Fjerne Naboer

Udskrevet d. 13.12.18 - kl.01:50:03



REJSEN OVER HAVET

Marokko er længe blevet opfattet som ”porten til Europa”: Kun 14 km hav skiller Marokko fra Spanien og dermed Afrika fra Europa. Der er endog to spanske enklaver, Ceuta og Melilla, på Marokkos nordkyst. En del migranter krydser dog også Middelhavet fra Tunesien og Libyen. På den europæiske side er Spanien, Italien og Malta de mest almindelige rejsemål.

Medierne og de druknede
Medierne omtaler både hvor mange irregulære migranter der ankommer til Europa over havet, og hvor mange der mister livet på overfarten. Begge dele er, i sagens natur, uhyre svære at sætte tal på. FN’s Flygtningehøjkommissariat, anslår at 58.000 asylansøgere, flygtninge og irregulære migranter kom til Europa over havet i 2011, og at næsten halvdelen var tunesere, der søgte væk fra de politiske omvæltninger i deres land. Samme år druknede mere end 1.500 migranter, svarende til dødstallet for Titanic. Men hvor Titanic blev en historisk begivenhed, der gang på gang har skabt eftertanke og refleksion, har de afrikanske migranters tragedier en tendens til hurtigt at gå i glemmebogen.

Mens der var borgerkrig i Libyen afslørede Den engelske avis The Guardian, at en båd med 61 migranter var i havsnød men blev overladt til sig selv af NATO skibe, der opholdt sig i området i forbindelse Det til trods for at europæiske autoriteter var bevidste om situationen. Mediedækningen afstedkom en revidering af europæisk grænsekontrol og fik FN til at erklære alle migrantbåde i Middelhavet i havsnød, og dermed som mål for redningsaktioner.

I 2012 faldt antallet af druknede migranter til omkring 500. Samme tendens så ud til at gøre sig gældende i 2013, hvor der indtil oktober ’kun’ var omkring 100 dødsfald. Men i begyndelsen af oktober 2013 rettede de internationale medier opmærksomheden mod Malta og den italienske ø, Lampedusa, da en overfyldt båd med formodentlig 500 migranter fra Syrien, Eritrea og Somalia brød i brand og sank udfor øen. 366 kvinder, mænd og børn druknede i havet ved Europas ydre grænse i syd. Denne gang var dødstallet så stort, at tragedien ikke kunne ignoreres. Få dage efter druknede yderligere 34 migranter. Og mens Europas ledere mødtes i Bruxelles i slutningen af samme måned for at diskutere migration i lyset af tragedien, blev 700 migranter reddet af den italienske kystvagt ved fem forskellige operationer. Man anslår, at næsten 20.000 migranter har mistet livet på havet i løbet af de sidste tyve år. Dødstallene er imidlertid beregnet ud fra kendte tilfælde, og vi må derfor regne med, at langt flere er druknet,

Ofte bliver ord som ’migrant’ og bådflygtning’ brugt synonymt. Artikler, der omhandler ruterne over Middelhavet, illustreres jævnligt med billedmateriale om migranter, der højst sandsynlig kommer fra lande syd for Sahara uanset om artiklen handler om migranter fra Vestafrika, Nordafrika, Syrien eller andetsteds. Det giver et falsk billede af, hvem der søger mod Europa og hvorfor.

Beskytter vi grænserne eller migranterne?
Mediedækningen af rejserne over havet og de mange drukneulykker har forstærket kravene om mere grænsekontrol men også om beskyttelse af migranterne og deres rettigheder.
For at undgå, at migranterne når europæisk jord, har man øget grænsekontrollen og patruljeringen på havet. Man har etableret radarsystemer i forskellige dele af Middelhavet og omkring de Kanariske Øer og forstærket hegnet omkring de spanske enklaver. Disse tiltag er sket via et fælles europæisk grænseagentur, Frontex, som blev etableret i 2004 og som udvikler og koordinerer samarbejdet landene imellem omkring overvågning og grænsekontrol. Overvågningen blev skærpet med iværksættelsen af EUROSUR fra december 2013.

Samtidig bruges også en humanitær begrundelse for graden af patruljering, i og med at migranter reddes fra druknedøden. Det sker ved at forhindre migranterne i at sætte til søs, og ved at bruge overvågningsapparaturet til at redde migranter i havsnød. Den humanitære vinkel er kompliceret. På den ene side prøver de migranter, der vil rejse til Europa, at undgå at blive stoppet på strandene, og de forsvarer sig evt. mod at blive ’reddet’ og dermed at blive standset på vejen. På den anden side, ringer migranterne selv til europæiske kystvagter for at blive reddet eller håber på at blive fundet, hvis de er i fare.

