GRÆDEMUREN

Grædemuren - også kaldet Vestmuren - er den vigtigste helligdom i den jødiske religion. Den er et symbol for jødisk tro og genstand for jødiske pilgrimsfærd.

Grædemuren befinder sig i den Gamle By i Jerusalem. Muren er 15 meter høj og er lavet af kæmpe stenblokke. Den menes at have været støttemur for det andet jødiske tempel, der lå ovenfor på Tempelbjerget, og er i dag den eneste rest der står tilbage.

Ifølge traditionen blev det første tempel på Tempelbjerget i Jerusalem (af jøder kaldet Moriabjerget) bygget af kong Salomon ca. tusind år før vores tidsregning. Det blev senere ødelagt af den babylonske kong Nebukadnezar i 586 f.v.t, da han invaderede landet, erobrede Jerusalem og forviste en stor del af befolkningen til det daværende Babylon.

Ca. 500 år senere byggede kong Herodes det andet templet, som ifølge den jødiske fortælling blev et af datidens mest imponerende bygningsværker. Det blev dog også ødelagt, denne gang af romerne, omkring hundrede år efter det var blevet bygget. Ødelæggelsen af templet blev starten på det man kalder det ”jødiske eksil”, dvs. at de jøder, der boede i Jerusalem og resten af landet, blev deporteret eller flygtede og bosatte sig i andre lande.

Da Islam - fra det 8. århundrede - blev den mest udbredte religion i Mellemøsten byggede man to af de vigtigste moskéer,for muslimer - al-Aqsa og Klippemoskeen - på Tempelbjerget, der på arabisk kaldes Haram Al-Sharif. Sorgen blandt jøder over templets skæbne - og eksilet - gjorde, at muren blev kendt under navnet Grædemuren. Igennem næsten to tusind år plejede jøder derfor hver dag, overalt i verden, at vende deres ansigt i retning af Jerusalem med en bøn om en dag at vende tilbage.

Fra 1949 til 1967 var Jerusalem opdelt med pigtråd og mure i en jordansk del (den østlige del af byen der inkluderede den Gamle By) og en israelsk del (den vestlige del). Men med den zionistiske ide om at genetablere en jødisk stat i Palæstina var muren blevet både et religiøst og et nationalt symbol. Derfor havde det stor symbolsk betydning for israelerne, da de første israelske soldater nåede frem til muren under krigen i 1967.

Da Israel valgte at etablere en permanent besættelse af Vestbredden efter 1967 kom den østlige del af Jerusalem på israelske hænder. Det blev opfattet som en virkeliggørelse af drømmen om genforening af Jerusalem og den jødiske stat. Israels annektering af det østlige Jerusalem er imidlertid ikke anerkendt internationalt.


• Historien om Tempelbjerget

• Interaktivt site
om Tempelbjerget