, hvis PLO kan nå frem til en fair og endelig to-statsløsning med Israel.


• PLO og Hamas

• The Times of Israel (2014):
Hamas overvejer at anerkende Israel

BØGER
Hamas i Gazastriben.
Jensen, Michael Irving:
Akademisk Forlag, 2002.

Arafats Palæstina – Forventninger og realiteter.
Jensen, Michael Irving og Laursen, Andreas
Odense Universitetsforlag, 2000.