Fjerne Naboer

Udskrevet d. 16.11.18 - kl.18:01:23



DE NYRIGE i EL ALTO

Den økonomiske vækst ses på flere måder i Bolivias sociale landskab - og på gader og stræder. Unge med smartphones, hippe diskoteker og store biler er nogle af de synlige vidnesbyrd. Bydelen Ciudad Satelite i El Alto var for få år tilbage præget af fattigdom, huse i elendig stand og få tilbud til byens store unge befolkningsgruppe. I dag hører nogen af indbyggerne i Satelite til blandt Bolivias middelklasse, og kulturlivet i bydelen byder i dag både på teater, biograf, museum og ikke mindst en station for den moderne svævebane, der gør det meget nemmere for beboerne i Satelite at komme til supermarkederne i La Paz.

Udviklingen afspejler sig også i nybyggeri. De seneste år er der skudt omkring 120 farverige bygninger op i den særlige Mamani stil, som arkitekten har lagt navn til. ”Los Cholets”, som bygningerne også kaldes, vidner om en nyfunden stolthed og identitet blandt Bolivias største etniske gruppe Aymara. Den farverige andinske arkitektur står kontrastfuldt til de ellers støvede og kedelige murstensfacader i gadebilledet, og er en succeshistorie om byens økonomiske fremgang, og ikke mindst et Bolivia, hvor de oprindelige folk hævder deres selvværd og identitet gennem arkitekturen. Bag de farverige facader finder man billedtæppe af mønstre, lys og legende andinske motiver: enorme lysekroner i form af sommerfugle, døråbninger, der ligner ugler og slikfarvede søjler, der ligner noget fra Charlies Chokoladefabrik.

Bolivia's indigenous bourgeoisie
Bolivia Times