21. april 2013.“Seks spanske politimænd fik til deres overraskelse en noget aggressiv velkomst, da de ville redde en migrantbåd i høj sø ud for den spanske enklave Melilla. Redningsfolkene kom med førstehjælp og tæpper men mødte 15 afrikanske migranter bevæbnet med køller og knive, som modsatte sig redningsaktionen.” (Kilde: Radio France International (RFI)



De spanske enklaver
Rejsen over havet går ikke kun over Gibraltarstrædet eller til De Kanariske Øer. Det kan også være den kortere tur ind til Ceuta og Melilla. Mange migranter, der søger mindre risikable grænseovergange, forsøger sig med disse overgange - via havet eller over land Når de tager søvejen, forsøger nogle sig med at svømme mens andre bruger små gummibåde. En mere brugt metode er dog at forcere grænsehegnene omkring enklaverne i grupper på op til flere hundrede. I forberedelsestiden og mellem frugtesløse forsøg bor migranterne i lejre i skovene omkring de to enklaver.
Forsøgene på at komme til Europa ad disse veje beskrives ofte som ’massive angreb’ af både migranter og presse..I 2005 resulterede et sådant ’massivt angreb’ i, at en grænsevagt og 13 migranter blev dræbt. Efterfølgende blev migranternes lejre ryddet, og de der blev fanget udvistes til Algeriet. Det har dog ikke afholdt migranter fra igen at bosætte sig i skovene, mens de venter på at krydse grænsen. I de seneste år er volden steget, og i foråret 2013 trak Læger uden Grænser sig ud af Marokko, hvor de ellers havde givet læge- og fødevarehjælp til migranterne i skovene. De ville ikke udgøre en lappeløsning midt i konflikten mellem beskyttelsen af grænserne (migration set i et sikkerhedsperspektiv) og beskyttelsen af migranters menneskerettigheder (migration set i et rettighedsperspektiv).

I begyndelsen af 2014 øgedes antallet af migranter, der forsøgte sig med ’massive angreb på grænsehegnene, drastisk. Modtagelejren i Mellila husede midt i marts omkring 1800 irregulære migranter, tre gange flere end den er bygget til.

Øgede rejseomkostninger
Overvågningen af havene omkring Europa afholder ikke migranter fra at sejle til Europa, og den har nogle uforudsete konsekvenser. Migrantbåde sejler nu fra langt flere steder på den nordafrikanske kyst. Ikke kun de der er tættest på Europa men også fra strande i Mauretanien, Senegal, Algeriet og Tunesien. Det er således blevet endnu sværere at standse migranterne på stranden.

Den øgede overvågning på havet har også resulteret i en professionalisering af, hvordan migranter smugles over havet. Zodiac gummibåde og specialbyggede småskibe bruges nu i stedet for fiskerbåde, og gravide kvinder og børn tages med ombord, da de er sværere at sende tilbage uden moralske anfægtelser. Dette betyder imidlertid ikke, at det udelukkende er kriminelle mafia-lignende menneskesmuglere, der styrer den irregulære migration til Europa. Mange mellemmænd sender et begrænset antal migranter over havet, og hvis de kan, leverer de varen, som migranten har betalt for. Enkelte betaler endda pengene tilbage, hvis ikke overfarten lykkedes, eller accepterer først at blive betalt, når migranten er ankommet til Europa.

Nye ruter og professionalisering har forhøjet prisen for at komme over havet. Tilbage i 2003 blev prisen for en bådrejse fra Marokko til den spanske kyst eller fra Libyen til Italien estimeret til at være €450-700 (3400-5000 kr) for marokkanere og €700-1050 (5000-7850 kr) for migranter fra landene syd for Sahara. I 2012 var prisen for sidstnævnte gruppe €1000-1200 (7500-9000. I 2006 var rejsen til de Kanariske Øer blevet mere almindelig og prisen lå på omkring € 750-800 (5600-6000 kr) fra Marokko, €325-2000 (2425-14.900 kr) fra Mauretanien og €425-1700 (3175-12.690 kr) fra Senegal.

De høje priser, og forhindringerne for at tjene penge i transitzonen gør, at nogle migranter forsøger at gå udenom mellemmænd og smuglernetværk. I Marokko forsøger migranter sig i små grupper: Hver person bidrager med omkring 50 euro til indkøb af en lille gummibåd, padler og redningsveste, udvælger en kaptajn, som allerede kender nogle af ruterne og tager afsted. Få kommer over i første forsøg, mange prøver adskillige gange, bliver standset på stranden eller i marokkansk farvand, hvorefter de, der ikke har gyldige papirer bliver udvist.

Migrantfortællinger
Jerome
Abdou

SE FILM:
• BAB SEPTA
Filmen beskriver livet på Mauretaniens kyst. Her er mange forskellige skæbner samlet. Nogle prøver at tjene penge ved at fiske eller sælge skrot fra de strandede skibe, andre drømmer om at komme til Europa. Men man kan også møde ’vismænd’, som godt ved, hvordan det hele hænger sammen.

• Senegal’s life-or-death migration gamble

• Eventyrerne
Følger nogle unge på rejsen fra Mali gennem ørkenen.

• Journey through hell (trailer)
Følger migranter/flygtninge på rejsen fra Afrikas Horn til Yemen.

• 500 migrants crosses the border to Melilla

• Stop violence at the border

LÆS MERE
• Vold mod migranter

• Lives Adrift: Refugees and migrants in peril in the central Mediterranean
Amnesty International, 2014

• Fatal Journeys: Tracking Lives Lost during Migration
International Organisation for Migration (IOM), 2014.

• Morocco accused of human rights breaches over migrants
Mason, P. (2013) BBC News, 04/09

• Migrants at Sea, blog.

• Carling, J. and M. Hernández-Carretero (2011) 'Protecting Europe and Protecting Migrants? Strategies for Managing Unauthorised Migration from Africa', The British Journal of Politics & International Relations 13(1): 42-58.

• de Haas, H. (2008) 'The myth of invasion: the inconvenient realities of African migration to Europe', Third World Quarterly 29(7): 1305-1322.

• Les migrations internationales en Afrique de l’Ouest: Une dynamique de régionalisation articulée à la mondialisation
Ndiaye, M. and N. Robin (2010), Oxford: International Migration Institute.